Indvandrere har også arbejde, betaler skat, kommer på sygehuset, har børn i skolen og går til sport eller i teatret. De skal være mere synlige i medierne, mener den norske Dagsavisen. Hong Pham er ansat til at opbygge et kildenet af indvandrere. Det er svært, fordi mange frygter journalisternes fastlåste vinkler.

Overalt i Oslo, i busser, i toge og på stationer hænger der lige nu plakater med en mørklødet, sort-håret, smilende journalist. Det er journalist Hong Pham, som Dagsavisen markedsfører på den måde.

Hendes opgave er at finde kilder med anden etnisk baggrund end norsk og overtale dem til at udtale sig. Hun leder efter folk i lederstillinger, på skoler, i sports- og kulturlivet og i social- og sundhedsvæsenet, men fortæller, at mange af dem ikke ønsker at udtale sig. De er bange for at blive misbrugt – bange for at blive fremstillet, som om de taler på alle indvandreres vegne.

"De frygter, at journalisten har lagt en klar vinkel på forhånd," siger Hong Pham.

Hun advarer sine kolleger mod på forhånd at have en opfattelse af, hvad indvandrere bør tænke og sige.

"De har lov til at være anderledes, ligesom nordmænd heller ikke alle er ens, handler ens eller tænker ens."

Nok er hun ansat som flerkulturel journalist, men hun ved lige så lidt om somaliere, palæstinensere og kurdere som gennemsnitsnordmanden og gennemsnitsdanskeren. Ligesom hun heller ikke privat omgås folk med anden etnisk baggrund end norsk og vietnamesisk. I skolen var hun den eneste i sin klasse med en anden baggrund end norsk.

"Hvorfor skulle jeg hænge mere ud med pakistanere, end du gør?" spørger hun. Øjnene gnistrer, og det gør de tit, samtidig med at hun læner sig ivrigt langt ind over bordet.

"Kan en pakistaner udtale sig om alle vietnamesere eller på alle pakistaneres vegne?" spørger hun og langer samtidigt ud efter såvel indvandreren, der gør det, som journalisten, der forventer det. Indvandrere, der udtaler sig på andre indvandreres vegne – alene fordi de er indvandrere, gør hende irriteret.

"Den dag, journalister kan tale med alle om social- og sundhedsstof, er vi nået langt," siger Hong Pham og tilføjer med et af sine mange grin, at det ville være morsomt at finde en tamiler, der er børshaj.

Forrige vinter var der en stor debat i Norge om tvangsægteskaber. Den gjorde hende ikke stolt af at være journalist.

"Mediedækningen af tvangs-ægteskaber var meget ensidig. Den bekræftede den gængse fordom om, at hvis du går ind for arrangerede ægteskaber, så er du ikke integreret. Er du imod, så er du integreret. Det er en meget sort/hvid måde at måle integration på. Tvangsægteskaber er et problem, men den diskussion var med til at forenkle hele integrationsdebatten."

Hong Pham lyner igen, slår sin arm i bordet og taler længe om, hvordan populistiske, politiske forslag og generaliseringer gør indvandrerdebatten unuanceret.

Men udover at finde gode kilder blandt Oslos indvandrere, der udgør 20 procent af byens befolkning (i København er tallet 18 procent, red.), så bruger Hong Pham også tid på at definere, hvilke problemstillinger der gøres til indvandrersager i samfundsdebatten.

"Først den dag mit job er unødvendigt, er det godt," siger Hong Pham.

Hendes forældre ønskede bestemt ikke, at hun skulle blive journalist. Da hun begyndte af arbejde som freelancejournalist, mens hun gik i gymnasiet, blev forældrene rasende og truede med at smide hende ud hjemmefra. Hong Pham er vokset op i et hjem uden aviser og uden tillid til journali-stik. Først da forældrene åbnede en cafe og var nødt til at have nogle aviser liggende til gæsterne, begyndte Hong Pham at læse aviser.

Forældrene regnede hverken journalistik eller journalister. De så for sig, at datteren forsvandt ind i en verden af folk, der bliver skilt, ikke værdsætter familierne og ikke har tid til at få børn.

I dag er de dog stolte af hende, men ikke trygge. De kan ikke lide, når hun skriver magthaverne imod.

"De flygtede fra det undertrykkende kommuniststyre i Vietnam. De er usik-re på demokratiet og tror ikke på, at jeg ustraffet kan skrive kritisk om magthaverne. De er simpelthen bange for, at jeg vil blive straffet for at være kritisk," siger Hong Pham og tilføjer, at hun tror, det er en af grundene til, at så få indvandrere bliver journalister.

Bortset fra Oprah Winfrey på tv havde Hong Pham lagt mærke til en anden farvet journalist. Det var en kulturjournalist af koreansk oprindelse.

"Da jeg så hende, tænkte jeg, at det var flot – at man godt kan være profileret, dygtig og farvet i norske medier," fortæller Hong Pham og tilføjer, at alle har brug for forbilleder.

I dag oplever Hong Pham, at det er hende, der er et forbillede for andre indvandrer-unge, og hun håber, at hun kan inspirere andre til at søge ind til medierne.

"Jeg har brudt en barriere, og jeg er stolt af det. Jeg ved, at nogle læser Dagsavisen, fordi der er en vietnamesisk journalist, og fordi der ikke kun bliver skrevet om indvandrere, når der er problemer med vold og narko.

Hong Pham råder andre medier til at prøve sig frem – gerne på små lokale medier.

"Det er tilladt at fejle, men hvis man starter der, tror jeg, man hurtigt finder frem til nogle kvaliteter," siger hun og tilføjer, at journalister ikke er ude på at diskriminere, men at de nogle gange kommer til det. Hun understreger, at hun ikke selv har nogen facitliste på, hvordan man skal være flerkulturel journalist.

"Alle tror, at jeg kan åbne døre, fordi jeg er flerkulturel. Det kan jeg ikke. En norsk journalist kan gøre nøjagtigt det samme, hvis han eller hun virkelig giver sig tid."

Løsningen er ifølge Hong Pham ikke at ansætte journalister med anden etnisk baggrund end norsk. I hvert fald skal de først være fuldt ud lige så dygtige som de norske og behersker det norske sprog.

"Håndværket skal være i orden, man skal ikke ansætte nogle, bare fordi de er indvandrere."

I begyndelsen blev hendes job og projektet diskuteret intenst og kritiseret af de andre norske medier, men kritikken holdt op, da Hong Pham kom i gang.

"Det tolker jeg som en kompliment. Min stilling har bidraget med noget positivt i medielandskabet. Vi er i en brydningstid. Fremstillingen af indvandrere i medierne bliver ikke bedre af, at vi nøler. Bagefter kan vi jo se på erfaringerne, men man må ikke blive så snæversynet, at man ikke under sig selv at lave nogle forsøg.

 

HONG PHAM
24 år, flerkulturel journalist på Dagsavisen i Oslo.

(Dagsavisen svarer til det nu lukkede Aktuelt i Danmark).

Hun kom til Norge sammen med sine forældre tre måneder gammel som vietnamesisk bådflygtning.

Begyndte som 18-årig på Moss Dagblad, hvor hun skulle ringe til læserne for at lave meningsmålinger. En dag fik avisen brug for en freelance-journalist, og Hong Pham trådte til.

19 år gammel søgte hun og fik job på avisen som all-round nyhedsjournalist. Der var 27 ansøgere til jobbet.

Efter et år blev hun chef for kulturredaktionen.

21 år gammel søgte hun ind på Journalisthøjskolen. Arbejdede ved siden af på VG, hvor hun lavede kulturstof, interviewede kendisser og skrev features.

23 år blev hun projektansat, flerkulturel journalist på Dagsavisen. Der var 40 ansøgere til jobbet.

I år har avisen netop fået 500.000 kroner, så Hong Phams løn er betalt endnu et år frem.

 

Læs også: Flerkulturelt Norge