search

Pia Færing: »Jeg skal passe på, at jeg ikke bliver et kynisk gammelt røvhul«

»De studerendes modvindsmuskel er simpelthen ikke særlig veludviklet, og samtidig har de nogle vanvittige forventninger til lykken,« mener praktikvejleder på DMJX Pia Færing. Vi har talt med hende om venstresocialisterne, 12-talspiger og panikdagens tabere

Efterårets panikdag med et helt nyt system til at matche praktikanter og praktiksteder er lige overstået. Er det dagen derpå for dig?

»Min rolle i forhold til panikdagen er at sørge for, at alt det praktiske klapper på dagen, og at scenen er i orden. Men det var den ikke. Der var alt for mange frustrationer over den nye ordning. Så jeg synes, det var træls at være vært. Normalt er det sjove jo at se de studerende komme ud med armene oppe over hovedet, men i år var festen foregået ude på medierne til forhåndssamtaler. Så her på skolen havde vi næsten kun taberne. Det er enormt hårdt at se, hvor mange der ikke har fået en plads.«

Du er selv uddannet fra Journalisthøjskolen. Hvorfor blev du journalist? 

»Da jeg startede på skolen, var det egentlig ikke for at blive journalist. Jeg var glødende venstrefløjsaktivist og medlem af VS, og pressen var i mine øjne bare borgerskabets forlængede arm. Men jeg ville lære at kommunikere, for jeg troede på, at hvis bare folk fandt ud af, hvordan tingene hang sammen, så ville de gå ud og lave dem om. Så det var i mit politiske virke, jeg ville bruge kompetencerne – ikke fordi jeg ville være journalist. Men det ændrede sig, da jeg kom i praktik.«

Hvad skete der?

»Jeg blev simpelthen bidt af faget. Jeg var på Skanderborg Ugeavis, og det var en fest! Jeg opdagede, at selv om vi jo ikke startede en revolution i Skanderborg, så kunne man godt være med til at gøre en forskel som lokaljournalist. Da jeg blev færdig, søgte jeg job på tre lokalaviser og fik dem alle tre. Jeg valgte Kolding Folkeblad, hvor jeg især dækkede politik.«

Måtte du så melde dig ud af VS?

»Nej, overhovedet ikke. Der var ikke nogen VS-afdeling i Kolding, og jeg tror faktisk aldrig, de spurgte til det på avisen. Den politiske hat lagde jeg først på hylden, da jeg startede på TV Avisen i ’87, og Ole Sippel sagde til mig, at han jo ikke kunne antaste min grundlovssikrede ret til at være medlem af et parti, men så længe jeg var medlem af VS, ville jeg aldrig få lov at røre det politiske stof. Det var jo helt fair. Og så meldte jeg mig ud.« 

Hvordan var skiftet fra lokalavis i Kolding til TV Avisen i København? 

»Det var jo en helt anden atmosfære, og det var rigtig spændende. Men især reaktionerne fra brugerne var meget anderledes end dem, jeg var vant til fra lokalmiljøet i Kolding. Jeg kan godt lide at komme i omgangshøjde med mine læsere – at møde dem nede i Brugsen eller på værtshuset om aftenen. Men på TV Avisen oplevede jeg meget lidt konstruktiv interaktion og dialog med brugerne. Det var mest brok og skuffelse over, at de ikke var kommet i fjernsynet.«

Var det derfor, du stoppede på TV Avisen?

»Hvis jeg skulle vælge i dag, ville jeg anytime foretrække lokaljournalistikken. Men det var ikke derfor. Den store hurdle for mig på TV Avisen var at få familielivet til at fungere. Jeg var altid på arbejde, også i weekenden. Jeg vil ikke påstå, min mand sagde ”det er TV Avisen eller mig”, men efter to år sagde han, at dét her holder vi ikke til. Så flyttede vi til Aarhus, og jeg startede som underviser her på skolen.« 

Hvad havde du tænkt dengang, hvis du fik at vide, at du 25 år senere stadig ville være lærer på skolen?

»Jeg ville have været forundret. For dengang tænkte jeg, at jeg skulle ud i branchen igen efter nogle år. Men jeg har aldrig haft en karriereplan, så jeg tror ikke, det havde været et skrækscenarie.«

Er det ikke et problem for dig som underviser og praktikvejleder, at du ikke har været ude i virkeligheden og arbejde på et medie siden 80’erne?

»Jeg synes ikke, man behøver at være en god journalist for at være her. Du kan sagtens skrive som en brækket arm, men alligevel være en god underviser. Men min alder oplever jeg efterhånden som et problem. På et tidspunkt holder man op med at tage det der drama omkring praktiksøgningen så alvorligt. Når de studerende siger til mig, at panikugen har været den værste uge i deres liv, så kan jeg mærke, at jeg bliver lidt træt og får lyst til at fortælle dem, at de altså også kommer til at miste, føde børn og blive fyret. Jeg skal passe på, at jeg ikke bliver et kynisk gammelt røvhul, for jeg mener faktisk, at de studerende skal mødes med medfølelse. Men det bliver sværere og sværere.«

Hvad er branchens største udfordring, når du ser på de studerende?

»Når så mange knækker og får stress og depressioner allerede i praktikken, så er der noget galt med arbejdsbetingelserne. De er afsindigt hårdt spændt for. Men vi har også at gøre med nogle unge mennesker, der er vant til at vinde. Det er 12-talspiger og middelklasse-unge, der altid har været dygtige i skolen, og som aldrig er blevet valgt til sidst i rundbold. Deres modvindsmuskel er simpelthen ikke særlig veludviklet, og samtidig har de nogle vanvittige forventninger til lykken.«

Hvad er løsningen?

»Det er svært at sige, men det skal tages meget alvorligt. Buen kan snart ikke spændes mere. Men jeg oplever, at drengene klarer sig lidt bedre i det end pigerne. De får ikke lige så mange 12-taller, men de har generelt en lidt mere afslappet tilgang. Nogle gange kan det faktisk være meget godt at kravle over, hvor gærdet er lavest, i stedet for altid at finde det højeste sted.«

Du kan læse hele Journalistens tema om Panikdagen her.

[[nid:34891]]

Foto: Mathilde Bech

 

Kommentarer
2
David Wedege
27.11.15 21:05
Nej, panikdagen er ikke det
Nej, panikdagen er ikke det slemmeste, der venter i voksenlivet.

Det finder mange studerende nok ud af, når de dimitterer. Så ser de et arbejdsmarked, der er helt anderledes, end praktikmarkedet er. Det ligner et slaraffenland i sammenligning med voksenarbejdsmarkedet.

For at trække det groft nok op til at blive forstået, så vil mange ligge bedende på deres knæ for at blive lukket ind hos de medievirksomheder, som de var for fine til at arbejde for som studerende. Blandet andet medievirksomheder som har opgivet at få praktikanter, fordi praktiksøgende hellere tager orlov og prøver lykken den næste panikdag.

De samme medievirksomheder, som ikke kunne få praktikanter, har dog ingen som helst problemer med at besætte deres voksenstillinger.

Nyd praktikpanikken så længe det kun er det.
Fremhævet af Journalisten
Lisbeth Petersen
30.11.15 16:16
Meget god artikel med kloge
Meget god artikel med kloge anskuelser fra Pia Færing. Tak for dem. Og til alle praktikansøgere vil jeg blot sige: I aner ikke, hvad I går glip af, når I f.eks. vælger lokale og regionale medier fra.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen