Redaktørerne Dana Asaad og Asos Hardi kæmper for at holde deres politisk uafhængige avis Awene oven vande i Irak. Det kniber med forretningssansen – blandt andet skal irakerne lære at sælge annoncer.
Når man besøger den uafhængige irakisk-kurdiske avis Awene, står to ting hurtigt klart: De er gode til at lave uafhængig journalistik, og de er dårlige til at drive en forretning.

Webredaktøren Dana Asaad viser rundt i de fugtige og ramponerede redaktionslokaler. Væggen i det interimistiske køkken er muggen, og nogle af journalisterne sidder ved mintgrønne afskallede borde, lavet af gamle køkkenskabe.

»I skal vide én ting om folkene her på Awene,« siger han.

»Vi laver den her slags journalistik, fordi vi elsker det. Stedet her er journalisternes andet hjem.«

Det skal tilsyneladende opfattes bogstaveligt. Under Dana Assaads kontorbord ligger en sammenrullet madras. Dana siger, at han arbejder cirka 15 timer om dagen, seks dage om ugen.

Journalisten.dk er taget til Irak for at undersøge, hvordan det står til med pressefriheden i et land, som blandt andet Danmark ville sætte fri med den militære invasion i 2003. Danmark begyndte at trække sig ud for snart fem år siden i 2007, fordi regeringen mente, at irakerne selv kunne overtage sikkerheden.

På 10 dage rejser vi rundt i den voldsramte hovedstad Bagdad og de kurdiske yderområder. Vi møder skræmte reportere, partipolitiske redaktører og unge bloggere, der er ved at udkonkurrere de etablerede medier.

Uafhængige irakiske medier har svære kår, selv om Vesten – herunder Danmark – for ni år siden væltede Saddam Hussein med demokrati som erklæret mål.

Irak har ifølge Reporters Without Borders været verdens farligste land for journalister at arbejde i de seneste 10 år, og situationen er kun blevet værre, efter at amerikanerne trak sig ud i december. 90 procent af alle medier er partipolitiske.

Tallet kan undre, når man kigger på de irakiske medier i 2003 og 2004 efter Saddams fald. På rekordtid eksploderede antallet af medier fra fire statsejede til 300-400 nye, folkeskabte medier.

Irakerne havde et behov for at udtrykke sig efter 25 års åndenød. Det samme medieboom er sket i Libyen og Egypten, efter at landenes despoter blev fjernet.

Men kanalerne til at udtrykke sig og modtage fri information blev hurtigt lukket ned i Irak. De nye mediers økonomi kunne ikke løbe rundt i et land, hvor der hverken er tradition for annoncer eller abonnement.

På Awene kan ledelsen kun betale medarbejderne 17 kroner for en artikel – og det i et land, hvor almindelige forbrugsvarer koster godt det halve af danske.

Awenes chefredaktør, Asos Hardi, bliver betragtet som en frihedskæmpende helteskikkelse i Irak. På trods af overfald, fængselsstraf og bøder bliver den fysisk lille mand med det kraftige overskæg ved med at lave en kritisk avis.

»Der er virkelig brug for idealister som Asos Hardi. Men problemet er, at folk som ham ikke ved, hvordan de driver en forretning,« siger Osama al-Habahbeh, leder af Irak-programmet hos den danskbaserede organisation International Media Support, som Journalisten.dk interviewer i København.

Awene er i høj grad drevet af NGO og bistandsmidler. Irak er blevet dynget til med sponsorpenge, men de har ikke skabt et fundament for bæredygtige medier, forklarer Osama al-Habahbeh.

»Der er blevet kastet mange, mange penge efter opbygningen af de irakiske medier. Amerikanerne postede nok 500.000 millioner dinarer i irakiske medier, men hvad har de fået ud af det?« spørger han og besvarer selv det retoriske spørgsmål ved at løfte hånden i vejret og lade pegefingeren og tommelfingeren berøre hinanden i en lukket cirkel.

Osama al-Habahbeh kritiserer, hvordan de mange NGO’er er fløjet ind i Irak med paller af penge, har holdt journalistiske workshops for fremtidige journalister og så er fløjet ud igen.

»Pengene er blevet brugt på journalistisk træning af irakerne, men det hjælper jo ikke, hvis de trænede journalister ikke har nogen medier at gå til bagefter, og man ikke har bygget et retssamfund op omkring journalistikken.«

International Media Support har brugt mange af ressourcerne på at træne marketingfolk i at sælge annoncer til medier og til at træne cirka 20 advokater, som kan og vil føre sager for truede journalister.

»Det er ikke lige så “sexet” at træne reklamesælgere som at uddanne uafhængige journalister, men det kommer irakerne til størst gavn i længden,« mener Osama al-Habahbeh.

»For med en selvstændig forretningsmodel er medierne ikke afhængige af penge fra de politiske partier og dermed også en dikteret dagsorden.«