Pelsdyravlere melder TV 2 til Pressenævnet

 TV 2 fortsætter bevidst løgn og vildledning, mener pelsdyravlerforeningen i Danmark, efter TV 2-programmet Operation X i aftes sendte endnu et program om dårlige forhold på danske minkfarme. Nu melder avlerne TV 2 til Pressenævnet.

 TV 2 fortsætter bevidst løgn og vildledning, mener pelsdyravlerforeningen i Danmark, efter TV 2-programmet Operation X i aftes sendte endnu et program om dårlige forhold på danske minkfarme. Nu melder avlerne TV 2 til Pressenævnet.

Nu angriber den danske minkavlerforening igen TV 2 og programmet Operation X. Men denne gang går de til Pressenævnet med sagen.

Det sker, fordi Operation X i aftes lavede et opfølgningsprogram, hvor de ville undersøge, hvordan det var gået efter tidligere afsløringer – og i går vendte de tilbage til de minkfarme, som de tilbage i april 2010 granskede.

Redaktionen gik også i aftes til modangreb på Dansk Pelsdyravlerforening, der efter sidste program indrykkede annoncer, hvori de beskyldte Operation X for at lyve. Det førte til en større diskussion mellem de to parter, og dengang krævede Dansk Pelsdyravlerforening et fogedforbud imod, at TV 2 kunne vise Operation X-programmet om minkavl. Det blev afvist.

Til forskel fra sidste gang går pelsdyravlerne nu til Pressenævnet med sagen. De mener, at TV 2 manipulerer med den danske befolkning og forsøger at skabe et dårligt indtryk af dansk minkavl.

Blandt andet hævder foreningen i en pressemeddelelse, at de på forhånd har forelagt redaktionen beviser for, at flere af deres påstande ikke holder stik.

»Ikke desto mindre fortsætter TV 2 med bevidst løgn og vildledning i programmet Operation X, for at retfærdiggøre den oprindelige udsendelse,« skriver pelsdyravlerforeningen.

De beskylder Operation X-redaktionen for at hævde på falsk grundlag, at politiet har brugt de tidligere optagelser i efterforskning af vanrøgt, og de beskylder redaktionen for mod bedre vidende at fastholde, at der er foregået omfattende dyremishandling på danske minkfarme.

Journalisten.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den ansvarlige TV 2-redaktør. 

0 Kommentarer