Penge for nyheder på nettet skræmmer annoncørerne væk

Op til ni ud af ti læsere er flygtet fra engelske The Times, efter avisen har omlagt netudgaven til betalingsside. Nu smutter store annoncører også. »På nettet har vi mange andre muligheder,« lyder det.

Op til ni ud af ti læsere er flygtet fra engelske The Times, efter avisen har omlagt netudgaven til betalingsside. Nu smutter store annoncører også. »På nettet har vi mange andre muligheder,« lyder det.

Det har skabt stor debat i mediebranchen, at blandt andet den engelske avis The Times har indført en såkaldt 'paywall' på sit site. Læserne skal nu betale for at se nyhederne.

Det er den 79-årige mediemogul Rupert Murdoch, der står fadder til tanken, der både er blevet kaldt redningen for kvalitetsjournalistik på nettet – og det stik modsatte.

Nu er der gået to måneder, og The Times' paywall har fået direkte konsekvenser i forhold til annoncekronerne på nettet. Når der er færre læsere, smutter annoncørerne. Det skriver Independent.co.uk.

Det fortæller Rob Lynam, der er 'head of press trading' i det store mediebureau MEC – og dermed hovedansvarlig for køb af annoncer på eksempelvis netaviser. MEC har blandt andre mobilfirmaet Orange og parfumeproducenten Chanel som kunder.

»Vi annoncerer simpelthen ikke på det (sitet, red.). Hvis der ingen trafik er, så er der ingen pointe i at annoncere,« siger han.

Ifølge Rob Lynam har kilder internt i News International, Murdochs mediemastodont, fortalt, at 90 procent af læserne har forladt Times.co.uk, efter at det er blevet en betalingsside. Ifølge paidContent:UK er det dog blot halvdelen af læserne, der er forsvundet.

Rob Lynam advarer aviserne om, at der er et meget større udvalg for annoncørerne på nettet end i den trykte presse.

»På nettet har vi langt flere muligheder end blot avisernes hjemmesider – det er faktisk ikke noget stort tab for nogen. Hvis vi overvejer at bruge nogle netaviser, så er The Times bare ikke med i vores overvejelser,« siger han.

Adgang til The Times' netavis koster ét pund for en dag og to pund for en uge.

0 Kommentarer