
Godt fem måneder efter sit exit fra Folketinget og partiet Enhedslisten blev Pernille Skipper ansat som politisk analytiker for TV 2. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Fredag morgen stod TV 2’s politiske analytiker Pernille Skipper tidligt op for at være med live på TV 2 News, hvor hun med analytikerbriller blev sat til at analysere Folketingets åbningsdebat.
Undervejs blev Pernille Skipper spurgt ind til Zetlands afsløring af virksomheden Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) bånd til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og de mulige politiske konsekvenser for Lars Løkke Rasmussen.
Men på intet tidspunkt i interviewet blev det nævnt, at Pernille Skipper privat er gift med vicedirektør og pressechef i netop CIP, Oliver Routhe Skov.
I interviewet fokuserer Pernille Skipper primært på, at sagen kan blive problematisk for Lars Løkke Rasmussen, som står over for kritik fra en samlet politisk opposition.
Lektor: Burde være inhabil
Men uanset fokus i analysen burde TV 2 have sørget for, at Pernille Skipper ikke kommenterede lige netop den historie, mener lektor og medieforsker Lars Kabel fra DMJX:
”Principielt bør man ikke lade en kommentator kommentere et sagsforløb, som indeholder den virksomhed, hvor ægtemanden er vicedirektør,” siger han og understreger, at det i hans optik ikke lyder, som om hun går sin ægtefælles ærinde i analysen.
Min rolle som politisk kommentator er at forholde mig til den politiske sag. Det har jeg intet problem med at skille fra min mands arbejde, som jo er netop min mands, ikke mit.
Pernille Skipper, politisk analytiker på TV 2
Alligevel vurderer han, at TV 2 burde have erklæret Pernille Skipper inhabil i sagen, fordi det principielt åbner nogle flanker med mistanke om inhabilitet.
Men det mener TV 2 ikke, oplyser TV 2 News’ chefredaktør, Anne Mette Svane, i et skriftligt svar:
”Jeg har ingenting at udsætte på den grundige og balancerede analyse, som Pernille Skipper laver i morgenens udsendelse. Sagen handler om Lars Løkke Rasmussens ageren og det politiske angreb fra oppositionen, og det er netop dette, som Pernille Skipper forholder sig til,” lyder det.
Her lægger Anne Mette Svane også vægt på, at TV 2 fra sag til sag vil vurdere, om der er personlige relationer, som er relevante at deklarere over for seerne.
Og det har TV 2 altså ikke vurderet i dette tilfælde.
Heller ikke Pernille Skipper selv vurderer, at der er et habilitetsproblem:
”Min rolle som politisk kommentator er at forholde mig til den politiske sag. Det har jeg intet problem med at skille fra min mands arbejde, som jo er netop min mands, ikke mit,” skriver hun til Journalisten.
Afviser problemer med Ø-fortid
For godt 11 måneder siden forlod Pernille Skipper Folketinget og partiet Enhedslisten i forbindelse med folketingsvalget, og godt fem måneder senere blev hun i slutningen af april ansat af TV 2 som politisk analytiker på mediehusets platforme.
Men for Lars Kabel er det ikke ensbetydende med, at Pernille Skipper eksempelvis er inhabil i dækningen af sager om Enhedslisten.
”Man kan se, hvor stærkt Hans Engell har stået som politisk analytiker i mange år. Der er ingen, der anfægter Pernille Skippers faglige kvalifikationer i forhold til at forstå og italesætte den politiske proces. Det er hun virkelig god til, og der er jo ingen, der svæver neutralt og uafhængigt over alle lande og er upåvirkede,” siger han.
Og den linje er chefredaktør Anne Mette Svane enig i, oplyser hun i det skriftlige svar:
”Jeg er overbevist om, at vores seere kender Pernille Skippers baggrund, og det er mere end to år siden, at hun stoppede som politisk ordfører i partiet. Pernille Skipper er en fremragende politisk kommentator, fordi hun har en dyb viden og indsigt fra Christiansborg,” svarer hun.
Samme toner lyder fra Pernille Skipper:
”Min fortid i Enhedslisten er desuden velkendt for de fleste, og det er min erfaring fra politik, der gør mig i stand til at give en indsigt videre. Som det også er tilfældet med mange andre politiske kommentatorer.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Morten Juhl, fotograf 40 år for Berlingske Tidende.