Patient og græsrod

 Familiefar. Skleroseramt. Patientens kamp for lindring. Sådan blev hashforkæmper fremstillet på tv.

 

Familiefar. Skleroseramt. Patientens kamp for lindring. Sådan blev hashforkæmper fremstillet på tv.

TV 2 Nyhederne kunne mandag den 28. januar fortælle historien om sklerosepatienten Peder Svendsen. Den 30-årige Peder Svendsen har i en årrække kæmpet for retten til at ryge hash for at dæmpe symptomerne af sin sygdom. Peder Svendsen siger, at for ham er hash en medicin, der får hans dagligdag til at hænge sammen. Derfor ønsker han en pure frifindelse i en kommende retssag om besiddelse af 32 gram hash.

"Det giver mig energi til at tumle med min familie," fortalte Peder Svendsen på TV 2 Nyhederne. Her blev han omtalt som 30-årig familiefar fra Horsens.

Indslaget på TV 2 handlede om Peder Svendsens ønske om, at hash skal godkendes til medicinsk brug. Peder Svendsen blev ikke spurgt, om han ryger hash af andre grunde end de medicinske – heller ikke da han oplyste, at han ikke ønskede at få ordineret hash i pilleform.

Journalist på TV 2 Nyhederne Keld Vrå Andersen mener dog ikke, at det er et problem.

Du synes ikke, at du pynter på ham ved at kalde ham en 30-årig familiefar?

"Du mener, han altid har røget hash, og nu bruger han sklerose som begrundelse? Sådan opfattede jeg ham ikke. Han er oplagt en type, der har røget før. Det er derfor, han kender stoffet. Men han er ikke et gammelt hashvrag. Han har optrappet sit forbrug af medicinske grunde," siger Keld Vrå Andersen, der erkender, at "familiefar" er et positivt ladet ord.

"Men det er jo, hvad han er. Det er et kort ord for, at han har en familie med tre børn".

 

Aktiv på nettet
Hvad der ikke fremgår af dækningen i TV2 Nyhederne, TV Avisen, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten er, at Peder Svendsen i årevis har været en særdeles aktiv forkæmper for fri hash i Danmark. Han er blandt andet en af initiativtagerne til hjemmesiden http://www.hampnet.dk.

Over for JOURNALISTEN forklarer Peder Svendsen, at han fik konstateret sklerose som 27-årig, men at han har røget hash, siden han var 18 år. Han fortæller, at journalisterne især virkede glade for det menneskelige i hans historie. Andre ting fandt de mindre vigtige.

"De gjorde mig opmærksom på, at jeg skulle tale om hashens medicinske virkning. Det var det, de interesserede sig for. De var ikke interesseret i, at det skulle frem, at jeg var aktiv på hampnet. Jeg ved egentlig ikke hvorfor."

Peder Svendsen fastholder, at hash er med til at holde hans symptomer nede. Men byretssagen handler ikke kun om hashens medicinske virkning. Det handler også om, at hash skal legaliseres.

"Jeg mener, det må være på tide, at vi får fri hash, og hvis jeg kan fremskynde processen, er det godt."

Keld Vrå Andersen har ikke ønsket at uddybe, hvorfor han ikke omtalte Peder Svendsens engagement i kampen for fri hash eller hjemmesiden hampnet.dk.

Efter de mange interview med pressen skrev Peder Svendsen samme aften på hampnet.dk:

"Der kommer indslag i nyhederne på DR og TV 2 i aften og i Ekstra Bladet i morgen. Jeg er sgu blevet træt efter i dag, så tiden er jo nok ved at være joint."

 

0 Kommentarer