Patientforeninger skal ud af mørket

Sundhedsminister Astrid Krag vil tvinge patientforeninger til at offentliggøre, hvorfra de henter deres økonomiske støtte. Det skal være sværere for private interesser skjult at bruge patientforeninger som talerør, uden at politikerne, befolkningen eller medier fatter mistanke

Patientforeninger skal tvinges til at oplyse, hvem de får økonomisk støtte fra, siger sundhedsminister Astrid Krag (SF).

Forslaget kommer i forbindelse med en række anbefalinger, som Sundhedsministeriet netop har sendt i høring, skriver netavisen altinget.dk.

Journalisten.dk har tidligere beskrevet, hvordan patientforeninger bl.a. "flyver under dække" og misbruger navnesammenblanding til at komme i medierne.

»Langt størstedelen af patientforeningerne har jo intet at skjule, så for dem er gennemskuelighed intet problem. Men de brancher, hvor man forsøger at fremme industri-interesser ved at skubbe patientforeninger foran sig, vil få sværere ved det i fremtiden,« siger Astrid Krag til altinget.dk.

Et helt aktuelt tilfælde er afsløringen af Copenhagen Health Networks skjulte forbindelse til PR-firmaet Waterfront.

Danske Patienter, der er paraplyorganisation for 17 af de største patientforeninger i Danmark, mener ifølge altinget.dk, at det er oplagt at stille krav til patientforeninger om at oplyse om støtte fra industrien.

»Der må aldrig være tvivl om, at patientforeningerne arbejder for patienternes sag. Derfor er det helt naturligt, at der er åbenhed om samarbejdet med industrien,« siger Danske Patienters direktør, Morten Freil, til altinget.dk.

 

 

0 Kommentarer