Opgaver og penge gør freelancere lykkelige. Faglige og sociale netværk betyder mindre. Det viser en ny undersøgelse, som Journalisten har fremlagt fortre tilfældigt udvalgte freelancere.

Penge er ikke alt. Men en ny undersøgelse om freelanceres arbejdsvilkår, psykiske arbejdsmiljø og trivsel kunne tyde på, at sorte tal på bundlinjen har stor indflydelse på, hvordan freelancere trives.

Jo lavere beskæftigelse, man har som freelancer, jo lavere bliver indtægten, og jo mere bekymret vil man typisk være.

Undersøgelsen, som er foretaget af Team Arbejdsliv og bestilt af FreelanceGruppen i Dansk Journalistforbund, viser, at omkring hver 10. freelancer har udtalte tegn på stress og oftere har depressive symptomer som manglende selvtillid og tristhed.

Tre tilfældigt udvalgte freelancere har sagt ja til at deltage i en rundbordssnak om, hvad der er afgørende for, om de befinder sig godt som herre i eget hus.

Undersøgelsen spørger blandt andet til, hvordan freelancerne har det med at skulle sælge sig selv og deres arbejde. Omkring hver femte freelancer i undersøgelsen oplever sælgerrollen som et decideret problem, og det ser ud til at være afgørende for deres psykiske trivsel, hvordan de har det med salgsarbejdet.

Pia Olsen, journalist: »Jeg kan lide den udfordring, det er, at jeg skal sælge. Jeg synes, det er sjovt, og tænker meget strategisk over, hvordan jeg kan gøre det.«

Helga Theilgaard, fotograf: »Jeg har heller ikke det store problem med det. Men jeg kan godt lide, hvis jeg kan samle salgsarbejdet over to-tre dage og på den måde systematisere det lidt.«

Jens Lohmann, journalist: »Folk, jeg kender, ved, hvad jeg kan, og jeg skal derfor ikke holde en stor salgstale, men bare fortælle om opgaven. Det sværeste er, når folk, jeg ikke kender, henvender sig, og jeg skal forhandle honorarer. Det gælder om at finde balancen mellem ikke at gå for højt op og heller ikke for langt ned.«

BEKYMRINGER OM, hvorvidt der er opgaver nok i fremtiden, fylder i tankerne hos 30 procent af freelancerne. Og der er en klar sammenhæng mellem få opgaver, lav indkomst og mange bekymringer.

Pia: »Det er en bevidst strategi fra min side ikke at bekymre mig. Jeg har valgt at fokusere på det, jeg kan og vil. Det giver alligevel ikke noget afkast at bekymre sig. Mærkeligt nok bekymrede jeg mig heller ikke ret meget i starten, men jeg var hele tiden på vej opad. Jeg tænker dog meget over ikke at placere for stor en del af min indtægt hos en enkelt kunde.«

Helga: »Jeg er bevidst om at holde mine hjul i gang. Hvis man i den grad bekymrer sig om, hvorvidt der er opgaver nok, er der ingen grund til at være freelancer. Men jeg bander da over det, hvis en opgave til 20-30.000 alligevel ikke bliver til noget.«

Jens: »Selvfølgelig bekymrer jeg mig over, om der er opgaver nok. Især hvis der er overtræk eller tæt på overtræk på kontoen, så stresser det. Det ligger i baghovedet og skaber spændinger. Jeg fik en hjerneblødning i april. Stress kan have været en medvirkende årsag, men jeg var også meget stresset, da jeg var fastansat.«

Inden vi er færdige med interviewet, bliver Pia nødt til at forlade selskabet. En vigtig kunde venter. Resten af spørgsmålene må vi tage over telefonen. Inden hun går, bytter de tre freelancere rutineret visitkort.

Om man arbejder alene som freelancer eller har nogen at tale med opgaverne om lader i undersøgelsen dog ikke til at spille nogen stor rolle for, hvordan man trives. Freelancere uden sparringspartnere har det tilsyneladende lige så godt som dem med mange samarbejdspartnere og faglige netværk.

Helga: »Det betyder sindssygt meget for mig, at jeg har nogen at tale med mit arbejde om. Jeg ville ikke kunne fungere uden at have den sparring. Min mand er en god sparringspartner, og så er jeg medlem af et professionelt netværk og har også tre-fire stykker fra studietiden, som jeg taler arbejde med. Kommercielle opgaver løser jeg primært alene, men jeg er blevet klog af skade og bedre til at få folk med på mine egne projekter til for eksempel at fundraise.«

Jens: »For mig betyder det også meget at have nogen at vende arbejdet med. Især hjemmefronten er vigtig. Det er ikke noget formaliseret netværk. Det handler om at have nogen, der kan lytte kvalificeret og stille de rigtige spørgsmål. Min kone er rigtig god, og så har jeg mine venner og kollegaer. Det skal selvfølgelig være sådan, at vi bruger hinanden gensidigt. Jeg har ikke nogen, jeg decideret samarbejder med. Jeg er nok lidt af en Lucky Luke type, der har brug for ro til at arbejde.«

Pia: »Det betyder alt for mig, at jeg er med i et kontorfællesskab. Det holder mig på dupperne, og det gør, at vi får større opgaver, som vi løser sammen. Man kan ikke sidde som eneste journalist og lave et helt blad, uden at det bliver for kedeligt. Ens idéer bliver skarpere af, at der er nogen, der stiller kritiske spørgsmål, og det er en stor fordel, at vi kan hjælpe hinanden med kilder og cases. Jeg er en teamspiller og kan lide at løse opgaver sammen med andre.«

OM MAN OPLEVER MENING med sit arbejde og får anerkendelse er afgørende for, hvordan man har det. Oplevelsen af, om man bliver anerkendt, stiger med indkomsten. Freelancere ser ganske enkelt ud til at have det bedre, hvis det går godt økonomisk. Spørgsmålet er, om der er lighedstegn mellem kontant afregning og anerkendelse.

Pia: »Selvfølgelig er der lighedstegn mellem penge og anerkendelse. Hvis jeg oplever, at redaktører ikke tager stilling til, hvor lang tid en artikel har taget at lave, så mister jeg også min rimelighedsfornemmelse og kræver det beløb, jeg kan slippe af sted med. Hvis jeg derimod oplever, at en redaktør kan forholde sig til indholdet i artiklen, er jeg også mere villig til at tage mindre for en artikel, der har taget to timer at lave, fordi jeg ved, at han også ville betale mere, hvis den havde taget længere tid.

Helga: »Jeg kan ikke frasige mig, at jeg laver rugbrødsarbejde for at få smør på brødet. Men det handler om at sætte grænserne og finde ud af med sig selv, hvad man gerne vil lave. Kombinationen af kommercielle opgaver og egne projekter giver mening for mig.«

Jens: »Jeg oplever stor mening med det, jeg laver, for jeg har selv valgt min niche. Hvis anerkendelse skulle være direkte proportional med penge, får jeg ikke meget anerkendelse. Honorarerne på de store medier er langt under, hvad de burde være.«

Pia: »Jeg oplever også en tendens til, at redaktører ikke er meget for at rose artikler, for så frygter de bare, at det koster mere. Jeg håber virkelig, at de er bedre til at rose deres fastansatte medarbejdere.«

NÆSTEN SEKS UD AF 10 freelancere oplever, at det kræver stor selvdisciplin at styre sin arbejdstid i hverdagen. Omkring hver femte freelancer oplever i høj grad en konflikt mellem arbejdsliv og privatliv.

Pia: »Jeg synes, at jeg er blevet bedre til at styre min arbejdstid. I starten arbejdede jeg ud over det hele og gik først fra kontoret ved 21-tiden. Det handlede også om, at der var meget begejstring forbundet med at starte op. Til at begynde med havde jeg ikke en eneste kunde, så det var også af nød, at jeg arbejdede så meget. I dag har jeg ikke computer derhjemme. Jeg har en bærbar, som jeg kan tage med frem og tilbage, men det er meget sjældent, jeg gør det. Efter nogle år føler man sig mere sikker i sadlen. Men jeg tror også, at det tog mig tre år at lære at sige nej til et job.«

Helga: »Og det tager tre dage med dårlig samvittighed bagefter, når man så endelig finder ud af at sige nej. Til at begynde med sagde jeg også ja, uanset hvad det var for en opgave.«

Pia: »Jeg har aldrig været fastansat. Da jeg startede op, havde jeg aldrig skrevet en artikel og skulle begynde helt forfra. I dag arbejder jeg alt mellem 20 og 50 timer om ugen. Hvis jeg har haft en travl periode, kan jeg godt tage det roligt lige efter. Faste arbejdstider er jeg ikke interesseret i. Hvis jeg har lyst til at sove længe, gør jeg det. Når man nu har alle bekymringerne som freelancer, gælder det om at udnytte fordelene. Men det er da helt klart gået ud over familien. Jeg har ikke haft tid til familie og kæreste. De første tre år blev alting forsømt.«

Helga: »I begyndelsen sad jeg hjemme og arbejdede. Da var grænserne meget flydende. Det var nemt at tjekke mails klokken 22. Efter jeg er flyttet i kontorfællesskab, er det blevet meget bedre. Jeg har en aftale med mig selv om, at jeg ikke tjekker mails, efter jeg har spist aftensmad. Det kan så godt være, at jeg spiser klokken 19 eller 21. Min mand er også freelancer og har stor forståelse for mit arbejde, men det gælder om at være gode til at skemalægge tid sammen.«

Jens: »Det er meget svært at styre arbejdstiden. Det er ikke sådan, at opgaverne kommer i en regelmæssig strøm. Hvis du spørger min familie, ville de sige, at jeg er dårlig til at styre tiden. Det stiller store krav til ens partner om tålmodighed og tolerance.« /

Helga Theilgaard (t.v.) 31 år, fotograf med eget firma, sidder i kontorfællesskab, løser opgaver for både små og store virksomheder, arbejder med visuel kommunikation og dokumentarisk reportage og laver egne projekter og udstillinger.

Pia Olsen, 40 år, freelancejournalist på kommunikationsbureauet Citat. Skriver alt fra lette damebladsartikler til artikler om ungdomsforskning. Er tilknyttet Center for Ungdomsforskning ved Learning Lab Denmark ved Danmarks Pædagogiske Universitet.

Jens Lohmann, 67 år, freelancejournalist. Specialist i Latinamerika og har skrevet bøger om både korruption og rejsebøger og har leveret artikler til dagblade og indslag til DR om både samfundsforhold og kultur.