Han var med til at stifte VS i Ålborg, men endte i Dansk Folkeparti. Hans kone er af jødisk afstamning, men en byretsdom siger, han var b-medlem af nazistpartiet. Modsætningerne i historien om Dansk Folkepartis pressechef og bestyrelsesmedlem i DR, Søren Espersen, er store.

 

Et lille israelsk flag står i vinduet. På opslagstavlen hænger Israels første premierminister, David Ben Gurion. Døren er dekoreret med en plakat med motiver fra Israel.

Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef, har indrettet sit Christiansborgkontor, så det minder ham om kærligheden til Israel. Der bor hans ældste datter sammen med sin israelske mand. Der bor hans eneste barnebarn.
Når Søren Espersen tænder for sin radio eller sit tv, bliver han ofte overordentligt træt. Han mener, at flere DR-journalister missionerer i stedet for at formidle – når det gælder konflikten mellem israelerne og palæstinenserne. Flere gange har han offentligt remset navne op på DR-journalister, som Dansk Folkepartis pressechef mener er Israel-fjendtlige. På trods af sit stærke tilhørsforhold til Israel mener Søren Espersen, at han er den rette til at kritisere DR-journalisterne:

"Det ville da være forfærdeligt at sende mig derned som korrespondent, men jeg kan vurdere DR-korrespondenternes indslag i radio og tv ud fra journalistiske betragtninger," mener Søren Espersen.

Han er uddannet journalist og har arbejdet for blandt andet Billed-Bladet og B.T. Her har han skrevet om alt fra de kendtes kjoler til reportager om Ku Klux Klan. Nu drømmer Søren Espersen om, at Dansk Folkeparti skal opslå stillingen som pressechef. Han vil nemlig i Folketinget for Dansk Folkeparti.

Peter Salskov var ansat på Billed-Bladet samtidig med Søren Espersen og mærkede tydeligt hans politiske overbevisning.

"Han gav udtryk for nogle helt sorte holdninger, der fik Franco til at ligne Lille-Per," siger Peter Salskov.

En kender af Dansk Folkeparti levner ikke Søren Espersen mange chancer som politiker.

"Han er ikke nogen folkeforfører, og han kan virke sur og bitter i debatter. Det viser hans hverv som medlem af DRs bestyrelse. Han fremstår som noget af en amatør-politiker," siger Informations chefredaktør, David Trads.

Han fik blandt andet et indgående kendskab til Dansk Folkeparti og Søren Espersen, da han skrev bogen Danskerne Først, som fortæller partiets historie.

David Trads mener, at DR-journalisterne nu er offer for Søren Espersens elendige evner som politiker.

 

Berlusconi i billedet

Søren Espersen er tilhænger af den opsplitning af DR Nyheder, der skaber uenighed blandt journalisterne i DR.

DR-bestyrelsens planer og Søren Espersens kritik af navngivne journalister er i aviserne blevet kaldt Berlusconi-lignende tilstande.

Men Søren Espersens rutine i at håndtere medierne fornægter sig ikke. Han bruger netop situationen i Italien som begrundelse for at opdele DR Nyheder.

"Der skal være mangfoldighed, og det kommer der ved en decentralisering af magten," siger han.

Der bliver banket på døren. Der er telefon fra lufthavnen i Bergen, hvor Pia Kjærsgaards fly er mellemlandet på vej til Færøerne.

Espersen rejser sig og forlader med hurtige skridt kontoret for at træde i funktion som pressechef og sparringspartner for partibossen.

Han kommer tilbage, beklager afbrydelsen, fortsætter interviewet, for blot at blive afbrudt igen. Pressechefen har travlt. Pia Kjærsgaard er interessant i dag.

I 1999 anlagde Pia Kjærsgaard sag mod et medlem af Folkebevægelsen mod EU for at have kaldt hendes synspunkter for racistiske.

Kjærsgaard vandt i byretten og landsretten, men nu er Højesteret nået frem til det modsatte.

I løbet af eftermiddagen kommer der 26 henvendelser fra journalister, der vil i kontakt med partilederen, og det kræver koordination; hvad skal journalisterne have at vide, og skal gruppeformand Kristian Thulesen Dahl også på banen? Det ender med, at Pia Kjærsgaard giver interview til tv og til Ritzaus Bureau for at få budskabet i aviserne ad den vej.

Det er ikke den første retssag, Søren Espersen har inde på livet. I november 2001 skrev LO-bladet Tjeck Magazine, at han var b-medlem af nazist-partiet, DNSB. Søren Espersen trak bladet i retten, hvor dommeren konkluderede, at Tjeck Magazine blot havde viderebragt faktuelle oplysninger. En afgørelse, som Søren Espersen siden har anket.

Jobbet som pressechef i Dansk Folkeparti blev ikke slået op. Pia Kjærsgaard kendte Søren Espersen, fordi de begge havde været medlem af Fremskridtspartiet. Hun havde bemærket Søren Espersens mange debatindlæg og var ikke i tvivl om, at han var manden, der skulle hjælpe med at få budskabet om den truede danske nation udbredt.

I første omgang arbejdede Søren Espersen gratis i sin fritid for Dansk Folkeparti, men han blev ansat, så snart partiet havde penge til hans løn.

I de syv år han har kendt Pia Kjærsgaard, har de talt sammen mindst en gang om dagen.

"Jeg føler faktisk, hun er en del af min familie, og vi ses privat til familiefester. Vi kan da komme op at toppes, fordi vi har forskellige opfattelser af nogle ting, men det er ikke på en ubehagelig måde," siger Espersen.
Han vil ikke fortælle, på hvilke områder de kan være uenige.

 

Pressechef og politiker
Blandt Christiansborg-journalister har Søren Espersen ry for at have større politisk indflydelse end andre pressechefer.

"Jeg kan ikke forestille mig, at der er andre pressechefer, der har større indflydelse på sit parti. Han var en uundværlig del af opstarten af partiet," siger David Trads.

Søren Espersen deltager for eksempel i partiledelsens politiske debatter. Det har enkelte af partiets mindre fremtrædende folketingsmedlemmer været sure over, fortæller David Trads.
Søren Espersen selv siger også, at han har indflydelse. Fra begyndelsen har pressechefen for Dansk Folkeparti set sig selv som politiker.

"En politikers ægtefælle kan jo have stor politisk indflydelse. Det kan virke skræmmende, men der kan jo også sidde en i Folketinget, der er kommet ind med 148 stemmer. Indflydelse kommer an på, hvem det er, man taler med. Det kan dårligt være anderledes," siger Søren Espersen.

Selv om han i dag har politisk indflydelse, så vil han gerne have en stemmeknap i Folketingssalen.

"Jeg vil arbejde for partiets kerneområder, og så er min store drøm, at Pia bliver statsminister."

På opslagstavlen bag Søren Espersen er fotografier af familien omhyggeligt placeret op ad hinanden. Øverst i midten kigger Pia Kjærsgaard ud i rummet. Lige over 80ernes jernlady, Margaret Thatcher.

Personligt håber Søren Espersen også på en mindre stresset hverdag, hvis han kommer i Folketinget.

"Det kan tynge mig, at det tit hænger på mig, om en kampagne kommer i gang, eller om vores blad bliver færdigt," siger han og lægger et eksemplar af 'Dansk Folkeblad' på det lille runde bord.

Bladets forside viser korvetten Olfert Fischer med stævnen højt hævet i bølgegang. 'Dannebrog i front for frihed og sikkerhed', lyder forsideteksten.

Med Søren Espersen på posten som pressechef har Dansk Folkeparti fået massiv omtale i andre medier end partiets eget organ.

For eksempel da Dansk Folkeparti afholdt et pressemøde på Arbejdermuseet i København. På den måde fik partiet signaleret, at det var arbejdernes ven.

"De kom ind i Staunings gamle lokaler," siger David Trads.

Dansk Folkepartis køb af en gammel sønderjysk grænsestation var også et scoop, der gav masser af spalteplads og sendetid, og Dansk Folkeparti fik en anledning til at lufte sin protest mod Schengen-samarbejdet.

Men der har også været brølere.

I år 2000 tog Søren Espersen, Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Mogens Camre til Wien for at vise solidaritet med den østrigske regering, der blev hårdt kritiseret for at være højre-populistisk.
Ingen af de lokale politikere fra hverken de konservative eller Jörg Haiders Frihedsparti havde dog lyst til at blive set sammen med den danske delegation.

"Gud fader bevares, det var et selvmål," siger Søren Espersen.

Tilbage i hans skoletid ville ikke mange have gættet, at han en dag skulle arbejde for at få en statsminister fra den yderste højrefløj.

 

Mor Danmark mod Vietnamkrigen
Da Søren Espersen gik i realskolen, var flere af vennerne engagerede på venstrefløjen, og også Søren Espersen identificerede sig med socialismen. Han lod håret gro, samlede penge ind til en annonce i New York Times for at protestere mod Vietnamkrigen og var med til at stifte en afdeling af VS i Ålborg. Der blev også tid til en indsats for VS-bladet 'Mor Danmark' sidst i 60erne.

"Det er svært at sige hvorfor. Det var en anden tid, og jeg blev meget engageret i miljøet, hvor mange af mine bedste venner var."

I løbet af 1.g stoppede Espersens flirt med venstrefløjen. Det var specielt VSernes holdning til konflikten i Mellemøsten, der gjorde ham stiktosset.

"Jeg så Israel som det eneste socialistiske land i Mellemøsten. Mine venner kom hjem og fortalte om et socialistisk paradis, og der var demokrati. Men VSerne var imod Israel og holdt med alle de der feudalfyrster og middelalder-mandschauvinister. Jeg kunne heller ikke klare det centralistiske, og når man bliver rigtigt gal, slår man jo ofte helt over," siger han.

I dag kan han ikke finde noget positivt at sige om venstrefløjen.

"Jeg ser socialismen som menneskeforagt," siger han.

En af vennerne fra tiden på Hasseris Gymnasium i Ålborg er Carsten Nødskou, som i dag er journalist på ugebladet Hjemmet.

"Han var langhåret og venstreorienteret, og jeg var medlem af Konservativ Ungdom, så vi var ikke ligefrem enige. Vores karakterer fulgtes mere ad; de faldt gennem hele gymnasietiden, men vi havde det sjovt. Vi lavede blandt andet en forening, der arrangerede foredrag, for eksempel med overrabbiner Bent Melchior," siger Carsten Nødskou.

Han kalder sin gamle klassekammerat for en af de iøjne- og iørefaldende på gymnasiet. Da Søren Espersen blev student og gav hånd til rektor, var han en af de seks-syv stykker, der fik klapsalver fra salen.

 

Druk på teologi
Søren Espersen drømte om at blive arkæolog eller præst. Drømmen døde efter knap to år på teologistudiet i København.

"Mange i min familie er præster, men jeg kunne ikke finde mig til rette på teologistudiet. Der var tre grupper af studerende; de indremissionske, dem, der ville ødelægge folkekirken indefra og dem, hvor det gik meget op i druk. Jeg kom efterhånden til at tilhøre den sidste gruppe," fortæller Søren Espersen, der stadig læser teologisk litteratur som fritidsfornøjelse.

Arkæologien blev ikke til noget. Espersen havde lyst til at skrive og begyndte på Journalisthøjskolen sammen med blandt andre Jens Gaardbo, Susanne Utzon og Niels Brinch.

Holdkammeraterne kunne mærke, at Søren Espersen hørte hjemme på den politiske højrefløj.

"Miljøet blandt de studerende var ekstremt venstreorienteret. Vi var en lille gruppe, der ikke hørte til det altovervejende socialistiske flertal. Søren Espersen lå langt til højre og havde nogle meget bastante synspunkter. Han var frygtløs og havde mod og mandshjerte til at mene noget andet end de andre," fortæller Niels Brinch fra TV2.

I 80erne arbejdede fotograf Henning Bagger sammen med Søren Espersen på B.T. Han oplevede også Søren Espersen som frygtløs:

"Uanset om det var rockere, eller hvem det var, så var han aldrig bange for nogen. Engang skulle nazilederen Poul Heinrich Riis-Knudsen ind på redaktionen til et interview. Da han trådte ind ad døren med en af sine tro væbnere, råbte Søren Espersen 'Hvordan går det ude i førerbunkeren?'"

Selv om Henning Bagger ikke diskuterede politik med Søren Espersen, var han ikke i tvivl om hans holdning til Israel-Palæstina problemet.

"Når vi var ude til pressemøde, havde han altid et plastikchartek med. På det sad en mærkat, hvor der stod 'Free Zion' eller noget i den stil."

I sin tid på B.T. nåede han også at interviewe sine senere partifæller Kirsten Jacobsen og Søren Krarup, dog uden at han blev interesseret i at være medlem af Fremskridtspartiet. Det blev han først, da han vendte hjem til Danmark efter en periode i England.

 

Middelalderligt
I 1989 fik hans kone arbejde i London, og familien flyttede med. Som freelancer leverede Søren Espersen først stof til Ritzaus Bureau, men fandt ud af, at der var flere penge i at sælge til ugebladene. Især Prinsesse Diana var en sællert for Søren Espersen. Han leverede blandt andet artikler til Femina og Billed-Bladet.

Mens familien boede i England, udgav Salman Rushdie De sataniske vers, der resulterede i den religiøse dødsdom over den britiske forfatter. Dødsdommen var med til, at Søren Espersen blev indædt modstander af et multietnisk samfund.

"Jeg talte meget med min far, der sendte mig artikler og fortalte, hvad der skete i Danmark med hensyn til EU og indvandring. I England var der endnu mere indvandring. Det var urovækkende. Under Salman Rushdie-sagen gik pæne mennesker fuldstændig amok og slog sig selv i hovedet med sten for at vise, at nu skulle han dø. Det var middelalderligt, og jeg kunne ikke holde ud at se på det," siger Søren Espersen.

Da han vendte hjem fra England i 1992, var Fremskridtspartiet det naturlige valg for en EU- og indvandrerkritisk Søren Espersen. Han meldte sig ind i partiet.

Jobmæssigt havnede han på Billed-Bladet, og en af opgaverne i 1992 var at dække Pia Kjærsgaards sølvbryllup dagen efter danskernes nej til Maastricht-traktaten. Den dag i en have i Gentofte var første gang, han hilste på sin senere chef.

Redaktøren på Billed-Bladet, der sendte Søren Espersen i armene på Pia Kjærsgaard, var Holger Blom.

"Søren Espersens styrke er, at han indstiller sin hjerne efter, hvor han er. Han kunne lige så godt arbejde for et andet parti. Som journalist kunne han lave hvad som helst, men han sprang over, hvor gærdet var lavest. Han var ikke typen, der kom og sagde til, hvis han ikke havde noget at lave," siger Holger Blom.

På trods af tilpasningsevnen afviser Søren Espersen, at han kunne være andre steder end i Dansk Folkeparti.

"Nej," siger han med stor kraft.

"Henrik Qvortrup var primus motor i Venstres kampagne for euroen, selv om han var glødende modstander. Det ville jeg ikke kunne finde ud af. Jeg skal have hjertet med."