Der mangler en mediegigant i Danmark, mener landets højest placerede mediechef, Per Mikael Jensen. Der er for mange spillere, og Danmark sakker agterud i forhold til andre nordiske lande, mener han.
Hvis de danske medier skal overleve, så skal de slå sig sammen. Fusioner og opkøb skal simpelthen redde de danske dagblade, mener Per Mikael Jensen, der er Metro Internationals topchef og den højest placerede dansker i den internationale mediebranche.
Det siger han i et interview med Børsen.
»Der er meget få danske medievirksomheder, der har gjort det godt udenfor landets grænser. Det er et problem. En af de ting, som jeg savner i Danmark, er en mediegigant,« siger Per Mikael Jensen.
I andre nordiske lande har mediemastodonter skabt sig omfattende forretninger, blandt andet svenske Bonnier. I Norge er Schibsted lykkedes med at ekspandere på både det nordiske og det internationale marked. Herhjemme er det kun Egmont, der har et lignende omfang, men de er helt fraværende på det danske nyhedsmarked, skriver Børsen.
Per Mikael Jensen mener, at manglende mediegiganter er en af årsagerne til, at den danske dagbladsbranche har det svært og også kommer til at have det svært næste år.
Han er dermed enig med adm. direktør i JP/Politikens Hus, Lars Munch.
»Der er for mange ejere i landet i forhold til markedets størrelse,« sagde Lars Munch til Børsen tidligere på året.
Ifølge Per Mikael Jensen er det digitale marked især vigtigt for de danske medier at erobre nu.
»Hvis vi også forsømmer at vokse på det digitale område, så bliver det svært,« siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.