»Hvis der er bare en brøkdel af det her, der er sandt, så skal der handles NU.”
Mailen fra Gladsaxe Kommunes viceborgmester er af den slags, der kan få enhver kommunal embedsmand til at snappe efter vejret.

Og det er, hvad kommunikationschef Ulla Baden gør, da den lander hos hende om eftermiddagen den 19. oktober 2012.
Især da hun læser næste linje: ”Uanset om det er sandt, så ser det ud til, at vi kan forvente en mediestorm.”

Under viceborgmesterens besked er en henvendelse fra en far. En far, der fortæller, hvordan hans seksårige søn, som moderen har forældremyndigheden til, bliver seksuelt misbrugt af sin morfar. Anklager, som faderen dokumenterer med lydoptagelser, hvor drengen fortæller, at morfaren tisser ham i munden og kilder ham i numsen, så ”han får lort på fingrene”.
”Jeg orker ikke at prøve at overbevise dig, vedhæftede taler for sig selv. Blot stille bemærke, at sagen eksploderer i offentligheden lige om meget lidt, og at din kommune har handlet indiskutabelt ulovligt i den helt store stil,” hedder det i faderens mail til viceborgmesteren, der samtidig er formand for Børne- og Undervisningsudvalget.

Ulla Baden skal ikke læse mange linjer, før to bynavne popper op for hendes indre blik: Tønder og Brønderslev. Åstederne for Danmarks mest opsigtsvækkende sager om incestuøst misbrug. Aldeles rædselsfulde historier, hvor de kommunale forvaltninger begge steder står tilbage som myndigheder, der ikke levede op til deres ansvar.
»Den mail fik alle røde lamper og alarmklokker til at gå i gang,« fortæller Ulla Baden.
Mailen bliver startskuddet til en usædvanlig offentlig fejde mellem en far, der desperat kæmper for anerkendelse af sin version af sandheden, og på den anden side en offentlig myndighed, der stik imod al kutyme vælger at gå i offensiven og gribe alle anklager i luften.
Men det er også en historie, der stiller det essentielle presseetiske spørgsmål: Hvilke anklager kan man som journalist bringe til torvs, og hvilke må man lade ligge?

De lydoptagelser, faderen Kim sender til Gladsaxe Kommune helt tilbage i 2010, er stærke sager. Hans dengang fireårige dreng fortæller fragmentarisk om, at morfaren tisser ham i munden, kilder ham i numsen, så han får lort på fingrene, og slår ham.
»Jeg har haft en båndoptager i lommen. Den har jeg ved hånden i de situationer, når jeg ved, han betror sig, for eksempel når han skal sove. Når jeg kan høre, der er noget på vej, så trykker jeg,« fortæller Kim til Journalisten.

Gladsaxe Kommunes kommunikationschef, Ulla Baden, og familiechef Tine Vesterby Sørensen bliver enige om, at de ikke skal tvinges i defensiven i en sag, hvor kommunen har gjort det rigtige. FOTO GLADSAXE KOMMUNE

På Børne- og kulturforvaltningen i Gladsaxe Kommune informerer man Kim om, at han skal gå til politiet med lydoptagelserne. Samtidig sætter man en undersøgelse i gang om, hvorvidt barnet mistrives og er i fare for overgreb.
Politiet undersøger også anklagerne. Men både kommune og politi kommer til samme resultat: Der er ikke tegn på, at drengen mistrives, der er ikke tegn på misbrug, og således er der ikke belæg for at fjerne barnet fra moderen.

Afgørelserne gør ikke Kim tilfreds. I det følgende halvandet år går han flere gange i Ankestyrelsen, og kommunen modtager en række underretninger fra andre, der er bekymrede over lydoptagelserne. Blandt andet organisationen Red Barnet.

I oktober 2012 er sagen et rent administrativt forehavende. En ulykkelig sag, men ikke en sag, der vedrører kommunikationschef Ulla Baden. Ikke før mailen den 19. oktober.
Her fortæller Kim nemlig, hvordan sagen snart vil ”eksplodere i offentligheden”. Og han indikerer også, at det ikke kun er tomme trusler. Politiken skriver allerede på sagen, og journalisterne er ”dybt, dybt rystede”, fortæller han.

Ulla Badens første handling er at tage kontakt til kommunens familieafdeling. Her bliver hun sat ind i sagen og hvad, der bliver gjort for at sikre, at drengen har det godt. Dernæst er det vigtigt for hende at vide, om der kan være begået nogle fejl, som kommunen kan blive kritiseret for – igen spøger de to jyske byer.
»Alle myndigheder er angste – rigtig angste – for ikke at gøre det godt i den slags sager. Så i første omgang er man mest opmærksom på at handle hurtigt, og at der ikke skal ske nogen fejl. Jeg spørger flere gange: Er I sikre på, at I har helt styr på det?«

Ulla Baden er også selv personligt berørt af lydoptagelserne med drengen.
»Det var så alvorlige anklager, så alle var dybt chokerede. Man kan måske få det indtryk, at folk i en kommune bare er følelseskolde administratorer. Men vi reagerer præcis som alle andre,« fortæller Ulla Baden.

Næste overvejelse for Ulla Baden er, hvordan kommunen skal møde medier og offentlighed omkring sagen. Her er standardsvaret ofte, at man som offentlig myndighed ikke kan og vil kommentere enkeltsager. Sådan skulle det ikke være her.
»I og med at vi egentlig var frikendt i sagen, ville det normale være at krybe i flyverskjul og ikke udtale os. Men vi synes, at det mest skadelige for barnet vil være, hvis alt det her bliver plastret ensidigt ud i det offentlige rum. Så vi beslutter os fra start for, at vi vil prøve at være offensive i vores strategi,« fortæller Ulla Baden.

Medierne skal ikke bare modtages, de skal gås i møde.
For Familieafdelingens chef, Tine Vesterby Sørensen, er sagen næsten i bogstavelig forstand et skoleeksempel. Hun er i gang med et efteruddannelsesforløb i offentlig ledelse på CBS. Hendes underviser i politologi hedder Anker Brink Lund, og et af den erfarne medieprofessors budskaber til de offentlige ledere på skolebænken er netop, at de bør udvise langt mere åbenhed.
»Han talte om framing, priming og spinning og om, at vi som offentlige ledere er nødt til at håndtere pressen anderledes, for sagerne kører jo, uanset om vi taler eller ej. Og hvis man ikke er offensiv, ender man med at stå på hælene og være den, der hele tiden skal forklare og forsvare,« siger Tine Vesterby Sørensen.

Cheferne er enige. Strategien er klar, og Ulla Baden tager kontakt til Politiken for at spørge, om der er noget i researchen, kommunen kan hjælpe med.

Kirsten Nilsson fra Politiken vælger at droppe artiklen og flere ugers arbejde. Foto: Sara Galbiati

Kirsten Nilsson har en fortid som socialreporter på Urban og har skrevet om stoffet på Politiken siden 2011. Men det er ikke løgn, når Kim skriver til viceborgmesteren i Gladsaxe, at hun er rystet.
»Det var en sag, der gik mig ekstremt meget på. Nærmest som et mareridt,« fortæller hun i dag til Journalisten.

Men det er ikke kun tanken om mulige krænkelser mod en lille dreng, der plager Kirsten Nilsson. Hun føler sig ekstremt presset af at skulle håndtere en historie, der indebærer voldsomme anklager mod en person, der trods alt er blevet renset af flere politiundersøgelser.

Kirsten Nilsson vælger ikke at vinkle historien hårdt på misbrugs-anklagerne. I stedet vil hun beskrive situationen for en far, der lever i evig tvivl om sit barns trivsel og sikkerhed. Hen under julen 2012 er artiklen i realiteten færdig og klar til at blive trykt. Der er sågar lavet en tegning som illustration. Men Kim beder Kirsten Nilsson vente med at publicere artiklen, da han ikke føler sig klar til publiceringen.

Da juleferien er overstået, gør Tine Vesterby Sørensen opmærksom på nye sagsakter – breve fra politi og Ankestyrelsen til Kim, som kommunen har kopier af – som han ikke har forelagt Kirsten Nilsson. Hun vælger at lægge historien ned. Adskillige ugers arbejde er spildt.
»Vi har som et kriterium, at vi får adgang til alle akter, så det blev afgørende. Men jeg syntes, det var rigtig ærgerligt, for det kunne blive en god historie om, hvor desperat man bliver, når tvivlen nager en,« siger hun.

Politiken er ikke det eneste medie, der kigger på Kims sag i vinteren 12/13. En journalist fra ’Operation X’ mødes med Kim for at høre historien. Men redaktionen beslutter, at man ikke vil gå ind i yderligere undersøgelser.

Også på Ekstra Bladet er sagen oppe at vende i den periode. Anders Ejbye Ernst, avisens faste reporter omkring socialsager, kigger nærmere i sagens akter, men beslutter at holde fingrene væk.
»Man kan jo ikke skrive historien uden på en eller anden måde at komme til at anklage morfaren. Der skal man fandeme være sikker,« siger han.

For Kim er det ikke nogen nem beslutning, da han begynder at henvende sig til medier og forsøge at skabe offentlighed omkring sin sag. To advokater råder ham fra at gøre det. Et råd, han vælger at trodse.
»Man benytter sig af det sidste middel, man har – at gå i offentligheden. Jeg gjorde det i afmagt og desperation, for hverken jeg eller mit barn har noget at tabe,« siger han.

I sommeren 2013 sker der dog et afgørende gennembrud for Kim. BT-journalist Susanne Johansen vælger at tage sagen op. Hun researcher gennem flere måneder, og i oktober 2013 publicerer BT artiklen, hvor Kim fortæller om de ting, hans dreng har fortalt ham. Artiklen konstaterer, at selv om drengen begynder at fortælle nye krænkende detaljer, ”har hverken Gladsaxe Kommune eller Statsforvaltningen ageret på dem og fjernet drengen fra den mulige krænker”.
»Det var en meget lang proces, hvor jeg havde løbende kontakt til Kim og hele tiden stillede spørgsmålstegn ved, om jeg skulle gå ind i sagen. Når jeg gjorde det, var det ud fra en vurdering af hans troværdighed, og fordi dokumentationen omkring hans mistanke var så omfattende, som den var,« fortæller Susanne Johansen.

En bærende vinkel i artiklen er, at Kim har systemet imod sig på grund af sit køn.
»Selv om essensen er Kim og hans mistanke, så synes jeg, at historien om forskelsbehandling i systemet og spørgsmålet om, hvorvidt det havde været anderledes, hvis det havde været en mor, er interessant.«

I artiklen bliver Gladsaxes familiechef også citeret, men Tine Vesterby Sørensen synes, artiklen først og fremmest fremstiller Kims version.
»Og så slutter hun af med at spørge: Sover du godt om natten? Hvad er det for et åndssvagt spørgsmål,« lyder det fra Tine Vesterby Sørensen.

Susanne Johansen mener, at hun har gjort, hvad hun kunne, for at fremstille sagen sobert.
»Jeg kan kun sige, at jeg har bestræbt mig på at balancere og give så stor vægtning som muligt på det element, der hedder forskelsbehandling. Det er rigtigt, at det er grove anklager, man er med til at viderebringe, og derfor har jeg vendt hver eneste artikel med vores chefredaktør,« fortæller hun.

Susanne Johansen har siden fulgt op på sagen med flere artikler.

BT-artiklen skulle ikke blot blive Kims gennembrud i forhold til medierne. Den skulle også komme til at give ham allierede og en opbakning, han næppe havde drømt om.
»Jeg læser en artikel med overskriften: ’Man gør et barn fortræd’. Man ser en videosekvens af Kim, der sidder med tårerne trillende ned ad kinderne og tigger verden om hjælp til sin søn.

Det rammer mig på retfærdighedsfølelsen, det rammer mig på medmenneskelighedsfølelsen, og så kommer tankerne om, hvad den dreng må gå igennem …« fortæller Rene Vest.
Et andet sted i hovedstadsområdet har Lene Bergstrøm præcis samme oplevelse, og både hun og Rene Vest tager næsten simultant kontakt til journalisten på BT for at spørge, hvad de kan gøre for at hjælpe, og Susanne Johansen formidler kontakten.

»Da jeg møder Kim, har jeg en naturlig skepsis: Hvad nu hvis det bare er en tosset far? Jeg snakker med venner og min kone – skal jeg gøre noget eller ej? Men da han viser mig den omfattende dokumentation, der ligger til grund for hans brev, og jeg gennemlytter timevis af lydoptagelser, hvor drengen fortæller om overgrebene, forsvinder al tvivl. Og jeg er rystet. Det er så hårdt at høre et barn sidde og fortælle om seksuelle overgreb – han fortæller om ting, børn ikke forstår,« siger Rene Vest.

Sammen med en fjerde person kommer Lene, Rene og Kim til at udgøre det, de selv kalder styregruppen. Efter nogle uger begynder arbejdet at tage form.
»Vi begynder at tale mere sammen, være mere strategiske. Vi korresponderer på mail og mødes en gang hver anden uge. Vi fordeler opgaver – du gør det, du gør det. Har nogen mediekontakter, har nogen politikerkontakter? Kan vi få det struktureret, så folk bedre kan få et overblik?« fortæller Rene Vest.

Styregruppen åbner en støttegruppe på Facebook i julen 2013. De beslutter også at lægge udsnit af Kims lydoptagelser med sin dreng på Youtube og linke til dem fra facebookgruppen.

At offentliggøre optagelser med en fireårig dreng, der insinuerer, at hans morfar misbruger ham, er kontroversielt og en svær beslutning, men ikke uden ræson.
»Vi prøver at ramme folk på nogle følelser. Det er beskrivelser, der danner billeder på nethinden af folk, så de næsten ikke kan lade være med at handle,« forklarer Rene Vest.

Reaktionen udebliver ikke. Facebook-opslagene om drengen, der fastholdes i et overgrebs-helvede, deles med lynets hast. Da gruppen åbnes den 20. december om aftenen, har den 180 medlemmer. Og da danskerne fire dage efter sidder over julemiddagen, har medlemstallet rundet 5.000. Siden oversvømmes med indlæg, der dels udtrykker forfærdelse og fordømmelse af myndighederne, dels kommer med støttende opråb til Kim og hans søn.

Rene Vest og Lene Bergstrøm røres dybt af Kims appel i BT og bliver grundsten i hans støttegruppe. PRIVATFOTO

Imens begynder styregruppen arbejdet med at organisere og udnytte de mange engagerede medlemmer. »Vi siger til medlemmerne: I kan hjælpe med at gøre noget, her får I en ideliste. Så har vi indkaldt nogle arbejdsgrupper, hvor der sidder socialrådgivere, lærere og psykologer, der har tilbudt deres hjælp. De sidder nu og arbejder med tingene. Der er forskel på, at jeg siger: SFO’en lyver, og så at en arbejdsgruppe på seks professionelle siger det,« fortæller Kim.

I kommunikationsafdelingen på Gladsaxe Rådhus hænger et diplom med titlen ’Årets Online Kommune 2011’. Hæderen blev blandt andet – lød dommernes begrundelse – givet for at være meget aktive på Facebook, hvor kommunen havde opbygget en stor brugerflade.

Beskrivelsen ’stor brugerflade’ skulle imidlertid få en helt anden klang efter den 20. december 2013. Den formiddag lander det første link til lydoptagelsen på YouTube, garneret med kommentaren ”hvad fanden er meningen?” I de efterfølgende to måneder kommer Gladsaxe Kommunes facebookside til at opleve en sand syndflod af indlæg, der rasende opfordrer kommunen til at gøre noget for at hjælpe den lille dreng.

»Jeg vidste med det samme, at de lydfiler ville få folk ud af røret. For det er jo voldsomt at lytte til,« fortæller Ulla Baden.

Kommunens facebookpolitik er at gå i dialog og svare på borgernes indlæg – også de kritiske. Men denne sag sprængte alle rammer, både omkring omfanget og tonen i de mange indlæg. For Ulla Baden er målet, at debatten ikke løber løbsk i myter og forkerte påstande, samtidig med at kommunen lever op til sin egen åbenhed. Hun beslutter at svare på stort set alle indlæg.

Samme eftermiddag som det første indlæg kom op, forklarer Ulla Baden i et svar, hvordan kommunen har reageret omgående på alle anklager og undersøgt dem til bunds, tillige med at Ankestyrelsen og politiet har undersøgt sagen. I alle tilfælde uden at finde noget som helst belæg for anklagerne.

Det kommer Ulla Baden til at skrive rigtig mange gange i de efterfølgende måneder. Igen og igen gentager hun, at kommunen har gjort alt, hvad den kan, for at sikre sig, at drengen har det godt.

Senere får kommunen moderens tilladelse til at informere detaljeret om sagen, så længe familien holdes anonym. Således kan man følge, hvordan retorikken fra Ulla Badens side bliver mere argumenterende og begynder at medtage detaljer fra sagen. For eksempel af drengen, som under en videoafhøring hos politiet havde forklaret, at han kom med anklagerne, ”fordi hans far blev glad”. Andetsteds argumenterer hun med, at det ikke er ”rimeligt, når en gruppe mennesker, der ikke kender sagen i sin helhed og aldrig har mødt drengen eller hans mor, skaber et folkekrav om, at drengen skal tvangsfjernes fra sin mor”.

Kommunens indlæg afvises af debattørerne som propaganda og tomgangssnak, men de er heller ikke målgruppen, forklarer Ulla Baden.
»Vi tror ikke, vi kan flytte dem. Det handler udelukkende om at informere alle de nye, der møder sagen første gang, og sørge for, at folk får et mere nuanceret billede af sagen.«

Journalisten har talt med to forskellige eksperter om Gladsaxes offensive Facebook-strategi, og de kommer med to meget forskellige vurderinger.
Begge er enige om, at Gladsaxes kommunikation på Facebook om sagen er højst utraditionel for en offentlig myndighed, der oftest vil svare kortfattet, formelt og henvise til, at man ikke kan diskutere enkeltsager offentligt. Begge er også enige om, at netop den tilgang ofte stiller offentlige myndigheder i en kommunikationsmæssigt dårlig situation, hvor man hele tiden er i defensiven som den, der skal forsvare sig mod anklager.

Men her ender enigheden. Lektor i offentlig kommunikation ved RUC Kasper Pedersen har nemlig de positive briller på i vurderingen af Gladsaxe Kommune.
»Det er interessant og måske endda befriende, at kommunen prøver at gå ind i sagen og opføre sig lidt offensivt og sige: Der er ikke sket fejl, vi har gjort, hvad vi skal gøre, vi har sikret, at drengen har det, som han skal have det,« siger han.

Derimod mener Roger Buch, kommunalekspert og forskningschef ved DMJX, at kommunen går for langt.
»Ingen tvivl om, at man som offentlig forvaltning står kommunikationsmæssigt svagere, men det er der bare ikke noget at gøre ved. Forvaltningsloven skaber nogle grundregler, som den offentlige sektor skal virke under. Og det sætter grænser for, hvor meget man kan gå ind i et slagsmål,« siger Roger Buch.

Han tror, kommunens strategi virker stik modsat hensigten – nemlig at de provokerer kritikerne og dermed hælder mere benzin på bålet.
»Man gør sig selv en bjørnetjeneste ved at gå ind i alle mulige diskussioner, hvor man risikerer at begå fodfejl, i stedet for kort og præcist at konstatere, at alle regler er fulgt, og at der ikke er noget at komme efter. Man behøver strengt taget ikke sige mere.«

Kristian Danholm fra Radio24syv valgte at tage en af de sager, man ellers »altid lægger fra sig«. PRIVATFOTO

I slutningen af februar rammer sagen igen medierne, om end med to vidt forskellige vinkler.
TV 2-journalisten Nikolaj Venge er stødt på gruppen ved en demonstration foran Christiansborg, og han ringer for at høre mere om sagen. Da han bliver sat ind i tingene, vælger han imidlertid at vinkle historien anderledes, nemlig på det fænomen, at man ved hjælp af Facebook kan mobilisere store grupper omkring enkeltsager.

Anderledes er det med radiodokumentaren ’Alle børn har ret til to forældre’ i Radio24syv. Her har journalisterne Kim til interview i studiet, hvor han gengiver drengens fortælling om, at morfaren tisser ham i munden. Programmet indgår i en serie på fire, hvor det overordnede tema er skilsmisser og fejlbehandlinger i Statsforvaltningen.
»Temaet er grundlæggende, at mange forældre ikke føler, de bliver hørt. I det her tilfælde er det en børnesagkyndig undersøgelse, hvor der er lavet nogle sjuskefejl. Den var et godt eksempel på, at dårlig sagsbehandling kan være konfliktoptrappende,« fortæller journalist Kristian Danholm, der stod bag dokumentaren sammen med Mette Kathrine Larsen.

I speaken gentager han flere gange, at journalisterne ikke tager stilling til skyldsspørgsmålet i sagen. Og han har sine overvejelser om at lave dokumentaren om Kims sag.
»De gik først og fremmest på, hvad de ville betyde for barnet. Det var det sværeste etiske dilemma. Det næste var hans troværdighed. Det tager vi højde for ved at sige, at vi ikke tager stilling til sagen. Den her slags sager lægger man altid fra sig, fordi de er for komplicerede. Men denne gang sagde vi: Nu tager vi det fandeme, for der er et samfundsproblem, som vi vil sætte fokus på, selv om det er svært,« forklarer Kristian Danholm.

Han erkender, at det kan opleves problematisk, at programmet bringer Kims anklager til torvs.
»Jeg vil ikke udelukke, at det kan opleves, som om vi tager stilling. Og hvis det opleves sådan, er det ikke godt nok bare at sige: Vi tager ikke stilling.«

Det sidste indlæg om sagen på Gladsaxe Kommunes facebookside er fra 19. februar. Årsagen til dette stop skal findes i en besked, der to dage forinden gik ud fra styregruppen på facebooksiden med overskriften ’Vi skal ikke spilde mere tid på Gladsaxe Kommune’.

Kim bekræfter, at fokus nu er på at skabe politisk interesse om sagen. Medierne er også stadig et indsatsområde, men hidtil har han generelt været skuffet over mediernes indsats.
»De vil gerne lave de gratis historier, når der er faldet en dom. Men den gode historie er vel de svigt hos myndighederne, som er årsag til, at 95 ud af 100 går fri eller opdages for sent. Det er min drengs sag en case på.«

Rene Vest er 34 år, familiefar og ansat som erhvervskonsulent i et stort firma. Når han kommer hjem om aftenen, ligger der typisk mellem 20 og 50 nye mails om sagen, og han fortæller, at han sover markant dårligere, efter at han har involveret sig i sagen. Men der er ingen udløbsdato på hans engagement.
»Jeg kan blive ved, til den dreng er fjernet fra moderen. Når han kan holde til det, kan jeg også.«

På Gladsaxe Rådhus mærker man, hvordan presset for en stund er lettet fra Facebook-siden. Men Ulla Baden følger støttegruppens kampagnearbejde tæt.
»Det er da rimeligt imponerende og effektivt den måde, de går til værks. Man kan kun håbe på, at der er så meget fornuft rundt omkring i systemerne, så de ikke lykkes med at få barnet fjernet,« siger hun.

Om kommunens offensive kommunikationsstrategi har været en succes, har hun svært ved at vurdere endnu. Men hun fortryder den ikke.
»Her er en sag, hvor vi er stærke i troen, og så er det også rimeligt, at man går i offensiven.«

Først og fremmest handler det om at beskytte barnet.
»At de lydfiler ligger og flagrer rundt, er i den grad skidt for drengen. Men når det nu er sket … Jeg tænker, at Kim udnytter den mulighed, der ligger i tiden. Han tror jo fuldt og fast på, at hans søn er udsat for seksuelt misbrug,« siger Tine Vesterby Sørensen.

Men på spørgsmålet om kommunens offensive kommunikation har været til barnets fordel, kommer der en lang tænkepause.
»Hmm … jeg ved sgu ikke, om det er godt som helhed. Jeg tror på, det giver mindre virak. Og dem, der er i tvivl, får nogle svar. Forhåbentlig mærker drengen ikke, at alt det her sker.«

Facebookgruppen har i skrivende stund rundet 7.300 medlemmer.
5. marts traf Ankestyrelsen en afgørelse, der konstaterer, at sagen er behandlet korrekt, og at drengen får den støtte, han har behov for. Det er femte gang, Ankestyrelsen undersøger sagen.

DISCLAIMER
Journalistens formål med denne artikel er at se på de kommunikationsfaglige og presseetiske aspekter i sagen. Det er ikke at undersøge de påstande, der er rejst, om henholdsvis misbrug, dårlig og fejlagtig sagsbehandling og – fra begge sider – om løgnagtig og manipulerende fremstilling af sagen.
Vi er fra begge sider blevet tilbudt forskellige former for dokumentation omkring ovenstående påstande. Det har vi valgt ikke at dykke ned i.