De tre fotografer Barbara Davidson, Jocelyn Bain Hogg og Shaul Schwarz har brugt flere år på at skildre bandemiljøerne i USA, Storbritannien og verdens ondeste by, Ciudad Juárez.

Visa pour L'Image
Visa pour L'Image i Perpignan i Frankrig er verdens førende festival for fotojournalistik. Den blev i år afholdt fra 27. august til 16. september. Verdens fotojournalister og relaterede brancher samles til den 'professionelle' uge, hvor de hænger ud med udenlandske kolleger, præsenterer portfolier til internationale bureauer og
mødes med forlæggere. Men først og fremmest ser de en masse billeder af for eksempel royale bryllupper, oprør og bandekriminalitet.

Se billederne ved at klikke her

INDLEVELSE. Klokken nærmer sig 22.00 på Campo Santo i Perpignan, hvor cirka 2.500 personer er bænket på en høj tribune foran et kæmpe lærred. Pladsen er omkranset af høje mure, og bag lærredet rejser domkirken sig i den lumre aftenluft. Gæsterne samtaler respektfuldt lavmælt på spansk, fransk, engelsk, tysk og italiensk. Det er som at befinde sig i et behageligt, sommerferie-FN.

Men da billederne begynder at glide over skærmen, hører følelsen af behag op: Oprør, tsunamier, prinsebryllupper, skandaler, berømtheders bortgang, jordskælv, drab. Det hele klippet barskt sammen til hård, rytmisk musik, så ingen er i tvivl om, at verden er i forfald. De få opløftende nyheder som ung royal kærlighed fremstår i mængden af elendighed så dekadent som et orgie i Rom inden imperiets sammenbrud. Selv den næsten 80-årige Elizabeth Taylors død virker som en tragedie.

Heldigvis bryder enkelte andre miseren og vækker i stedet varme og forundring over menneskets insisteren på at være menneske. Det gælder for eksempel historien om de meget små børn i Iran, der dagligt krydser snedriver, jordskred og stejle bjergsider for at nå frem til de mindste og mest primitive skoler. Indimellem føles billedbombardementet som en voldtægt. Men mest af alt bjergtager billederne, mens de bevidner og bekræfter fotografiets styrke som dokumentation og engagerende fortælleform.

Det gælder historien om ekstrem vold og organiseret narko- og/eller bandekriminalitet. Et univers, der er lukket og muligvis dødbringende for enhver journalist, uanset hvor man befinder sig i verden. Og skulle man få muligheden for at begive sig ind i det miljø i sin egen danske baggård, kompliceres det yderligere af, at bandemedlemmerne ved, hvor du og din familie bor, og de er helt bevidste om, at politiet ikke tøver et sekund med at anvende dine billeder som bevismateriale. Det bliver historien jo ikke mindre vigtig af. Hvad gør man så?

Man kan jo gøre som Barbara Davidson, Jocelyn Bain Hogg og Shaul Schwarz, der alle tre har valgt ikke at fokusere på de kriminelle handlinger, men i stedet anlægge vinkler, der fremhæver ofrene, miljøet eller de kulturelle konsekvenser af bandemiljøet. Det har, som alle langvarige projekter gør, kostet dem tid og personligt engagement, men det er i høj grad lykkedes dem at få opmærksomheden rettet mod emnet.

Den dobbelte Pulitzer-vinder Barbara Davidson er canadier, men flyttede for små fem år siden til Los Angeles med fast job som fotograf på LA Times. En dag blev avisen kontaktet af politiet, der ønskede hjælp til at finde gerningsmanden til en skudepisode, hvor en gravid kvinde var blevet ramt i ryggen foran sin gadedør. Barbara Davidson blev sendt på opgaven, der førte til mødet med gravide Rose og hendes datter Miracle, som var barnet i maven, der overlevede skuddet med en hårsbredde.

Gennem Roses historie fik Barbara Davidson indsigt i livet for nogle af de uskyldige ofre for den tilfældige bandevold, der hærger gaderne i Central LA.
Barbara fortæller, at det var umuligt at få solgt en historie om banderne til redaktionen på LA Times. For det første har banderne fået så meget omtale, at de ligefrem hyldes i mainstreamkulturen. For det andet er bandevolden så hyppig, at den ikke længere dømmes nyhedsværdig, slet ikke da dødstallet generelt er faldende i Los Angeles.

Og hun fortsætter:
»Det er så let at vende det blinde øje til. Men hvis et barn var blevet skudt i Canada, havde det været forsidestof. Og hvis nogen blev dræbt i Beverly Hills, skulle politiet nok sætte alle ressourcer ind på at opklare forbrydelsen. Men de tager ikke engang telefonen eller ringer tilbage, når det er disse mennesker, som forsøger at få svar.«

Roses historie blev inspirationen til Barbara Davidsons tre år lange rejse ind i ofrenes liv og hverdag, men det var historien om Jamiel Shaw II's familie, som fik hende til at indse, at bandekriminaliteten var mere end en god historie.

Jamiel Shaw II var en ung lovende fodboldspiller med et college-legat, der en dag blev passet op og skudt på åben gade. For morderen var henrettelsen af et tilfældigt offer et bandeoptagelsesritual. I Barbara Davidsons eget nabolag, Echo Park-kvarteret lidt nordvest for centrum, har der været fem drab i de seneste fire år – det ene nærmest i hendes baghave. Hun havde derfor fra starten et personligt engagement, der blev forstærket af, at hun kort inden mødet med Jamiels familie havde mistet sin egen mor til cancer og derfor let kunne identificere sig med tabet af en elsket.

Det krævede en månedlang indsats, hvor hun blev ved med at komme igen og igen, indtil familierne indså, at hun mente det alvorligt. Efterhånden vandt hun deres tillid, og de lagde ikke skjul på, at der var langt større chance for, at verden ville lytte til en lyshåret hvid kvinde end til ofrene og deres familier, der alle tilhører en etnisk minoritet.

Efter at have fotograferet i et år uden for arbejdstid havde hun fotografier nok til at overbevise sin redaktør, som ellers ikke havde haft den store tiltro til historien. Til sidst blev hun løst fra sine normale opgaver i seks måneder for at gøre projektet færdig.

Historien "Caught in the crossfire" blev bragt på syv opslag i slutningen af december 2010 og blev godt modtaget. Ingen kunne længere lukke øjnene, flere politikere har taget sagen op, og der har været flere indsamlinger til dækning af blandt andet familiernes begravelsesudgifter. Barbara er blevet en del af de familier, hun er kommet i kontakt med, deltager i familiefødselsdage og hjælper stadig Rose med kontakten til myndighederne. Hun ejer ikke selv rettighederne til billederne, som indbragte hende en Pulitzer-pris. Men det er den pris, hun betaler for til gengæld at kunne arbejde med projektet og samtidig få løn.

Jocelyn Bain Hogg (VII Photo Agency) er trods sit feminine navn en mand, der ikke er så let at overse i mylderet af fotojournalister på festival i det sydfranske. Han er næsten to meter høj og klædt fra top til tå i yndlingsmærket Paul Smith helt ned til de firkantede manchetknapper med pinup-piger. Det er ikke tilfældigt, for lige netop denne ærkebritiske blanding af intellektualitet og excentricitet på kanten af kitsch afspejles i fotografierne.

Jocelyn Bain Hogg interesserer sig for det særligt britiske. Hans serie "The Family" handler om den organiserede kriminalitet i den britiske underverden og helt specifikt miljøet omkring familierne Pyle og Kray.
I 1996 var han på en opgave for engelske Elle, hvor han skulle fotografere en kvindelig journalist udklædt som gangster på en fedtet natklub. Han faldt i snak med dørmanden og blev fascineret af miljøet.

Året efter blev han bedt om at lave en reportage fra samme miljø for det japanske GQ Magazine, der sendte ham en høj japansk journalist med meget langt hår, gedeskæg og lilla velourjakkesæt.
»Vi var sådan et mærkeligt par, at de lod os komme med alle steder,« forklarer Jocelyn.

Men vigtigst af alt var, at det gamle gangsteroverhoved Joe Pyle og derefter de legendariske brødre Reg og Charlie Kray sagde god for dem – og så var dørene åbne. Han fulgte gangsterne i fire år i UK og på Tenerife, og materialet blev blandt andet samlet i bogen "The Firm", som udkom i 2003 med et knojern af guld på forsiden.

10 år efter han startede projektet, vendte Jocelyn Bain Hogg tilbage. De gamle godfathers var døde, og store dele af den organiserede kriminalitet var overtaget af russere og albanere. Men det kostede bare en opringning, så var dørene åbne igen. "The Firm" var blevet en kæmpe succes og havde ramt lige ned i Storbritanniens ambivalente fascination af den voldelige bandit med den dårlige smag, og gangsterne selv elskede den.

Netop forskellen mellem, hvad 'vi' ser, og hvad 'de' ser, er både kernen i Jocelyn Bain Hoggs fotografiske arbejde og årsagen til, at han har kunnet færdes og fotografere så frit. Men han havde ikke forudset bogens kultstatus, og han beskriver sin egen forundring over, at et yngre bandemedlem fortalte ham, at han ejer et eksemplar af bogen, hvor hver eneste medvirkende har signeret deres eget billede.

Det var aldrig selve kriminaliteten eller forbrydelserne i sig selv, der interesserede Jocelyn Bain Hogg. Det var livsstilen og hele miljøet:
»Når der stod fire skaldede mænd i dyb samtale, så holdt jeg mig bare væk.«

På den måde fik Jocelyn Bain Hogg adgang til dagliglivet, og i Perpignan er de udvalgte billeder mest fra natklubber, hjemmestunder og en illegal boksekamp. Alt er hårdt og brutalt fotograferet i sort-hvid med flash, skarpe kontraster og meget tæt på, og det er svært at finde bare den mindste smule sympati i billederne. Det er som at kigge på en grim, coked-up, oversminket skøge, der insisterer på, at hun er smuk.
Fotografiernes udleverende backstagestemning sikrer, at man aldrig er i tvivl om hans distancerede holdning til de fotograferede, eller at hans forbillede er den store engelske karikaturmester William Hogarth. Det ser vi, men de fotograferede gør ikke. Derfor har han kunnet lukke døren bag sig og har ikke længere noget med miljøet at gøre.

Den måske ondeste by i verden er Ciudad Juárez i Mexico tæt på grænsen til Texas og New Mexico. I 2010 var der 3.075 mord i en by med cirka 1,3 millioner indbyggere. Langt de fleste drab er relateret til krigen mellem rivaliserende narkokarteller, men i de seneste 10 år er omkring 400 kvinder meldt savnet og mange fundet myrdet.

Situationen i Juárez er så langt ude af kontrol, at man har bedt om hjælp fra FN. Systemet er gennemkorrupt, alle er i lommen på narkobaronerne, der ikke tøver med at sende en teenager ud og dræbe en person, der står i vejen eller bare irriterer. Ingen er med andre ord i byen med noget som helst officielt ærinde, uden at det er på bandernes betingelser og med deres accept.

Den israelske fotograf Shaul Schwarz (Reportage/Getty Images) kendte til situationen, da han blev sendt dertil på opgave af TIME, men han blev alligevel chokeret, da fotografen fra den lokale avis blev myrdet selv samme eftermiddag, han og en lokal journalist var på vej for at besøge ham.

Selv om Shaul Schwarz også var på patrulje med politiet og hæren og fotograferede anholdelser, lig og livet i fængslerne, begyndte han i højere grad at interessere sig for hele kulturen i miljøet. Han tog billeder på natklubber, til koncerter med narcocorridos, der er en slags narko-rap til polkarytme, af deres smykker, af deres begravelsesby med mausolæer så store som palæer og af den morbide kultdyrkelse af helgenen La Santa Muerte.

Efterhånden som han tilbragte mere tid i Juárez, kom han også længere ind i de forskellige dele af kulturen og fik ad bagvejen adgang til narkokartellerne. En stor og voksende industri er de ekstremt populære, men elendige film og billige 'telenovelas', soaps om narkogangsterne. Det er selvfølgelig fiktion, men de rigtige kriminelle er også forfængelige, og der er en vis prestige i at holde fester, hvor kendte narcocorrido-musikere og filmskuespillere deltager, og endda lægge hus til optagelser af film og musikvideoer:

»De har to slags huse: Death houses og fun houses. Det er ikke sjovt at blive inviteret ud i et death house, for der kommer ingen hjem fra, men i deres fun houses holder de fester. Jeg kom med ud på en filmoptagelse, som foregik i et ægte fun house, der tilhørte en af baronerne. Og som jeg stod der og gloede på en metalstang, der gik lige ned i en kæmpe jacuzzi, slog det mig, at det jo ikke længere var fiktion, men virkelighed, jeg kiggede på,« fortæller Shaul.

Hans overlevelsesstrategi var fra starten at bære sine kameraer synligt hele tiden og aldrig fotografere uden at spørge først. Han taler åbent om den konstante paranoia, der følger med arbejdet, og er helt klar over, at han kun kan arbejde og overleve, så længe han ikke stiller et eneste spørgsmål af undersøgelsesjournalistisk karakter. Alligevel får han fortalt historien.

Shaul Schwarz har samlet billederne i projektet "Narco Culture", der både kommunikerer gennem den dokumentation, der er i billederne – og indirekte gennem de spørgsmål, som beskueren må stille sig selv, når man præsenteres for de værdier, der afspejles i forherligelsen af våben, vold og død. Selv om Shaul Schwarzs historie på nogle punkter er en intelligent meta-historie om kartellernes kriminalitet, så er det stadig virkeligheden, han portrætterer.
Men han er langtfra færdig med projektet og arbejder lige nu på en dokumentar om narko-filmindustrien.

Regnen, der truede med at ødelægge aftenens screening, er trukket væk, og mange af de 3.000 officielt akkrediterede er ved at samle sig til afslutningsfesten i festivalens vigtigste udstillingssted, Couvent des Minimes.

Branchens koryfæer mingler med unge fotografer, her er bloggere, billedredaktører, udgivere og masser af franskmænd med stålbriller og todages skæg. Det har været en uge i en boble, hvor tiden er fanget i stillbilleder, mens alle er klar over, at det hele stadig tordner videre udenfor i den virkelige virkelighed, som man snart er tilbage i igen.

Men først skal der festes.

Se billederne ved at klikke her