Philip Khokhar dækker urolighederne i Hongkong: ”Et spørgsmål om tid, før folk kommer slemt til skade”

Der har været gentagne meldinger om vold mod journalister under de aktuelle demonstrationer i Hongkong. Journalisten bad DR-korrespondent Philip Khokhar om en status på situationen

Det kan være en farlig opgave at rapportere fra de aktuelle demonstrationer i Hongkong.

International Federation of Journalists skriver om 22 angreb mod journalister, både fra demonstranter og politi. Dertil kommer chikane.

The Foreign Correspondents’ Club i Hongkong melder på samme måde om voksende politivold – en tendens, som de ”kraftigt fordømmer”.

Her beskriver The Guardian, hvordan journalister har været udsat for peberspray hen over weekenden.

Og her fortæller en BBC-reporter, hvordan hans hjelm blev ramt af et projektil – måske var det en gummikugle:

 

Hvad foregår der?

Journalisten beder DR’s Asien-korrespondent, Philip Khokhar, om en status på situationen. Han bor i Kina og dækker urolighederne i Hongkong for blandt andet TV Avisen.

Philip Khokhar, matcher de her meldinger dine observationer?

”De gange, jeg har været ude i urolighederne i Hongkong, har jeg ikke selv personligt set eller oplevet journalister blive mål for politiet eller demonstranterne.”

”Men der findes efterhånden mange eksempler på, at politiet for eksempel har skudt med gummikugler efter journalister eller har givet dem slag. Og ikke har skelnet mellem demonstranter og journalister,” siger han.

”Men mit personlige indtryk – efterhånden som der har været mange demonstrationer – er, at der er kommet præcedens for, at mange journalister er klædt i neonfarvede presseveste, så det er nemmere for politiet at skelne, hvilket måske var lidt svært for politiet i starten,” fortæller Philip Khokhar.

 

Sikkerhedsudstyr er et must

Og veste og sikkerhedsudstyr er en nødvendighed, fortæller Philip Khokhar.

”Det er helt tydeligt, at politiet er presset og bange. Og fordi der typisk er mange flere demonstranter end politifolk, er det ikke nogen overraskelse for mig,” fortæller han.

Men indtil videre er Philip Khokhar altså gået ram forbi.

“Men jeg har heller ikke været der, når politiet har været allermest presset. Typisk har vi trukket os lidt til side for ikke at komme i klemme mellem demonstranter og politiet.”

Demonstranter vil styre pressen

Til gengæld har Philip Khokhar været tæt på at komme i klammeri med demonstranter.

”Det er helt klart, at nogle af de mere radikale demonstranter vil styre pressen og siger, at hvis ikke man støtter deres sag, vil de ikke have, at man er der,” siger han og uddyber:

”Jeg har oplevet, at demonstranter begyndte at spørge, hvor vi kommer fra. Min kameramand har kinesisk udsende. Og de er selvfølgelig bange for, at han enten kommer fra et kinesisk medie – som alle sammen er for staten og imod demonstrationer – eller et Hongkong-medie. De fleste store Hongkong-medier er meget ’pro-establishment’. Der findes ikke ret mange uafhængige medier i Hongkong.”

Respekt for store ord

Hvordan endte situationen med demonstranterne?

”Det endte bare med, at jeg talte med store ord. At hvis de ville have et demokrati, skal de ikke begynde at censurere pressen, som man gør i Kina,” fortæller Philip Khokhar.

”Man oplever oftere og oftere, at demonstranter spørger, hvem journalister holder med. Og det er ikke mit arbejde at holde med nogen,” siger han.

Men der er også en anden årsag til demonstranters fjendtlighed.

”Vi filmer ting, der er ulovlige. De bryder brosten op, kaster med sten, smadrer ting …” som Philip Khokhar siger det.

Et spørgsmål om tid

Indtil videre har der ikke været dødsfald under demonstrationerne.

”Men jeg tror kun, det er et spørgsmål om tid, før folk kommer slemt til skade. Og selvfølgelig skal man som journalist tænke meget over, hvordan man ikke kommer i klemme mellem politi og demonstranter. Der bliver kastet med sten. Og politiet har skudt med skarpe skud – advarselsskud,” siger Philip Khokhar.

Nok har politiet det bedste udstyr og de bedste våben, men:

”I de demonstrationer, jeg har været til, er der måske 100 politifolk til 500 demonstranter,” siger Philip Khokhar.

“Psykologisk set er politiet maksimalt presset,” vurderer han.

Har du indtryk af, at politiet går målrettet efter journalister? Eller har journalisterne bare været uheldige – opholdt sig lidt for tæt på de steder, hvor det hele sker?

”Jeg har ikke oplevet, at de går målrettet efter journalister. Og det, tror jeg heller ikke, er deres intention. Hongkong-politiet er ret bevidst om deres eget image, selv om man kan kritisere dem for flere ting.”

”Men med sagen om McDonell (BBC-reporteren, der blev ramt af et projektil, red.), der virker det, som om de gerne vil have ham væk – for at sige det helt åbent og ærligt,” siger Philip Khokhar.

Stadig en vis pressefrihed

Hongkong har traditionelt fungeret som et helle for udenlandske journalister i Asien. Men sidste år så det ud til, at det var ved at ændre sig.

I oktober talte Journalisten med Philip Khokhar, da Financial Times-redaktøren Victor Mallet blev nægtet et arbejdsvisum i Hongkong.

Det blev af flere kædet sammen med, at Mallet forinden havde inviteret lederen af uafhængighedspartiet Hongkong National Party til et arrangement. Partiet er siden blevet forbudt. Og nu er Victor Mallet bosat i Paris.

Dengang fortalte Philip Khokhar:

”Det er klart, at Hongkong ikke længere er det fristed – det helle – som det tidligere har været for journalister, der skulle dække den her del af Asien.”

Men der er stadig en vis pressefrihed i Hongkong.

”Vi har stadig adgang til at filme demonstrationer, som vi ikke ville have mulighed for at filme i en anden kinesisk by. Men situationen er så usikker, at det lynhurtigt kan forandre sig,” siger Philip Khokhar.

Journalisten har forsøgt at få en udtalelse fra Kinas ambassade i Danmark. Ambassaden er ikke vendt tilbage inden deadline.

1 Kommentar

Jan Hillers
13. SEPTEMBER 2019
Det er IKKE så sort/hvidt, som også denne fagbladsartikel lader som om. Og det handler som sædvanlig ikke kun om "demokrati" og vestlige frihedsidealer. Det handler primært om penge. Og om det gamle store Englands kolonier.
Hongkong bliver mere kinesisk. Sådan er aftalen. Så mangler vi bare at Gibraltar bliver spansk - og at Nordirland bliver irsk. Det ville hjælpe England og hele EU meget.

Læs også

Eksperter: Hongkongs status som fristed for journalister er truet

09. OKTOBER 2018