Hvorfor kom du ind i mediebranchen?

”Det startede i 1986, da en kammerat ringede og spurgte, om jeg ville hjælpe lidt til på en avis i Taastrup. I de næste 15 år arbejdede jeg som fotograf, typograf og sælger på forskellige lokalaviser på Sjælland.
En dag i 2000 sagde jeg op. Jeg var næsten lige blevet skilt, havde tjent nogle penge på et hus, og nu ville jeg prøve noget nyt. Så jeg og en ven lavede et webbureau. Jeg var sikker på, at fremtiden lå i programmering, så det ville vi tjene penge på.”

Det var tidligt?

”For tidligt. Drømmen var at lave et system, så alle kunne bygge egne hjemmesider i stedet for at hyre dyre folk til det. Det lykkedes ikke. Men jeg fik da brugt alle de penge, jeg havde tjent på huset. For at tjene penge ved siden af hjalp jeg fotografen på Hillerød Posten. En dag ringede han. Han havde fundet en kæreste på Tenerife, så han spurgte, om jeg ville overtage jobbet. Pludselig var jeg autodidakt fuldtidsfotograf. En dag trak chefen fra lokalavisen i Frederikssund mig til side. Han havde tanker om at starte en konkurrerende lokalavis sammen med mig. Han fandt investorerne, og i 2004 søsatte vi Fjordbyerne i Frederikssund.”

Så I gik i aviskrig mod jeres kolleger?

”Ja. Kommunesammenlægningen havde gjort Frederikssund til en kæmpe kommune, og dansk økonomi var på vej op.”

Hvorfor sagde du ja?

”Jeg tror, det hænger sammen med min barndom. Jeg er vokset op med syv søskende i et usædvanligt langt hus i Lejre (min far byggede til, når der kom et barn mere). Han var opfinder, og det vigtigste, han plantede i sine børn, var, at alt kan lade sig gøre. Du skal bare gøre det ordentligt.”

Hvordan gik det med avisen?

”Det gik godt. Det gik faktisk så godt, at da jeg efter 10 måneder holdt ferie på Tenerife, så ringede telefonen. Det var min makker Michael, som lige havde talt med en fra Søndagsavisen. De troede på os og ville gerne investere en helvedes masse penge i os. Vi blev en brik i aviskrigen. Det næste år startede vi to aviser mere. Så kom finanskrisen i 2009. Vi blødte, og de høje herrer ville have borgfred. Vi solgte det hele til konkurrenterne.”

I 2015 startede du igen en ny avis i Roskilde: Paperboy. Hvorfor?

”Efter fem år kunne jeg mærke, at jeg skulle lave mit eget igen, hvor jeg kunne realisere mine idéer. Jeg ville helst ikke konkurrere med kollegerne igen, så jeg ville lave en lokalavis ligesom Metroxpress, som man kunne samle op rundt omkring i Roskilde. Indholdet skulle være noget andet. Roskilde Avis er enormt stærk på det politiske stof, og folk får nyheder alle steder. Paperboy fokuserer på noget andet. Det kan være en sjov historie om den lokale mand, der har cyklet jorden rundt, eller ildsjælen, som får en pris efter 40 år som håndboldtræner. Vi har også nyheder, men så skal de være helt lokale. En god forside kunne være den lokale vinkel på det, alle snakker om. Hvis alle medier taler om den nye skolereform, så har Paperboy den lokale rektor på forsiden.”

Gik det godt?

”Nej! Det var egentlig hjernedødt. Jeg havde mit hold 1. april 2015, og tre uger senere udkom vi første gang. Men allerede efter tre udgaver havde jeg kørt titusinder af aviser ud på forbrændingen. Ingen samlede avisen op. Løsningen blev at få Paperboy husstandsomdelt. Men så startede aviskrigen jo igen.”

Hvad virker i en lokalavis?

”Jeg forstår godt, at mange journalister ikke gider skrive om nye butikker, der åbner. Men jeg kan se, at det er den slags historier, der eksploderer på Facebook. Så kan vi have en dybdeborende reportage om en bolighaj, hvor vi har hørt fra alle parter. Det gider folk ikke læse.”

Kan du udelukke, at du kommer til at starte en avis igen?

”Ja. Det er så benhårdt, at det kommer jeg aldrig til igen. Jeg har startet min sidste avis.”

Hvad er lokalavisernes største udfordring?

”Faldende omsætning og faldende annoncepriser på print. Det betyder, at man bliver færre og færre til at lave avis.”

Hvad er løsningen?

”Tænk i behov i stedet for at lave det, du plejer. Vi sælger jo markedsføring, når vi laver avis. Hvis annoncøren pludselig vil lægge 50 procent af markedsføringsbudgettet digitalt, så skal mediehuset også kunne løfte den opgave. Ellers lægger de pengene andre steder. Det er jo ikke, fordi folk ikke har penge. De har masser af penge, håndværkerne har aldrig haft så travlt som nu. Men vi skal som mediehuse finde det behov, annoncørerne gider betale for.”

Foto: Sofie Busk