Per Stig: Radio Hele Norge er ikke forbilledet

Kulturminister Per Stig Møller afviser, at den kommende licensfinansierede radiokanal skal ligne den norske P4. Han tror, at kanalen har premiere inden udgangen af 2011.

Kulturminister Per Stig Møller afviser, at den kommende licensfinansierede radiokanal skal ligne den norske P4. Han tror, at kanalen har premiere inden udgangen af 2011.

Kulturministeren har tidligere nævnt den norske kanal Radio Hele Norge som et eksempel på, at privat public service-radio kan blive en succes. Men det har aldrig været meningen, at kanalens indhold skulle være forbillede for den nye danske radiokanal.

»Jeg har nævnt "Hele Norge" som eksempel på, at man kan lave en ny radio med public service-forpligtelser. Det har aldrig været meningen, at den nye kanal i Danmark skal ligne,« sagde Per Stig Møller i dagens samråd i Folketinget kulturudvalg, skriver DR.

Kulturministeren var kaldt i samråd af Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, der blandt andet ville have svar på, hvad hensigten med den nye kanal er.

Kanalen, der skal erstatte P2 på FM-båndet, får strengere public service-krav end Radio Hele Norge, men det er endnu for tidligt at sige noget om de endelige krav, mener Kulturministeren, der har nedsat et udvalg til at se på udformningen af kanalens programflade.

»Det skal ikke være en popkanal. Jeg forventer, at der vil blive spillet både klassisk og jazz,« sagde Per Stig Møller.

P2's sendetilladelse udløber egentlig til nytår, men den nye kanal kan ikke nå at være sendeklar til den tid. Derfor bliver P2's tilladelse forlænget. Per Stig Møller forventer, at den nye kanal kan overtage inden udgangen af 2011.

0 Kommentarer