Vi sludrede, åd, dansede og drak. Som en slags repræsentant for de 14.268 medlemmer, der ikke deltog i Fagligt Forum, afgiver jeg her mit referat fra en dag med rundkredspædagogik, solbærsyltede jordskokker og afdansning på Rosie McGee’s.

FAGLIGT. Vi får thaisuppe og solbærsyltede jordskokker og syltet torsk med tomatconcassé og kvædechutney syltet med anis. Blandt andet. Det topper vi med delikatessekager og gammel ost lagret på hø, og så skyller vi ellers hele moletjavsen ned med kolde bajere og rødvin ad lib. Vi er kun lige nået til frokost, men ved vores bord er vi klar over, at dagens program kræver noget at styrke sig på.

For Fagligt Forum handler i år om at forny forbundet ved hjælp af en spektakulær rundkredspædagogisk brainstorm, som de kalder for Open Space. Vi er 275 kommunikatører, der i to dage skal flette hjerner på det fornemme københavnske konference-og eventcenter Axelborg. Hele arrangementet koster en million kroner, men så får man også mulighed for at holde rygepause over for Tivoli og kaffepause i en 400 kvadratmeter stor bankboks og tissepause med udsigt til en elite-smiley.

Vi, der arbejder med sproget, ved, hvor vigtigt det er med pauser. Det ved DJ’s kreative kræfter også. Så i dag er det netop i pausen, at vi rykker – ud fra teorien om, at folk er bedst til at lette på låget under kaffeslabberas-lignende forhold. På sådan et Fagligt Forum skal man i øvrigt heller ikke beslutte noget. Det gør de delegerede næste år. Så som førstegangs-faglig, og som sådan repræsentant for de normalt ikke-fagligt aktive, er jeg bestemt tilhænger af pause-parlamentet efter at jeg allerede om formiddagen har oplevet, hvordan talerstolen – kaldet ølkassen – er for de retorisk hærdede typer.

Tag nu Mogens Blicher Bjerregård. Vores formand. Han kan tøjle en talerstol så længe, at man glemmer at høre efter. Han er ellers på forhånd pakket ind i et kompliceret headset, der får ham til at ligne en kampvognskommandør, og hans fingre former sig som skydere, mens han fyrer op for DJ’s nyeste slogan ‘Den brændende platform’. Måske ved han instinktivt, at han senere på dagen vil blive forsøgt væltet.

Dog kommer Ekstra Bladets medarbejderforening helt bag på Mogens Blicher og os andre, da deres repræsentant pludselig marcherer ind med en rød fane over skulderen, hvorfor formanden efter to sekunders flakken, rent instinktivt, bryder ud i ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’.
Så rejser man sig og gjalder i.

»Solidaritet kræver mere end at synge en sang, mens fanen bliver båret ind,« lyder det en halv time senere fra en kvindelig freelancer, da vi er gået videre til den første omgang gruppearbejde, under temaet ‘Nye tider for beskæftigelsen’.

»Ja, DR er nærmest en svingdør for gratis magistre. De vælter ind i stimer,« melder kanalens tillidskvinde.
»Har man ikke noget arbejde, må man gøre som i gamle dage,« mener en herre fra Langelands-kanten.
»Jeg tog knallerten over sundet og søgte en uopslået stilling på Svendborg Avis. Det er måske slemme tider nu, men så må man lette røven.«

»Hvornår har I sidst gjort noget for at få en ny medarbejder ind på jeres ar-bejdsplads,« spørger facilitatoren.
»Vi har nok at gøre med IKKE at miste medarbejdere,« lyder et svar.
Så er der heldigvis pause.

Foto: Ulrik Jantzen

Først efter frokost er det tid til debateksperimentet Open Space. Egentlig er det en brainstorm blottet for regler, men for at få os til at tænke frit får vi fire regler remset op:
De, der deltager, er de rette personer.
Hvad der end sker, så er det det eneste, som kunne være sket.
Det starter, når tiden er inde.
Når det er slut, er det slut.

Intet kan tilsyneladende gå galt, når retorikken således har fået fin sløjfe på.
Og så er det alligevel, som om at jeg helt personligt føler mig lidt fremmedgjort. Bør jeg byde ind med en femte søjle i dette tempel af cirkelslutninger?

Jeg har ret, fordi jeg har ret.

For eksempel.
Jeg tør ikke. Jeg ville ellers foreslå, at spindoktorer og andre kommunikations-agtige Darth Vader-typer måske kan finde et andet forbund at være i, så de ikke står i vejen for os, når vi for eksempel skal kæmpe om aktindsigt i den nye offentlighedslov. Et medlem fra hovedbestyrelsen advarer mig.
»Hvis du foreslår det, så udvandrer 80 procent,« gisner han.

Man vil jo nødig ødelægge en milliondyr dag, så da den kollektive hjernestorm starter, lader jeg andre gribe de kølletykke tuscher og tagge hver sin planche. En ung coach har med stor ildhu lånt Blicher Bjerregårds headseat. Hans stemme knækker af begejstring, da han opfordrer os til at være ‘herligt uregerlige’. Man skriver sit emne på et skilt, sætter navn på og råber det ud i salen.
»Det er for gøglet,« udbryder en journalist fra Mellemfolkeligt Samvirke. •

»Åbenhed,« hviner Villy.
»Freelance. Selvstændig eller frugtplukker?,« brøler Amalie.
»I kan alle sammen bidrage med noget her,« opfordrer coachen.
Og snart er der hele 30 forskellige emne-opslag på væggen. Inklusive et krav om ny formand.
I et lokale ved navn ‘Axel 8’ har en ældre herre med hårpisk fået tre andre med på temaet: ‘Nej til højere løn. Ja til bedre vilkår’. De snakker om frynsegoder og multimedieskat.

Under parolen: ‘Mindre magt til den journalistiske vanetænkning på tv-stationerne – tro på pauserne!’ har Jimmy fået tre støtter til at skrive sig på hans planche.
Jeg kan dog ikke finde disse stolte tilhængere af mindre magt og mere pause. Måske har de slået sig sammen med Iben og Allan, som ikke helt vandt gehør med deres feltråb: ‘DJ-medlemmer anses som de mest troværdige formidlere’.
Klokken præcis 15.30 finder jeg manden, der vil vælte Mogens.

‘Ny formand = fornyelse’, står der på hans skilt. Han hedder Kristoffer, og han repræsenterer de arbejdsløse i Kreds 1. Ingen andre er dog mødt frem for at supporte eller for den sags skyld stoppe mytteriet, så debatten forløber nogenlunde sådan her:

– Hvad er din konklusion på det beskedne fremmøde?
»Tja, at folk jo må være nogenlunde tilfredse med formanden.«

Og så er den ide skudt ned.
Fagligt aktive folk er på den led mere regelrette end rebelske. I et hjørne ikke langt fra Kristoffers opstand er de mere traditionelle i rænkespillet. Her hvisker de om, at formanden måske skulle skiftes ud. I et andet hjørne har en person opgivet sit arbejde med et skilt. Der står blot ‘Mindre magt til journalister på de store …«.
I et tredje ringhjørne bliver det foreslået at tage frihedsbrevet fra nærværende fagblad. Journalisten skal ikke længere være uafhængig af forbundet, lyder det. Der kommer lidt af hvert blæsende i sådan en brainstorm.

Ovenpå har en flok freelancere glemt, hvad emnet oprindeligt var, da jeg forsigtigt stikker hovedet ind. Et andet sted snakker de om stress så længe, at referenten af helbredshensyn burde have bedt om en timeout. Og helt for sig selv sidder en af salens få kendisser, TV2’s Lennart Sten, bøjet over sin bærbare, mens han intenst skriver på et A4-manifest ved navn ‘DJ – et inspirationsværksted’.

Foto: Ulrik Jantzen

Der er også nogen, der er gået på Jernbanecaféen – også kendt som Vesterbros dagligstue. Så de er også polstret inden middagen, der byder på røget tun, stegt unghanebryst og vakse tjenere med øl, vin og cognac i ærmet. De er ikke fedtede med det.

Min sidemand, der tilhører Organisationsgruppen, synes, at jeg skal skrive noget gonzo-agtigt i mit referat. Dernæst oplyser han, at han engang i en brandert har brækket næsen på skuespilleren Poul Glargaard. Min anden sidemand snakker om pik og patter. Det er velkomne emner efter alt det Open Space.

Alt sejler fint, indtil jeg på rygetrappen hører, at der på det nærliggende diskotek Rosie McGee’s kun er booket 50 gratis VIP-pladser til os 275 forbundsfæller. Samtidig siger rygtet, at de Guns ‘N Roses-lignende røvballerockere, Decco Band, snart spiller op til dans. De er det eneste band i HELE Skandinavien, der er sponsoreret af Jack Daniels.

Utak er de armes løn. Jeg gør alt for at komme først til VIP-pladserne. Ja, jeg nærmest spurter ind i Rosies reserverede bar-område for at opdage, at kun den grå hårpisk med frynsegode-tematikken og hans veninde er mødt op i de mexicansk-inspirerede omgivelser. Jeg får besked på at hente resten af selskabet.

Tilbage til Axelborg. Lyset i festsalen er tændt. Så er det slut med de våde varer, siger de. Et par fynske fotografer har bestilt rigeligt på forhånd, og ved nabobordet synger de: ‘Sådan er kapitalismen/ utak er de armes løn’.
På Rosie McGee’s spiller bandet en grum kopi af Britneys Spears ‘Hit Me Baby, One More Time’. VIP-pladserne bliver aldrig fyldt helt op, men det gør dansegulvet.

Som fagligt ikke-aktiv må jeg tilstå, at fagforeningsfolk har det sjovere. Og når man er til Open Space, slutter man altid med at forpligte sig.

Ligesom den RUC-studerende Maja fra JR – udtales som JR fra “Dallas” – der slutteligt rejste sig op og forpligtede sig til at spørge, hvad hovedbestyrelsen ville forpligte sig til efter Årets Faglige Forum. Jeg forpligter mig hermed til at sludre, æde, danse og drikke endnu mere næste gang, der er møde i forbundet. Det koster trods alt en million kroner at afholde sådan en omgang Fagligt Forum

Se resultatet af Open Space vd at klikke her.

FAGLIGT FORUM 2010

Åben brainstorm før delegeretmødet
275 delegerede skulle forholde sig til DJ’s visioner i en løs ramme ved navn Open Space uden ordstyrer og nedskrevet dagsorden. De delegerede slog selv emner op på væggen og satte sig i grupper for at diskutere alt fra åbenhed til profilering af freelancere. Noterne fra diskussionerne blev i løbet af natten samlet i en løst struktureret rapport ‘Open Space: Fornyelse af DJ’ med ideer og forslag, der skal danne baggrund for forberedelse af delegeretmødet i 2011.
Offentlighedsdebat uden afgørelse

En lang række prominente journalister gik på talerstolen for at diskutere Dansk Journalistforbunds forhold til åbenhed, men diskussionen endte uden en håndfast afgørelse. Kritikere gik til angreb på DJ’s arbejde i Offentlighedskommissionen og det efterfølgende høringssvar. Det springende punkt har været paragrafferne 24-26, der handler om ministerbetjening, hvor DJ ikke har afgivet dissens til de begrænsninger af åbenheden, der er lagt op til. Formand Mogens Blicher Bjerregård tilkendegav, at DJ efter at have lyttet til baglandet i det fremtidige arbejde ville argumentere imod begrænsninger af åbenhed i forhold til ministerbetjening.

Indsamling til forfulgte journalister
629.985 kroner blev indsamlet til kolleger, der er kommet i uføre på grund af krig, manglende ytringsfrihed, eller som på anden måde bliver alvorligt generet i deres arbejde. Bistanden kan både være juridisk, medicinsk eller rent økonomisk. Det var alt fra medarbejderforeninger til kredse, specialgrupper og enkeltpersoner, der spyttede i kassen til det internationale hjælpearbejde i Safety Fonden, der administreres af International Federation of Journalists.

Carsten Nielsen-legatet til Lars Møller
Freelancejournalist Lars Møller modtog Carsten Nielsen-legatet 2010 for “et usædvanligt vedvarende og uselvisk engagement i arbejdet for at støtte journalisters arbejde for frie medier i verdens konfliktområder”. Lars Møller fik legatet for at være ophavsmand til ngo’en International Media Support, som arbejder for at styrke journalistikken i mere end 30 udsatte lande. Legatet består af en bronzeskulptur samt en check på 20.000 kroner. Lars Møller tilkendegav med det samme, at han ville kaste pengene ind i arbejdet for at forbedre journalisters vilkår.