Pernille Holbøll var en del af den nye chefredaktion, der blev præsenteret i december 2019.
Pernille Holbøll, der er på barsel fra sin stilling som chefredaktør på Ekstra Bladet, vender ikke tilbage til arbejdspladsen, når hendes barsel er slut.
Det oplyser hun på Twitter.
”Jeg har valgt at sige op som chefredaktør på Ekstra Bladet. De sidste par år har været virkelig spændende, og jeg kommer til at savne alle de meget dygtige folk på Ekstra Bladet,” skriver hun.
”Når min barsel slutter til foråret, så begynder jeg på noget nyt, der er mindre klassisk mediebranche. Det glæder jeg mig til,” tilføjer hun.
1/2 Jeg har valgt at sige op som chefredaktør på Ekstra Bladet.
De sidste par år har været virkelig spændende, og jeg kommer til at savne alle de meget dygtige folk på Ekstra Bladet.— Pernille Holbøll (@Holboell) November 26, 2021
Hun skal fremover være Senior Director i virksomheden Better Collective, oplyser JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.
Pernille Holbøll blev chefredaktør under Poul Madsen, der trak sig fra Ekstra Bladet tilbage i marts. I maj blev Henrik Qvortrup udnævnt som ny ansvarshavende chefredaktør. Kort efter sagde Kristoffer Eriksen, der var journalistisk chefredaktør på avisen, op.
Siden har Henrik Qvortrup ansat Knud Brix som journalistisk chefredaktør på avisen.