I første omgang skal journalisterne på Morsø Folkeblad bare lave fonden til sovsen, og redaktøren vil egentlig allerhelst skrive, men nogen skal jo være redaktør.

Kan journalistik og arbejdsglæde overleve i en tid, hvor evig digital deadline udfordrer ritualet om en daglig udgivelse? Journalistens udsendte reporter opsøger en række hæderkronede danske provinsaviser, hvor fortid og nutid mødes. Andet stop er Morsø Folkeblad. Næste gang besøger vi Bornholms Tidende.

Cykelturen går gennem solskinsgule rapsmarker, omkring en nybygget rundkørsel, forbi Morsø Motor Kompagni og ender ved en flad, fabrikslignende bygning med en taleboble på muren: 'Morsø Folkeblad'.

Vi er i industrikvarteret lige uden for byen. I indkørslen holder en jeep med et ekstra hjul, og i en avistaske ligger et par sorte handsker og en tømt vandflaske. Indenfor hænger en avisartikel i glas og ramme, hvor der står, at Jyllands-Postens 'huspoet', Per Højholt, synes, at Morsø Folkeblad er den bedste af alle de midt- og vestjyske aviser – men tilføjer, at dagbladene er præget af, at alle skal gøres tilfredse på én gang, og derfor ender man med ikke at gøre én eneste læser tilfreds. Og så skriver aviserne ned til folk: "Det er, som om vi tror, at læserne er en centimeter dummere end os selv, og det er de ikke – altid," mente digteren, der nu er død.

»Det havde jeg helt glemt,« siger chefredaktør Leif Kristiansen, der gemmer sig bag en stor cigaretgulnet skærm, mens han skriver på en historie om bukkejagt.
»Jeg er oplært med, at man ikke bare smider sin gamle computer væk, selv om der er kommet noget nyt og smart,« siger han og klaprer videre på de slidte taster.

Så fryser skærmbilledet, og han fortæller dagens historie: Mange af jægerne på egnen er sure, fordi nogen begyndte at skyde bukke, 10 minutter før solen stod op. Det er forbudt – og det skal i avisen. Klokken er ni – og Morsø Folkeblad udkommer om eftermiddagen, så der er travlt.

Leif Kristiansen kender rutinen, han er uddannet på avisen: »Min far parkerede mig her for 40 år siden, og jeg er aldrig kommet hjem til København igen,« siger han og ler i skægget.

Egentlig ville han slet ikke være redaktør – han vil bare skrive- men én skulle jo tage posten, da den blev ledig. Det har været en hård tid, først måtte de sælge trykkeriet, og så krakkede Fjordbank Mors, som jo ejede en del af folkebladets kapital.
Redaktøren ville gerne lave flere journalistiske eksperimenter, men i første omgang må medarbejderne bare satse på at få det hele til at løbe rundt.

Avisen tjener blandt andet også penge på at trykke en telefonbog – og så har den heldigvis lige fået udviklingsstøtte af Dagbladsnævnet til at lave en såkaldt byredaktion, så man kan komme lidt ud af industrikvarteret og ind i centrum igen. Det er det nye.
»Engang sagde vi, at folk, der bliver født på Mors, skal i avisen tre gange – og vi var de første, som indførte det med at indrykke folks fødsel, fordi vi syntes, det var underligt, at de først kom i avisen, når de stillede træskoene – det var efter norsk model.«

Det skal være et samfundsspejl?
»Vi kalder det nu bare Peter Plys-syndromet,« siger han og rømmer sig et par gange … »Peter Plys har sagt det præcist – han sagde: "Jeg vil allerhelst høre en historie om mig selv". Men det er saftsuseme svært at komme med en færdig opskrift.«

På bordet ligger der norske aviser – og hans gode samarbejdspartner og inspirationskilde, den lille norske Agder – Flekkefjords Tidende. De udveksler af og til historier i hinandens spalter. I Norge har lokalaviserne klaret sig bedre end her:

»De norske aviser er udelukkende lokale – men udkommer for eksempel kun tre dage om ugen. Og de har ikke haft samme konkurrence fra gratis­aviser,« siger han og mener også, at ét af de største problemer er avispriserne – og derfor har Morsø Folkeblad også valgt ikke at sætte prisen op ved årsskiftet, selv om der skal spares. De kan ikke risikere, at folk holder op med at abonnere.

Mobiltelefonen ringer, det handler om bukkene: »Har I taget billeder af den, hvem skød? Er den skudt på Mors, eller …?« Manden i røret vil sende et læserbrev.

I DE TILSTØDENDE lokaler balancerer en pyramide af cola light-dåser – og på væggen hænger Kim Larsen og ryger. Det er han den eneste, der må.

Og i dag er det faktisk en stor dag – for avisens nye hjemmeside går i luften, og så er Morsø Folkeblad også med på netvognen. En fotograf opfordrer tre journalister til at kaste sig over nogle nye net-historier, og det forslag er de ikke begejstrede for.

»Det er ikke en del af planen,« siger journalist Anne-Mette Riis irriteret – hun har nok stof at lave til papiret og har fået løfter om, at der ikke skal produceres ekstra artikler, bare fordi de har fået et net at passe. Så trutter en herre i et fint sølvbåthorn. Klokken er tolv, og dagens redaktionsmøde starter præcist. Otte medarbejdere samles om det runde bord i redaktørens kontor; mange er oppe i årene, og de fleste har arbejdet her længe. Snakken går om bukkene, der er blevet skudt for tidligt, og kulturmedarbejderen har været ude med Kulturarvsstyrelsen for at se på fredede bygninger. Det kan blive til et stort opslag – for der er masser af billeder.

En anden journalist har skrevet om en verdensstjerne, der skal til harmonikatræf i sin campingvogn, og så skal han på besøg i en nat-zoo, som har en skeløjet rotte. En tredje har hørt fra avisens rengøringsdame, at der er kommet et pizzeria i fritidscenteret. Det skete ikke i går – men som en af kollegerne bemærker: »Hvis det ikke har stået i vores avis, er det jo ikke sket i virkeligheden.«

JEG FØLGES MED Anders Holmgaard tilbage til pinden, hvor der hænger en slange og snor sig på opslagstavlen. Han har lige modtaget en færdigskrevet artikel fra et pr-firma med reklame for 'Store flaskedag' og et vedhæftet billede af Irma – men sådan en butik har man jo slet ikke på Mors.
»Sikke en idiot,« mumler Anders. »Hvad havde han regnet med? At jeg ville trykke sådan et fake-interview – og så gad han ikke engang sætte sig ind i, hvilke butikker vi har herovre. Han troede også, jeg var Ugeavisen!«

Anders er ked af, at der ikke er flere yngre medarbejdere på Morsø Folkeblad:
»Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst havde en praktikant. Vi har opgivet. Vi stod klar med en mobiltelefon i Aarhus, men ingen ville i praktik hos os – det er omkring 10 år siden, det gik af mode at tage på et lille dagblad. Det er jo helt forkert for faget – og uddannelsen – for her kan man få lov til at skrive alt det, man vil, og få masser af erfaring. Vi savner dem – den ungdommelige fornyelse. De hoppede altid på de samme historier – Janteloven, som vi andre er dødtrætte af, for den stammer jo her fra Mors på grund af Axel Sandemose. De syntes, det var fantastisk, at der stadig er en færge. Jeg savner dem virkelig. Men vi var nødt til at ansætte en fast journalist, det andet kunne ikke lade sig gøre.« Han sukker.

JEG BLIVER KALDT tilbage på redaktørens kontor. Her sidder Morsø Folkeblads administrerende direktør, Kim Sangild, en skaldet mand i sort jakkesæt, og i den ene brystlomme sidder et fint foldet lommetørklæde.

Hvad er det?
»Det er min charmeklud.«

Pudser du næse i den?
»Nej, det skal bare sidde sådan. Det er blevet moderne,« siger han. Direktøren kommer nemlig fra modebranchen, inden han fik job på avisen, først som reklamechef og senere som direktør for det hele.

Det er vel en helt anden verden?
»Joh – men ud over det så er det købmandskab. Min modebutik blev jo til sidst så stor, at jeg sad på kontor og købte ind. Og som jeg siger – om man sælger kuglepenne eller aviser, så er det købmandskab, der gør, at man tjener penge – og det er det eneste, vi skal – tjene penge.«

»Det er ligesom dét, hele verden handler om, skulle jeg lige hilse og sige,« bemærker Leif Kristiansen tørt og tilføjer: »Vi er nu ikke så velklædte i vores verden.«
»I min verden er en netavis det samme som en ugeavis,« siger Kim Sangild. »Og den slags er nødvendigt i den kommercielle verden.«

Direktøren mener derfor, at stoffet på nettet skal være mere underholdningspræget, og redaktøren ser ikke helt tilfreds ud.
»Det må bare ikke æde os,« siger Leif Kristiansen og understreger, at det først og fremmest er medarbejdernes sammenhold, der har holdt avisen i live: »Folk har virkelig ofret meget.« Men snart er der naturlig nedskæring i mandskabet – mange er så gamle, at de skal på pension. »Vi mister elleve folk, og det ser værst ud blandt journalisterne,« siger redaktøren.

I et helt år har medarbejderne på Morsø Folkeblad ikke haft en eneste overarbejdstime. De fører godt nok stadig timesedler, men folk arbejder bare ikke over, det er der ikke råd til: »I dag er de sedler ikke meget mere værd end det papir, de står på. Men man må da gerne arbejde over, hvis man vil … man må arbejde alt det, man vil,« siger Leif og smiler.

Så journalistikken skal være lyststyret?
»Ja … interessetid, hedder det vel.«
»Ja, interessetider – det er Lars Larsens gyldne udtryk,« nikker direktøren.

OG MED DEN NYE netavis er der som sædvanlig udsigt til, at journalistikken skal laves endnu hurtigere – og af færre medarbejdere.

Mange steder er det, som om journalisterne mister lysten og deres drømme – når udviklingen går sådan, og så kan avisen jo blive dårligere?
»Det er alment menneskeligt. Vi kunne alle sammen godt tænke os at være bedre, end vi er – og vi er jo blevet meget mere effektive som journalister … Du sidder ved din telefon og ved internettet – og du skal være produktiv. Det er mere komfortabelt end at gå ud og snakke med folk. Men spørgsmålet er, hvornår det er arbejdsgiveren, der forlanger produktivitet og high performance – og hvornår det er dig selv som journalist, der bliver for magelig …,« siger redaktøren.

Men hvorfor er det for eksempel Dagbladenes Bureau, der skriver de store, lange historier til avisen?
»Vi må se i øjnene, at vi er ret højt oppe rent effektivitetsmæssigt … jeg ved, det ikke er noget, man taler om, men sandheden er, at du skal igennem et program, en dagsorden, og selv om historierne ikke bliver lange, tager de alligevel tid. Og siderne står med deres evige behov for at blive fyldt. Så, ja – på et eller andet niveau er det at lave avis i dag også et spørgsmål om kvantitet.«

Men tror du ikke gerne, læserne vil overraskes med noget nyt og anderledes?
»Jo. Det er et paradoks.«

Men ofte vinder rutinerne over overraskelserne?
»Der er nogle rutiner, som er fundamentet for vores public service-opfattelse. Der er ting, som er vores pligtstof, og det er vi også nødt til at lave. Det er vores selvopfattelse, vores arv – den, vi står på. Så ved vi godt, der er behov for overraskelser og sidesving – men i perioder som den, vi har været igennem, er det ikke realistisk. Det handler simpelt hen om at koge den grundfond, som er elementet i enhver god sovs. Jeg har sagt til kollegerne: "Glem nu de her store velargumenterede scenarier omkring, hvilken retning vi skal bevæge os i. Lige nu handler det om at levere den vare, som folk forventer – med de ressourcer, vi har".«

Leif Kristiansen løfter sin avis op fra bordet og ser kærligt på den: »Tænk på, hvor genialt det her medie er … folk er vilde med det – stadig – efter så mange år. Det ville gøre mig lykkelig, hvis man opfandt det her e-paper, der gjorde, at folk havde deres avis på sig til alle tider – og med et mobilt netværk kunne få den opdateret – så klarede vi al distribution og alle printudgifter. Det var fremme på et tidspunkt, men udviklingen gik i stå, fordi man gik over til iPad og den slags. Men det var for mig at se det eneste, der kunne matche papiravisen – for den er jo en gammel, genial opfindelse!«

Klokken er blevet 15 – den nye avis er kommet – den næste avis simrer. Journalisten Anne-Mette Riis vender tilbage til sin plads med en notesblok fuld af notater. Hun er sørgmodig, for hun har lige været ude på en døgninstitution for uplacerbare unge – og nu er den gået konkurs. Hvad skal der blive af de mennesker? Bag hende hober notesblokkene sig op.