Hurra for matchpoint-lokalet. Det gav ro og overblik, når de studerende opsøgte steder, de ikke havde søgt i første omgang. Og ja, man undres når mange af de store regional-aviser ikke bliver søgt. Følgende replikskifte mellem to ex-provinspraktikanter illustrerer nok meget godt paradokset : "Vi græd, da vi fik pladsen. Og vi græd, da vi skulle tilbage på studiet".

Pia Færing konstaterer, at man kan fodre svin med praktikanter fra Politiken. Det kan man sandelig også med praktikanter fra diverse regionalaviser. Og mange af dem vil formentlig få endnu vanskeligere ved at etablere sig på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse, fordi de ikke kan referere til produktion på et medie omgærdet af den samme faglige respekt som eksempelvis et landsdækkende dagblad (berettiget eller ej). Det klassiske erhvervsliv med alle deres nye stillinger, som er dem, jeg formoder Pia Færing primært refererer til, er da om noget CV-kræsent.        

Journalisthøjskolen er i øvrigt - så vidt jeg ved - baseret på tanken om praksisfællesskaber som den dominerende pædagogik. Læringen i sådanne praksisfællesskaber bliver alt andet lige større, desto mere kompente fællesskabets deltagere er. Så jeg forstår udmærket, at de unge søger derhen, hvor det journalistiske niveau - generelt - er højest. Hvad der derimod kan undre een er, at de tre uddannelser fortsat spytter nyuddannede ud i en lind strøm. At de udelukkende spekulerer i at maksimere deres egen kapacitet mest muligt - uden hensyn til efterspørgslen.

Foregik denne praksis i det private erhvervsliv ville de ansvarlige straks modtage en reprimande. Det er som regel overordentligt kostbart at have varer, der ikke kan afsættes, liggende på lager. Det er derfor, at produktions- og lagerstyringsprincipper som chase production og just in time er blevet så populære. I dette tilfælde rammer uddannelsernes kapacitetsmaksimering samfundsøkonomien generelt og den i DJs A-kasse, DJs forhandlingsmagt på lønområdet og i forbindelse med afskedigelser samt arbejdsmiljøet i mediebranchen (malkningen af A-kasserne gennem vikariater). Og så selvfølgelig alle de unge mennesker med bristede ambitioner, der har taget en dyr uddannelse til ingen verdens nytte. Det ville klæde "produktionssystemet" med lidt mere socialt ansvar.

I stedet for at tampe på dets kunder - de unge...