Computer Assisted Reporting er ikke længere forbeholdt flermåneders projekter.
Mange amerikanske journalister bruger regneark, databaser og onlinesøgninger i det daglige.

»Nice ass!«
Washington-reporter Alan Schlein var rystet. Han havde haft et helt andet billede af kvinden, der valgte at indlede snakken med at komplimentere hans bagdel. De havde mødt hinanden gennem online dating på computerskærmen. Men nu var skærmen slukket til fordel for en hyggelig ‘unplugged' aften.
Mødet levede ikke op til forventningerne. Men i det mindste havde Alan Schlein fået nyt materiale til sin artikel om, hvad man skal gøre, og hvad man absolut ikke skal gøre, hvis man – som seks millioner andre mennesker – bruger Internettet til at skaffe sig en online-date.
Alan Schlein er selvstændig og har undervist hundredevis af journalister i online-journalistik. Han var også med, da 420 mediefolk i begyndelsen af marts mødte op i Indianapolis i midtvesten, hvor den amerikanske forening for undersøgende journalistik, IRE, og foreningens Institute for Computer Assisted Reporting, NICAR, havde indkaldt til en fire dage lang konference. Og selv om hans artikel om digitale stævnemøder ikke var typisk for de hundredevis af historier og artikelideer, der blev drøftet, var den et godt eksempel på den spændvidde, der efterhånden er kommet i den computerstøttede journalistik.
»Der er sket meget siden NICAR's første konference for otte år siden her i Indianapolis, fortæller IRE's leder Brant Houston.
»Dengang var pc'en en luksus, og computer assisted reporting kun et rygte.«
De ambitiøse projekter, der forudsætter måneders research og ofte involverer databaser med hundredetusinder af oplysninger, vækker i dag som dengang mest opsigt. Sjusk med transplantationsorganer (The Plain Dealer), politibetjentes misbrug af overtidsbetaling (Miami Herald) eller dybt kritisable forhold på militærhospitaler (Dayton Daily News) er bare tre eksempler på de store og grundige projekter, der aldrig ville kunne laves uden computerens evne til at analysere et ellers helt uoverskueligt materiale. Dertil kommer bunkevis af kvalitetsundersøgelser af skolers undervisning. Et emne, der er populært i USA.
Men til forskel fra 1990 bruger flere og flere medier i dag CAR-værktøjer (især Internet, regneark og databaseprogrammer) i den daglige dækning af hverdagsagtige stofområder som for eksempel erhverv, sundhed eller miljø – og et stigende antal nyhedsjournalister tager værktøjet i brug, når de skal lave hurtige historier op mod en deadline.

Vær beredt
Men grundighed er stadig en forudsætning, understreger Christopher Callahan, der underviser i journalistik ved University of Maryland.
»Mange journalister kommer på Internettet, men forlader det igen frustrerede. Selvfølgelig skal man ikke surfe ved deadline. Da skal man gå til de steder, man kender godt i forvejen,« siger han.
»Brug nogle minutter hver dag på at tjekke Internettet. Find nye steder, der har med dit stofområde at gøre og hold dig opdateret på de sider, der skifter hyppigt,« lød et ofte gentaget råd på konferencen.
»Lær først og fremmest et par af de gode søgemaskiner at kende. Og jeg mener: Lær dem rigtigt godt at kende, så du kan søge præcist og finde lige netop de dokumenter, du er ude efter,« siger Heather Newman, CAR-specialist på Detroit Free Press.
Et godt begynder-råd er at starte i det små – og at lære sig værktøjerne, mens man laver den slags journalistik, man plejer.
Det råd har John Kelly fra The Shelbyville News taget ved lære af. Da han kom hjem fra en lignende konference sidste år, skaffede han de seneste fem års budgetter fra det amt, som avisen i forvejen dækker. De fleste papirer lå allerede i avisens arkivskabe. Men ved at taste tallene ind i et regneark og analysere dem, fandt John Kelly hurtigt nye vinkler – blandt andet havde amtets økonomiafdeling lavet en grov regnefejl og krævet 639.000 dollars ind i unødvendige skatter. Ingen andre havde opdaget fejlen.
»Hvad vi gjorde, er i virkeligheden så elementært, men næsten ingen gør det,« siger John Kelly.

Tjek tallene
Et forsigtigt råd lyder dog fra Neil Reisner, CAR-specialist ved The Miami Herald:
»Fald ikke på halen. Glem ikke den kritiske sans. Hvis de tal, du får ud af et regneark, får dig til at gispe, så regn efter en ekstra gang – for så er tallene sikkert forkerte.«
Et hold journalister på Philadelphia Inquirer blev pludselig nødt til at lære at bruge regneark, da de i juli sidste år begik en større bommert, fordi de ikke kunne gennemskue myndighedernes tal. Naturligvis var det en klar forsidehistorie, at kriminaliteten pludselig var faldet med hele 17 procent i det tæt bebyggede Delaware County. Avisen overså blot, at statistikken kun så positiv ud, fordi oplysningerne fra den næstmest kriminalitetsplagede by i Delaware County manglede i det materiale, avisen havde fået fra staten.
For at redde æren kastede avisen sig ud i et større opklaringsarbejde. Fem års kriminalitets-oplysninger fra 255 større og mindre byområder blev manuelt skrevet ind i et regneark. Da journalisterne blev opmærksomme på, at de befolkningstal, politiet brugte til at måle kriminaliteten pr. indbygger med, også var forkerte, måtte også disse skaffes manuelt og indtastes. Endelig blev over 100 politichefer interviewet for at få sat forklaringer på tallene.
Resultatet, der blev trykt den 28. september 97, satte en række ting på plads. Beboerne behøvede ikke føle sig utrygge ved at gå på gaden, men de burde huske at tage bilnøglerne med sig, når de parkerede – reelt var indbrud og tyverier i området en langt større trussel end for eksempel voldsforbrydelser.
Ud over detaljerede historier – område for område – var avisens udbytte en solid database, som journalisterne siden har hentet baggrundsoplysninger fra, når de for eksempel skal lave hurtige politihistorier op mod deadline, forklarer journalist Jere Downs fra avisen.

CAR-veteran

»En journalist, der ikke kan bruge computere, vil i fremtiden kunne sammenlignes med en analfabet,« siger én af de amerikanske ‘veteraner' inden for computer-støttet journalistik.

Af Tommy Kaas

Fire måneder tog forarbejdet til en serie artikler om uopklarede drab på amerikanske kvinder, men så kunne journalist Michael J. Berens fra The Columbus Dispatch i Ohio til gengæld også afsløre, at en uopdaget seriemorder måtte være på færde.
»Ved at analysere alle oplysninger om drabene på min computer fandt jeg blandt andet ni identiske drab fordelt på fem stater. Der var et klart mønster i omstændighederne. Blandt andet var alle prostituerede, der arbejdede på truck-stops. De tre var endda bortført fra samme parkeringsplads, men i forskellige år.
FBI måtte erkende, at Berens havde ret, og nedsatte en specialgruppe. Otte år efter artiklerne blev trykt, eksisterer gruppen stadig – men morderen er aldrig fundet.
Mike Berens er kun 38 år, men hvad angår computer assisted reporting er han veteran. Han har været med, siden de første personlige computere kom frem og skrev allerede i 1983 om mulighederne for hacking. Først i 1988 tog han hul på det egentlige analysearbejde, da han fik et tip om, at en del politibetjente ejede huse, hvor der foregik narkohandel og prostitution. Berens oprettede sin egen database over alle ejendommene i området og skrev en artikelserie om korruption i det lokale politi.
Senere er det blandt andet blevet til artikelserier om de fattiges skæbne i retssystemet og om misbrug af mindreårige indsatte. Han har kortlagt, hvordan politiet systematisk nægter at give erstatning, når de har påkørt privatbiler, og dokumenteret, hvordan visse spritbilister har fået lov til at betale sig ud af kniben.
Fra 1989 fungerede han som projektmedarbejder, men sidste år blev han headhuntet til Chicago Tribune, hvor han nu – ud over at holde fast i sine egne store projekter – prøver at motivere flere end de nuværende 10-12 journalister til at bruge mulighederne i computeren. I alt er der ansat ca. 600 i redaktionen, men ikke alle er lige motiverede for at lære nyt.
»Det svære er ikke computeren i sig selv. Et regneark som Excel kan man i princippet lære at bruge på en halv time. Men resten er svært,« erkender Mike Berens.
»Computer assisted reporting gør i virkeligheden det hele langsommere og mere besværligt, men den ligger en ny dimension ind i det journalistiske arbejde. Og målet er selvfølgelig, at man skal kunne læse historierne uden at vide, at der har været computere involveret. Men vi kommer ikke uden om dem. En journalist, der ikke kan bruge computere, vil i fremtiden kunne sammenlignes med en analfabet.«