Pia K. anklager medier for egen fejl

Pia Kjærsgaard refererede bare medierne, da hun i sidste uge brugte forkerte tal i en tv-debat. Det er derfor mediernes fejl, mener hun. Men det passer ikke, beretter radioprogrammet Detektor.

Pia Kjærsgaard refererede bare medierne, da hun i sidste uge brugte forkerte tal i en tv-debat. Det er derfor mediernes fejl, mener hun. Men det passer ikke, beretter radioprogrammet Detektor.

Medierne må stramme op. Sådan var hovedbudskabet fra Pia Kjærsgaard til radioprogrammet Detektor, der i det seneste program konfronterede hende med et misvisende tal, hun brugte i tv-programmet Debatten i sidste uge.

»Jeg må bare sige, at jeg holder mig til det gængse tal, og det har jo stået som overskrift i jeg ved ikke hvor mange aviser, uden at blive modsagt,« siger Pia Kjærsgaard, og til spørgsmålet om, i hvor høj grad hun tjekker tal, inden hun bruger dem, stiller hun modspørgsmålet:

»I hvor høj grad tjekker Radioavisen de tal, inden de bringer dem?«

Da studieværten i programmet fortsat går til hende, indikerer hun, at problemet har et større omfang:

»Jeg må forholde mig til de tal, der er blevet forelagt mig. Dér kunne medierne måske også gøre mere ud af at have bedre baggrundsmateriale, som vi politikere så går videre med,« siger Pia Kjærsgaard, der til sidst også påpeger, at radioprogrammet Detektor burde havde lavet deres undersøgelse af tallets korrekthed meget tidligere.

Tvisten handler om, at Pia Kjærsgaard i tv-programmet Debatten i sidste uge giver udtryk for, at den seneste finanslov kun har givet de økonomisk dårligt stillede 23 kroner mere om måneden. Det passer imidlertid ikke ifølge Detektor.

En række danskere får ganske rigtigt 23 kroner om måneden med indførelsen af den grønne check, der gives som tilskud til øgede energi- og sundhedsudgifter. Der er dog også en række andre tiltag i finansloven, som kommer de økonomisk dårligt stillede til gavn.

Det benægter Pia Kjærsgaard ikke i interviewet, men hun mener altså, at der er flere medier, der har fremstillet finansloven sådan, at de økonomisk dårligt stillede kun får 23 kroner mere om måneden. Men den påstand kan Detektor heller ikke finde dokumentation for.

Det er rigtigt nok, at flere medier har bragt tallet med de 23 kroner – men kun i forbindelse med indførelsen af den grønne check. Detektor har ikke kunnet finde artikler, hvor de 23 kroner nævnes som et samlet resultat af finansloven, skriver programmet på sin hjemmeside.

3 Kommentarer

Mille Lykke Sørensen
19. JANUAR 2012
Re: Pia K. anklager medier for egen fejl
"...det har jo stået som overskrift i jeg ved ikke hvor mange aviser" må kandidere til årets dårligste argument. Men harmonerer vel i virkeligheden meget godt med den generelle måde hvorpå, nogle DF'ere finder belæg for deres politiske udmeldinger. 
Jakob
19. JANUAR 2012
Re: Pia K. anklager medier for egen fejl
Det var i hvert fald virkelig ynkeligt at høre hende forsøge at forklare sig i Detektor. Jeg har aldrig brudt mig om hende, men det var faktisk medlidenhedsfremkaldende. 
Erik Bagge Juul
19. JANUAR 2012
Re: Pia K. anklager medier for egen fejl
Før i tiden blev man vred på Kjærsgaard, når hun løj. Nu har man bare ondt af hende.