NY SERIE: Til citat
Dette er anden artikel i en ny serie samtaleportrætter. Journalisten møder en kollega og stiller altid tre spørgsmål: Hvorfor blev du x? Hvad er den største udfordring, branchen står over for? Hvad er løsningen? I sidste nummer mødte vi Poul Friis fra DR P1.

PHILIP YTOURNEL

Hvorfor blev du tegner?
Jeg har altid tegnet og været god til det. Når en 9-årig dreng finder ud af, at han tegner 1000 gange hurtigere end alle de andre drenge, så bliver han ved.

Men du startede som grafisk designer fra Designskolen?
Ja, og det kunne jeg overhovedet ikke finde ud af! Jeg fik job i et af de største bureauer, men jeg havde brugt fem år på skolen med at pille navle og troede, jeg var Guds gave til design. Hvis kunden ville have et grønt logo, så syntes jeg måske, at det var bedre med et rødt. En dag sagde min chef til mig, at jeg skulle lave noget om. Men jeg havde det dårligt med at adlyde ordrer, og jeg syntes, det han lavede, var grimt. Så efter et år blev jeg fyret.

Hvordan kom du på Politiken?
Jeg gik freelance, og det gav kun lige brød på bordet. En dag manglede Politiken en nyhedsgrafiker på deltid, og det fik jeg. Det var en fed tid! Dengang havde Politiken ikke en stram grafik, og vi lavede vilde eksperimenter.
En dag sad jeg og talte med en ven på Sebastopol. Jeg kan tydeligt huske det, for det var der, jeg sagde det første gang: »Jeg vil være tegner på Politiken.« Det var så svært at sige højt. Men jeg kan huske, at lige efter den samtale tog jeg direkte ind til min chefs kontor og sagde: »Skal jeg ikke være tegner?«

Hvordan tog chefen det?
Han vidste ikke rigtigt, men jeg fik lov at tegne mere. Efter lang tid kom jeg på prøve i tre måneder. Til sidst havde jeg det sådan, at hvis jeg ikke fik det job, ville jeg skride. Heldigvis sagde de ja.

Hvad er formålet med dine tegninger?
De skal være sjove. Mine tegninger handler altid om noget, men formålet er at få det ned på jorden. Jeg får det dårligt af højtideligheder. En klassisk avistegning er politisk og vil måske gerne lave verden om. Se Roald Als, han er altid skeptisk over for den siddende regering, han vil ud af EU, og han lægger ikke skjul på det. Men jeg har ingen klar politisk dagsorden.

Har du lavet en tegning, du fortrød?
Jeg lavede en tegning, der blev misforstået. Den var faktisk tiltænkt Mette Frederiksen, som lige havde fortrudt et forbud mod købesex. Jeg havde tegnet seks klamme mænd, der står i kø om en prostitueret. Den ene har en stor og rigtig klam pik. Der var ingen joke i den tegning, jeg ville bare have Mette Frederiksen til at få det dårligt. Men den blev opfattet, som om jeg gik efter kunderne og mente, at alle mænd, der går til ludere, er klamme. Det var ikke meningen. Hvis så mange misforstår en tegning, er den ikke god nok.

Du lavede for nylig et 16-siders tillæg om Søren Kierkegaard. Tegnet fra start til slut. Hvordan lykkedes det?
Jeg brugte først en måned på at læse bøger om ham. Så begyndte jeg at lave spor på kryds og tværs på siderne, jeg kunne fylde op. Udfordringen var, at det ikke måtte blive teksttungt. For eksempel fandt jeg på at illustrere en eksistentiel krise med en fodboldspiller, der ikke kan finde ud af, om han skal spille midtbane eller angreb. Der var også lidt sex og nøgne damer. Lidt bryster skal der til.

Du blev spurgt, hvad du har til fælles med Kierkegaard, og sagde, at I begge er »introverte« og »krukkede«. Er du krukket?
Ja, det er jeg da. Jeg tror, selvoptagethed er en drivkraft for de fleste.

Men er du mere krukket end gennemsnittet?
Nej, det tror jeg ikke. Se på Facebook. Alle vil gerne være stjerner i deres egne liv og bekræftes hele tiden. Nu får jeg vist mine tegninger frem, så jeg behøver ikke dele billeder af mine børn eller af en kop latte og en croissant foran Empire State. Men vi kan ikke holde oplevelser for os selv mere. Det er en form for krukkethed.

Hvad betyder den digitale udvikling for medierne?
Jeg kan godt bruge en hel dag på politiken.dk, hvis der er sket et eller andet. Så sidder jeg og følger opdateringer. Der er flere nyheder end nogensinde, men mange handler ikke om noget. Det kan godt være, at det er underholdende, når Bondo og Ziegler skændes for rullende kameraer. Det betyder ingenting.

Hvad er den største udfordring for mediebranchen?
At det hele går så hurtigt på bekostning af nuancerne. Alt skal vinkles. Det betyder, at der er en underforstået sandhed. Vi siger til læserne, at nogen altid har ret, men sådan er det ikke.
Min far har altid ret. Han er klassisk venstreorienteret, så det betyder samtidig, at Pia Kjærsgaard altid har uret. Men kan det virkelig passe, at Jørgen altid har ret? Selvfølgelig ikke. »Hvad er det så, du ikke har ret i, far?« spurgte jeg ham engang. Det kunne han ikke svare på.
Det er klart, at noget er tættere på sandheden end andet. Men jeg er så træt af, at man ikke kan lytte til hinanden. Jeg ville ønske, Helle Thorning en dag stod frem og sagde: »Ja, her havde Venstre så ret.« Men så skulle medierne jo lade være med at slagte hende for det.

Hvad er så løsningen?
Lad være. Tænk, hvis politiken.dk kun opdaterede hver tredje time, eller hvis der skete noget rigtigt breaking. Tænk, hvis medierne kun lavede relevante nyheder. Jeg tror ikke, behovet for nyheder er så stort, som vi bilder os ind.

Hvorfor er det ikke sket endnu?
Der går klik i den. Det fungerer jo, og alle har hver sin dagsorden. Du skal ikke undervurdere det lille egocentriske menneske i os alle, der gerne vil sige: »Se, jeg har forsiden« eller »Se hvor mange klik, jeg får.« Det er jo narkomani, et nyhedsfix.

Blå bog:
PHILIP YTOURNEL
Født 1972, fransk mor og dansk far. Bor i København med sin kone og to børn.
Tegner ved Politiken. Tidligere nyhedsgrafiker ved samme avis samt grafisk designer ved en række københavnske bureauer.
Uddannet fra Kolding Designskole i 1997.