»Åbenbart er det indlysende, at apotekere bliver slatne slaskedukker uden uvildighed, når de havner i lommerne på gavegivere – mens det åbenbart ikke er lige så indlysende, når journalister bespises.«

‘PBX’ stod der på de særdeles vinøse bilag, Peter Brixtofte skrev under på efter en lang arbejdsdag med at sænke skatten i Farum – og som han sidenhen har haft vanskeligt ved at se det forkerte i. Det gik også galt for Willy Strube, der i mange år forhandlede bedre løn hjem til SIDerne. Hvorfor?

Vi har en teori. De to arbejdede i mange år i tillidshverv for skatteydere og lønmodtagere. Vores teori går ud på, at mennesker, der arbejder i den gode sags tjeneste, risikerer at udvikle en så urokkelig selvopfattelse af at tilhøre »det gode hold«, at selv handlinger på den åbenlyst forkerte side af stregen i deres egen opfattelse forbliver bagateller – man kunne kalde det PBX-syndromet.

Historien er rig på eksempler på politikere, præster og pampere med en blind vinkel for pletter på eget tøj. At arbejde i idealisme-business virker som vidundervaskemidlet Vanish på moralsk smuds. En flaske god vin serveret på den forkerte side af stregen pletter ikke, når man alt-i-alt er borgerne en god mand. PBX-syndromet er en erhvervsrisiko for folk i idealistiske fag.

Kan det tænkes, at pressen også lider af PBX-syndromet? Vi – de overgode – magtens, moralens og etikkens vogtere?

En af udsendelserne i »Den Halve Sandhed« handlede om pressen. Vi var faldet over en blind vinkel: Flere aviser havde skrevet kritiske artikler om læger og apotekeres modtagelse af gaver og middage fra leverandører – og vi undrede os over, at det åbenbart er indlysende, at apotekere bliver slatne slaskedukker uden uvildighed, når de havner i lommerne på gavegivere – mens det åbenbart ikke er lige så indlysende, når journalister bespises. Journalisterne kommer i hvert fald ikke på forsiden.

Det tog os mindre end en time at finde en stribe store danske virksomheder, der fortalte, hvordan de trakterer journalister: Billetter til fodboldlandskampe, lerdueskydning med efterfølgende middag, bowling-arrangementer, kapsejlads og lignende kulturelle arrangementer – nogle til en pris af op til 2.000 kroner per journalist. Men så giver arrangementerne og bespisningen også virksomhederne lejlighed til at få et tættere og mere fortroligt forhold til de journalister, de (med virksomhedernes egne ord) »arbejder sammen med«. Stort set alle de større medier stod på bordkortene, og vi blev præsenteret for begreber som »tak-for-mad-artikler« og »redaktør-middage«.

Vi konfronterede så nogle redaktører – der til vores naive overraskelse ikke fandt noget forkert i landskamp-billetter eller middage. De fandt, at arrangementerne var af bagatelagtig karakter – og at de på ingen måde påvirkede den journalistiske dækning af virksomhederne.

Nogle af dansk erhvervslivs bedst lønnede hoveder hælder altså penge ud af vinduet, når de tror, at de kan påvirke mediedækningen af virksomheden. Underligt, at de så fortsætter år efter år.

Det, der overrasker os, er fagets egen tiltro til, at selvfølgelige sammenhænge, vi ser hos andre mennesker, åbenbart ikke gælder for journalister.

Når en journalist med kniv og gaffel og pen i brystlommen går til et arrangement til en værdi af op til 2.000 kroner per snude, så korrumperer det åbenbart ikke. Heller ikke selv om det er mere end kuvertprisen ved den middag, der bragte en række ørelæger på forsiden af Ekstra Bladet.

Konklusionen må altså være, at apotekere og læger og formentlig alle andre faggrupper selvfølgelig falder i – men ikke journalister. Nej, no, nada – og Vanish.
Kan det være PBX-syndromet, der melder sig?

Faktisk har lægernes og apotekernes faglige organisationer taget kritikken alvorligt og skærpet de etiske regler. Det ville være dejligt, hvis Journalistforbundet blev inspireret. Kniv og gaffel hører ikke til de journalistiske værktøjer.

*  Jeppe Gaardboe og René Fredensborg er journalister og tilrettelæggere af DR2s dokusatire »Den Halve Sandhed«.