Sparekniven bliver stukket stadig dybere i Mecom-koncernen. Men stadig ikke dybt nok til at følge med faldende annonceindtægter.
Kurven begynder at flade ud, skriver Mecom i en regnskabsmeddelelse om nedgangen i annonceindtægterne. Men der skal gode øjne til for at se den udjævning. Nedgangen i dette halvårs første fire måneder var på 18 procent mod 22 procent samlet i første halvår.
Ser man isoleret på Danmark, hedder tallene henholdsvis 19 og 24 procent.
Med andre ord er det stadig rigtig trist at være annoncesælger i Berlingske Media.
Det dårlige marked tvinger Mecom til fortsat at svinge sparekniven, selv om den i forvejen bliver stukket ganske dybt. I de seneste fire måneder er omkostningerne således blevet reduceret med 11 procent mod 9 procent i første halvår. I alt har det i år givet koncernen en besparelse på 115 mio. pund.
Men besparelserne er altså ikke nok til at holde de faldende indtægter i skak. Derfor steg nettogælden også fra 379 til 425 mio. pund siden 30. juni 2009.
Mecom skriver dog i meddelelsen, at man forvente at kunne reducere gælden frem til årsskiftet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.