Emilie Lærke/Ritzau Scanpix
Dansk Folkepartis stifter og kulturordfører, Pia Kjærsgaard, mener, at DR er i færd med at svigte tusindvis af ældre seere og lyttere i sin iver efter at tiltrække flere unge brugere.
Det siger hun til Jyllands-Posten, hvor hun også kræver en garanti fra DR for, at den statsejede tv-station fortsætter med at leve op til sine public service-forpligtelser på de traditionelle kanaler.
”Der står intet om de ældre brugere i planen for den digitale omstilling. Det er arrogant og overlegent i betragtning af den store, store målgruppe, som den ældre del af befolkningen udgør,” siger Pia Kjærsgaard til Jyllands-Posten.
Det får mediestationens generalstab til at understrege, at den ældre målgruppe også skal tages alvorligt fremover.