Medier og spin er temaet i en ny satirisk roman fra Paula Larrain, som udkommer om en måned på Rosinante.
Bogen er blot en ud af tre nye planlagte bøger fra den tidligere studievært og konservative folketingskandidat, som i øjeblikket er fast klummeskribent på Ekstra Bladet.
I den nye bog med titlen "Uden for citat" sætter Paula Larrain fokus på, hvor overfladisk dansk politik er blevet og ikke mindst, hvor gennemsyret det hele er af spin. Det er en roman om spillet omkring det politiske system.
Som det hedder i foromtalen:
"Mikkelsen er tæt på magten. Han har gjort lynkarriere og er pressechef for en af regeringens ministre. Sikker på sig selv og på sit netværk styrer han sig igennem medielandskabet lige til den dag, han bliver sat skak af Bingo – en gammel halvt afdanket journalist fra Ekstra Bladet.
Da Bingo truer med at afsløre Mikkelsens minister, må pressechefen ud i hæsblæsende manøvrer for at bevare den rette overflade. Det er spin i verdensklasse og Mikkelsen tilsidesætter alt for ikke at falde over sine egne snubletråde."
Der er tale om den første roman fra Paula Larrains hånd, men hun har tidligere udgivet bogen "I morgen skal vi hjem", der er hendes personlige historie om at komme fra Chile til Danmark, integration, succes og sammenbrud og om længslen efter det land, man har forladt, og som aldrig vil være det samme at vende tilbage til.
Siden sidste sommer har Paula Larrain i øvrigt drevet pr- og kommunikationsvirksomheden, Larrain Consult, der blandt andet står for medietræning og konsulentopgaver. Senest har hun tillige valgt at blogge på Journalisten.dk.
4