Pengene styrer anmeldelser af spil

Gode anmeldelser er til salg, og annoncører truer sig til god omtale og forsider, lyder kritikken fra spiljournalister. »Udgivere kan nærmest købe sig til hele artikler eller features,« siger anmelder.

Gode anmeldelser er til salg, og annoncører truer sig til god omtale og forsider, lyder kritikken fra spiljournalister. »Udgivere kan nærmest købe sig til hele artikler eller features,« siger anmelder.

Anmelder Jesper Nielsen skrev en foromtale af computerspillet 'Assassin's Creed' i det reklamefinansierede blad GameReactor. Men ifølge selskabet bag spillet var han for kritisk.

»Da udgiveren fandt ud af, hvad jeg havde skrevet, truede de med at stoppe deres annoncekroner, hvis ikke artiklen blev fjernet fra hjemmesiden. Og hvis ikke de fik lovning på, at jeg ikke skulle anmelde spillet, når det var færdigt,« siger han.

Ifølge Jesper Nielsen endte det med, at han ikke måtte anmelde spillet alligevel. Det skriver Politiken.

Jesper Nielsen arbejder i dag for spilmagasinet Hyped.nu. Han siger, at det er helt normalt i dansk spilpresse, at annoncørerne kan forhandle sig til positiv omtale.

»Der er helt klart mulighed for at forhandle anmeldelser og omtale. De værste tilfælde er der, hvor man går ind og forhandler meninger. Men der er også forhandlinger om, hvor meget omtale spillet får, og om det kommer på forsiden. Det er mere accepteret. Udgivere kan nærmest købe sig til hele artikler eller features.«

Direktøren på GameReactor, Claus Reichel, afviser både, at Jesper Nielsen blev sat af bestillingen efter krav fra annoncørerne, og at spiludbydere kan købe sig til indflydelse generelt.

»Der er aldrig krav til en anmeldelse, og hvis der nogensinde skulle blive rejst krav til en artikel, ville det blive afvist,« skriver han i en mail til Politiken.

Men annoncørerne har alt for megen magt over spilanmelderne, især på de reklamefinansierede magasiner, mener Thomas Vigild. Han er spilredaktør på Politiken og formand for Dansk Spilråd. Vigild skriver på sin blog, Klik, at en magtkamp mellem anmeldere og annoncører er hverdag i den danske spilpresse.

»Der er med andre ord en enormt indspisthed inden for spiljournalistikken, for det er kun de færreste, der formår at tiltrække "uvildige" annoncører, som ikke har direkte fordel af at kunne påvirke, hvordan mediet dækker spillene. Det være sig at "glemme" at sende eksemplarer af spil til anmeldelse, at fryse mediet ude af vigtige presseture/-møder eller helt trække annoncekronerne, indtil mediet har "rettet op igen",« skriver Thomas Vigild i et indlæg på sin blog Klik på Politiken.dk.

Thomas Vigild mener også, at læserne har et ansvar for, hvad de læser. Når de får et gratis magasin, så er der god grund til at tvivle på indholdet og mediets uafhængighed.

»God journalistik koster penge. Og er der ikke direkte brugerbetaling, så er det bare at følge pengestrømmen og se, hvor medierne får pengene fra,« skriver han.

1 Kommentar

Thomas Berger
7. JUNI 2010
Re: Pengene styrer anmeldelser af spil

Nok engang forsømmes den lille detalje, at Jesper Nielsen på det tidspunkt hvor dette angiveligt sker, er ansat i supportafdelingen hos Microsoft - altså arbejder for et på spilfronten konkurrerende firma.

Ærgerligt at citere en historie som er fyldt med fejl og mangler - dele af problemet beskrevet er måske nok rigtigt i visse særtilfælde, men det er rygter og ikke underbyggede fakta.