Tidligere TV 2-direktør Peter Parbo skal hjælpe Telenor med at vinde slaget om Danmarks nye centrale tv-sendenet, som afløser hele det eksisterende net i 2009. Han afviser her, at Telenor har et forklaringsproblem.
Peter Parbo har fået plads i bestyrelsen for Danmarks Digital TV A/S, der ejes af norske Telenor. Opgaven bliver at slå de øvrige ansøgere til det digitale tv-sendenet, Danmarks TV (ejet af MTG) og svenske Boxer. Allerede i næste måned afgøres det, hvem der skal være den centrale gatekeeper – eller bestyrer – af al dansk tv sendt i æteren fra november 2009.
»Det er en spændende opgave, men også vanskelig. Når jeg har sagt ja, så skyldes det, at Danmarks Digital TV (DDTV) har Telenor i ryggen. For det kræver nogen med en stor formue og også nogen med stor know how om at opbygge det ny digitale tv-sendenet, hvis man skal kunne påtage sig opgaven,« siger Peter Parbo til Journalisten.dk.
Hans eget bidrag bliver »stor viden om det danske tv-marked,« som han udtrykker det.
Ud over Peter Parbo er også den tidligere socialdemokratiske minister Jan Trøjborg udpeget til den ny bestyrelse, mens Per Bendix fortsætter uændret som formand.
Sammen skal de overbevise Radio- og tv-nævnet om, at Telenor-selskabet er det bedste valg frem for de to andre kvalificerede ansøgere, MTG og Boxer.
Senest har kritikere dog påpeget, at Danmarks Digital TV (Telenor) samt Danmark TV (MTG) muligvis kan få et forklaringsproblem med at dokumentere deres evne til at sikre optimal konkurrence på tv-markedet, fordi Telenor i forvejen har interesser i kabel- og satellit-distribution i Danmark via Canal Digital, Sonofon og Cybercity.
Og MTG har interesser i Viasat og alle TV 3-kanaler.
Men Peter Parbo afviser, at det skulle være et problem:
»Jeg ved ikke, hvad folk siger, men jeg har i hvert fald sikret mig, at der er vandtætte skotter imellem selskaberne. Ellers dur det ikke. Det selskab, jeg er med i, har eksempelvis intet med Telenors sportsrettigheder at gøre. Danmarks Digital TV handler kun om opbygning af operatørrollen. Og siden må alle byde ind med programudbygningen,« siger han.
I de officielle krav hedder det, at evnen til at tilføre mere konkurrence på tv-markedet tæller 50 pct., når Radio- og tv-nævnet i næste måned beslutter, hvem der skal vinde slaget om at blive Danmarks nye centrale gatekeeper.
Derfor anses platform-neutralitet som helt essentielt.
Peter Parbo fremhæver dog, at det også er nødvendigt at få nogen ind, som kender tv-markedet og ved, hvad der skal til.
»Det ville være helt tåbeligt, hvis man udelukkede alle dem, der ved noget om digital-tv og mobiltelefoni. Det går ikke at udelukke know how og kompetence. Derimod må Radio- og tv-nævnet sørge for, at konkurrencen er på plads. Og det er jeg sikker på, at Danmarks Digital TV vil leve op til,« siger Peter Parbo til Journalisten.dk.
Øvrige nye medlemmer af DDTVs bestyrelse er Per Maltun, projektdirektør i Telenor Media and Content Services, samt Georg Ramstad, vice-adm. direktør i Telenor Media and Content Services.
Når det nye tv-sendet er i luften, ventes op imod 25 landsdækkende tv-kanaler.
Læs også: Profiler ind i kamp om tv-magten.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.