Penkowa renses ud af arkiverne

Universitetsavisen kan afsløre, at den skandaleramte hjerneforsker Milena Penkowa nu i massivt omfang bliver slettet fra de elektroniske arkiver. Det minder om et totalitært regime, siger historieprofessor til avisen.

Universitetsavisen kan afsløre, at den skandaleramte hjerneforsker Milena Penkowa nu i massivt omfang bliver slettet fra de elektroniske arkiver. Det minder om et totalitært regime, siger historieprofessor til avisen.
Universitetsavisen har lavet en systematisk gennemgang, der viser, at Milena Penkowa luges ud af nyheds- og forskningsarkiverne hos tidligere arbejdsgivere og samarbejdspartnere – endnu før hun er dømt.

Som ung fremadstormende forsker på Københavns Universitet optrådte hun blandt andet i et fint korps af anmeldere, men i dag er hun slettet fra hjemmesiden, hvor man stadig finder navne som klima- og energiminister Lykke Friis, fødevareforsker Arne Astrup, sociolog Henrik Dahl og TV 2-vært Divya Das.

Google kan kun finde denne henvisning til et dødt link.

»Husk også at læse professor og hjerneforsker Milena Penkowas stærke anmeldelse af "Jeg er her endnu – Per Kirkeby fortæller til Ninka" i denne måned i bogsalonen.« Men linket virker ikke længere.

Ifølge professor i historie ved CBS Uffe Østergaard er det stærkt problematisk, at Københavns Universitet sletter oplysninger om Penkowas fortid.

»Normalt forbinder vi ændringer af arkiverne med totalitære regimer. Men i takt med den elektroniske arkivering bliver det mere og mere fristende at gøre, som Universitetsavisen beskriver, og dermed ændre historien, som man nu synes, den skulle have været,« siger han til Universitetsavisen, der leverer en lang række andre eksempler på "oprydningen" efter Penkowa på nettet.

Københavns Universitets forsvarer sletningen med, at forskeren ikke længere er ansat.

2 Kommentarer

Knud Nielsen
6. JUNI 2011
Re: Penkowa renses ud af arkiverne

Professor Uffe Østergaard udtaler på baggrund af Penkowa-sagen: "Normalt forbinder vi ændringer i arkiverne med totalitære regimer" Denne udtalelse forekommer særlig interessant specielt på baggrund af, at DR i samme sag tilsyneladende har fundet det i orden at slette 2 af DRs egne offentliggjorte artikler fra DRs hjemmeside. "DR journalist belastes af Penkowa-sagen" samt "Ny belastende oplysninger i Penkowa-sagen

Nuværende mediedirektør Gitte Rabøl lovede straks:  "at få vendt hver en sten i sagen"  Fra et brugersynspunkt skal resultatet af undersøgelsen af de alvorlige anklager tilsyneladende heller ikke være en del af historien - helt på linje med de slettede artikler i DRs eget arkiv.

Jens Larsen
1. JUNI 2011
Re: Penkowa renses ud af arkiverne
Øhh, jeg er tidligere ansat på KU, men alt hvad jeg har skrevet i min tid som ansat, findes da stadig på deres hjemmeside. Nu er jeg godt nok ikke forsker, men kommunikatør - men mon ikke det er ret let at påvise, at det ikke er almindelige praksis ved Københavns Universitet, at man sletter, hvad tidligere ansatte forskere har skrevet på diverse KU-hjemmesider?