Hvad ville du svare, hvis du blev vækket midt om natten og spurgt, hvem du er? 

Ville du først og fremmest sige, at du er journalist? Eller er det vigtigere for, hvem du er, at du er mor, datter, mand eller kæreste, at du cykler på mountainbike, er filmnørd eller brøndbyfan? 

For 56-årige Phillip Nørgaard er svaret enkelt. Han er selvstændig fotograf og elsker sit job. Men det har ingen betydning for, hvordan han opfatter sig selv, vurderer han.

”Jeg er fotograf, men min identitet har intet som helst at gøre med jobbet som fotograf. Den ligger i min fritid og mit liv med min fuldstændigt pragtfulde kone. Vi har en båd, og vi elsker at rejse. Det er der – og i den – at jeg er sammen med mine venner, at jeg finder min identitet. Resten er et middel til at betale huslejen,” siger Phillip Nørgaard.

Han er et af de 1.442 medlemmer af Dansk Journalistforbund, som i en rundspørge fra Journalisten har svaret på, hvor vigtigt arbejdet er for deres identitet på en skala fra 0 til 100 procent. Phillip Nørgaard svarede 0 procent.  

”Tag ikke fejl, jeg elsker mit job. Men det har ikke betydning for, hvem jeg er. Jobbet skal finansiere min fritid og mine interesser, jeg lægger overhovedet ikke andet i det,” siger han. 

Et gennemsnit på 63 procent

Med sine 0 procent adskiller Phillip Nørgaard sig fra flertallet af de DJ-medlemmer, der har svaret på spørgsmålet i rundspørgen. 80 procent af dem svarer, at jobbet fylder mere end halvdelen af deres identitet.

I gennemsnit sætter medlemmerne pilen på 63 procent, når de skal vurdere fra 0-100, hvor vigtigt deres arbejde er for deres identitet. Et højt tal, vurderer Mads Løkke Rasmusen, der er udviklingskonsulent i DJ. 

”Men det er ikke overraskende, at det er så højt,” siger han. 

Han var indtil 1. juni i år konsulent i DJ’s afdeling for karriere og trivsel og har derigennem mødt mange medlemmer til karriererådgivning, stress-samtaler og jobsøgningskurser. 

”Folk går ekstremt meget op i deres arbejde. Og de har svært ved at sige ’pyt’, når arbejdslivet slår et slag med halen og ikke går, som det skal. Nogle tror virkelig, at deres arbejde gælder liv og død. Og i det øjeblik, de ikke har job som journalist, så ved de ikke, hvem de er,” siger Mads Løkke Rasmussen.

Han understreger, at undersøgelsen selvfølgelig først bliver rigtig interessant, hvis man stiller samme spørgsmål til andre faggrupper og sammenligner resultaterne.

”Men jeg gætter på, at i forhold til mange andre faggrupper så sætter folk i medie- og kommunikationsbranchen det højt,” siger Mads Løkke Rasmussen.

Smeltet sammen med sin profession

En af dem, der i høj grad er smeltet sammen med sin profession, er 48-årige Connie Bøgwad Schmidt. Hun er journalist på JydskeVestkystens lokalredaktion i Haderslev og svarede i Journalistens rundspørge, at jobbet betyder 100 procent for hendes identitet.

”Når jeg handler, går til frisør, tager på den lokale festival eller en sjælden gang svinger forbi træningscentret, er jeg ”hende journalisten nede fra Jydske”.

Og det har jeg det glimrende med,” fortæller Connie Bøgwad Schmidt.

Hun erkender samtidig, at man selvfølgelig kan diskutere, om jobbet ligefrem betyder alt for hendes identitet. For ”først og fremmest” er hun mor og kone. 

”Men på en måde arbejder jeg jo hele tiden. Jeg er i hvert fald hele tiden på og hele tiden meget bevidst om, at jeg er journalist. Hvis du vækkede mig om natten og spurgte, hvem jeg er, ville jeg svare, at jeg er journalist,” siger Connie Bøgwad Schmidt. 

Hvis du en dag mister dit job – hvem er du så?

”Risikoen er selvfølgelig, at man så kan miste fodfæstet fuldstændigt. Men så ville jeg sætte alle kræfter ind på at blive “hende journalisten” et andet sted. Og ellers laver jeg mit eget bynære medie,” siger hun.

Connie Bøgwad Schmidt kan ikke forestille sig at lave andet end at være journalist: 

”Jeg er dybt taknemmelig hver eneste dag for at lave det, jeg brænder for og synes er det allermest vigtige. Selvfølgelig kan det være usundt at have det sådan med sit job. Men der er sgu så meget, der er usundt. Det kan også være usundt at veje al sin mad, cykle helt vildt meget – eller hvad folk nu ellers gør.” 

”Journalistik var og er livet”

Også det 71-årige DJ-medlem Søren Larsen opfatter først og fremmest sig selv som journalist. Ligesom Connie Bøgwad Schmidt satte han pilen på 100 procent, da han blev spurgt, hvor meget jobbet betyder for hans identitet. Og det på trods af, at han faktisk er gået på pension.

”I det daglige tillader jeg mig stadig at kalde mig selv journalist. Jeg præsenterer mig som journalist og pensionist. I den rækkefølge. Og det er altså ikke noget skaberi eller krukkeri – vores anseelse er jo ikke særlig stor i befolkningen. Men faget betyder altså meget. Det er meget identitetsskabende,” siger Søren Larsen. 

Han har blandt andet arbejdet som journalist på Dagbladet Aktuelt og som krim-reporter på BT. Og den dag i dag løser han stadig små opgaver for provinspressen i ny og næ. For at holde forbindelsen til faget ved lige, som han udtrykker det. 

”Jeg er også medlem af Veteranklubben i Kreds 1, og jeg har bevaret et stort netværk i branchen. Jeg er jo djævleblændt nysgerrig, og jeg elsker stadig god sladder,” siger han.  

Mens fritidsinteresser for mange er med til at tegne deres identitet, er det ikke noget, den nu pensionerede journalist dyrkede meget i sin aktive karriere.

”Det var sgu et heldagsjob at være journalist. Selvfølgelig kunne jeg da godt tage ud og fiske en gang imellem i weekenderne. Men nej, journalistik var og er livet,” slår Søren Larsen fast. 

Han beskriver, hvordan journalistikken indtil begyndelsen af 90’erne optog stort set alle døgnets vågne timer for ham og de fleste andre på BT’s redaktion. Mange mødte ind sent og skrev, indtil avisen gik i trykken om aftenen.

”Og derefter gik man over på Wessels Kro i Sværtegade og drak et par punktumbajere, som vi kaldte det. Men i løbet af 90’erne holdt det op og blev afløst af det, man lidt hånligt kaldte ”frikadelle-journalisterne”. Det var dem, som sprang ned på Christianiacyklen, når klokken slog 16, og skulle hjem og lave mad og hente børn. Det blev mere fra otte til fire,” husker Søren Larsen. 

Et håndværk med stolte traditioner

Selv om kulturen på mange mediearbejdspladser har ændret sig, oplever Mads Løkke Rasmussen fra DJ stadig, at jobbet udgør en stor del af identiteten for mange mediefolk. Journalistens rundspørge bekræfter billedet: Knap hver tiende af de 1.442 DJ-medlemmer, der har svaret på, hvor vigtigt jobbet er for deres identitet, siger, at det betyder næsten alt – 90 procent eller  mere. 

”Forsiden er jo, at mange arbejder med det, de synes er det allervigtigste. Bagsiden er, at de risikerer at få lov at betale med deres liv for det, hvis de giver den rigtigt gas. Når stresssygen i mediebranchen er allermest ekstrem, tager den jo livet af folk,” siger Mads Løkke Rasmussen. 

Han tror blandt andet, at journalistfaget er så identitetsdannende, fordi det er et håndværk med stolte traditioner og en fagetik, man socialiseres til tidligt. 

”Det er jo stærkt identitetsdannende, at man så mange år har været uddannet ét sted fra. På universiteterne går der mange unge rundt og er forvirrede over, hvem de er, og hvad de skal – de har ikke skyggen af den identitet, der kommer med at have et fag og et håndværk,” siger han. 

Han peger også på, at branchens mange priser og fejringer som eksempelvis Cavling og Årets Pressefoto, hvor vi minder os selv og hinanden om, hvad der er god journalistik, godt pressefoto og så videre, har stor betydning.

Men den stærke fagetik kan også ende med at blive en udfordring for identiteten i en tid, hvor de klassiske journaliststillinger bliver færre.

”Jeg møder mange, som siger, at de blev journalist for at arbejde for en højere sag. Og mange har defineret, at det ikke giver mening for dem at arbejde med kommunikation. Men det er jo sårbart at have den holdning, når times are changing, og de klassiske medier er trængt. For hvis du så ikke får et job som journalist på et klassisk medie, så er din identitet jo pludselig væk,” siger Mads Løkke Rasmussen. 

”Journalistik er ikke min identitet”

At socialiseringen til rollen som journalist er stærk allerede på uddannelserne, kan journalist Andreas Kirkeskov skrive under på. Han arbejder på lokalavisen ’Bryggebladet’ i København og har i Journalistens rundspørge svaret, at jobbet udgør 1 procent af hans identitet. Måske lige lavt nok sat, erkender han ved nærmere eftertanke.  

”Men jeg er bestemt ikke gift med mit job. Jeg er glad for at være journalist – og jeg kunne egentlig ikke forstille mig at være noget andet – men det er ikke min identitet,” uddyber Andreas Kirkeskov.

Men den indstilling har han ikke altid haft. Faget fyldte mere, da han for 10 år siden læste journalistik på RUC.

”Jeg var nok ret præget af de folk, jeg omgav mig med. Der herskede en mentalitet blandt både undervisere og elever om, at vi alle sammen burde stræbe efter at komme i praktik på Politiken eller DR. Jeg tror, jeg overtog den indstilling. Men det gik op for mig, at journalistik kan være mange ting, og at jeg sagtens kunne finde faglige udfordringer og stor arbejdsglæde uden samtidig at tilsidesætte alle de andre ting, der giver mit liv indhold,” siger han. 

I dag finder den 33-årige journalist i højere grad livskvalitet i sine fritidsinteresser end i sit job. Han dyrker blandt andet cross fit og den brasilianske kampsport capoeira. 

”Jeg er meget fysisk aktiv og træner meget. Det er en større del af min identitet end mit job. Jeg arbejder også kun på deltid, hvilket jeg synes er den største gave. Det betyder, at jeg har stor fleksibilitet til at gøre de ting, jeg elsker,” siger Andreas Kirkeskov. 

”Hvis ret skal være ret, er 0 procent nok alligevel for ekstremt”

Kommunikationskonsulent hos boligsiden.dk Ahn Line Woo Shing Hai er en anden af de kun fire procent af DJ-medlemmerne, der i Journalistens rundspørge har svaret, at jobbet udgør mindre end 20 procent af deres identitet. Hun svarede 0. 

”Hvis ret skal være ret, er 0 procent nok alligevel for ekstremt. Men jeg tror, min jobtitel betyder mere for andres opfattelse af, hvem jeg er, end den betyder for mit syn på mig selv. Selvfølgelig har det betydning for min selvopfattelse, at jeg har et job. Men selve titlen er ikke afgørende,” forklarer hun. 

Hun understreger, at hun prioriterer sit arbejde og er glad for det. Det er ikke bare et nødvendigt onde.

”Men det betyder mere for min identitet, hvilke værdier jeg vægter højt, hvilke relationer jeg har i mit liv, og hvilke bøger og film jeg læser og ser, end de artikler, jeg skriver, når jeg er på arbejde,” siger Ahn Line Woo Shing Hai. 

Ligesom Andreas Kirkeskov fortæller hun, at det betød mere for hende at kunne kalde sig journalist, da hun var yngre.  

”Dengang ledte jeg nok mere efter noget, jeg kunne hænge min identitet op på, og der var noget status og stolthed i at være journalist,” siger hun. 

”Jeg vil hellere ud at sejle”

For den 56-årige fotograf Phillip Nørgaard er det til gengæld ikke noget nyt, at jobbet betyder 0 procent for hans identitet. Sådan har han altid haft det.

”Og jeg regner med at blive gammel,” tilføjer han med henvisning til, at han oplever, at mange af hans kolleger lider under at skulle leve op til alt muligt i deres job og karriere. 

Selv tager han den mere med ro. Og det går udmærket – også med forretningen.

”Selvfølgelig kunne jeg godt have mere travlt, end jeg har. Men jeg vil hellere ud at sejle. Jeg vil hellere have fri, end jeg vil knokle for at have råd til et eller andet stort hus, som jeg så alligevel ikke har tid til at være i,” siger han.

Han tror, det ville være sundt, hvis flere ville stræbe lidt mindre og nyde livet lidt mere: 

”Slap dog af og nyd, at du har succes med noget. Sæt dig ned med nogle venner, drik en Aperol Spritz og snak om nogle gode bøger, I har læst. I stedet for om, hvor mange følgere I har på Instagram,” lyder hans opfordring.