Efter at have fået et afkast på 39 milliarder i 2021, indkasserede PFA et tab på 87 milliarder kroner i 2022. Det skriver Ritzau.
PFA blev netop genvalgt som leverandør af pension og gruppeforsikring til DJ’s medlemmer i december sidste år, selv om der havde været kritik af selskabet i flere sager, som
Journalisten tidligere har skrevet om.
PFA er den største kommercielle pensionskasse i Danmark. Derfor har pensionskassen også investeret store milliardbeløb i et forsøg på at få kundernes pensionskroner til at vokse sig store.
“Afkastet blev trukket ned af negative afkast fra både aktier og obligationer, mens alternative investeringer og ejendomsinvesteringer bidrog positivt til afkastet,” skriver PFA selv i sin årsrapport, hvor de også nævner inflation og stigende renter som begrundelser for den negative udvikling.
Det store milliardtab i 2022 kommer efter et 2021, hvor der blæste anderledes gunstige vinde på de finansielle markeder. Det gav dengang et positivt afkast til PFA på 39,2 milliarder kroner.