Spindoktor Peter Arnfeldt afviser blankt Ekstra Bladets beskrivelse af, hvordan han skulle have forsøgt at plante historier om Helle Thorning-Schmidts private forhold
Skulle der være nogen, der tænker at det ligner Watergate, så er der i hvert fald én spøjs parallel: I Watergate centrerede en væsentlig del af skandalen sig om en 18 et halv minut lang båndoptagelse af Nixons samtaler, der var blevet slettet.
Skattesagskommissionen er foreløbig, efter andendagens afhøring, endt i påstand mod påstand. På den ene side siger Ekstra Bladets Jan Kjærgaard, at Peter Arnfeldt forsøgte at lække Helle Thorning-Schmidts private skatteoplysninger.
På den anden side afviser Peter Arnfeldt blankt, at det skulle være tilfældet.
Beviset er tilsyneladende destrueret. Jan Kjærgaard har forklaret, at han har slettet optagelser af samtalerne med Arnfeldt. I stedet har Kjærgaard fremlagt sine noter i sagen.
I sagen om spindoktor Peter Arnfeldts mulige forsøg på at lække oplysninger til Ekstra Bladet er der især fokus på tre meget lange telefonsamtaler, der fandt sted den 21. september 2010.
Ifølge Ekstra Bladets Jan Kjærgaard skete samtalerne i forbindelse med en forhandling om, hvordan Peter Arnfeldt kunne give Ekstra Bladet indsigt i SKAT's afgørelse i Helle Thorning-Schmidts skattesag.
Peter Arnfeldt siger i dag, at han ikke erindrer indholdet af samtalerne, men afviser at de forløb som Jan Kjærgaard har beskrevet det.
Der var en 29 minutter lang samtale?
"Jeg må gentage: Han taler meget, langt og længe. Jeg har i øvrigt aldrig spist en frokost eller været ude med Jan Kjærgaard nogen steder", siger Peter Arnfeldt.
Skattesagskommissionens udspørger Lars Kjeldsen refererer igen de notater, som journalist Jan Kjærgaard har afleveret til retten. Kjærgaard siger, at notaterne er "båndudskrifter", baseret på optagelser der nu er slettet af samtalerne med Arnfeldt.
Der er en samtale på 26 minutter. Efter den samme melodi i notaterne. Jeg går ud fra, at dit svar er, at det har I aldrig talt om?
"Det dokumenterer i hvert fald, at jeg er en meget tålmodig mand", siger Peter Arnfeldt.
Selv om Jan Kjærgaard taler meget længe så undrer det mig, at I har tre meget lange samtaler denne dag?
"Jeg kan garantere dig, at Jan Kjærgaard kan tale meget længe. Det kan godt være, at det virker en smule unormalt. Men jeg har ikke erindringer om nogle andre ting, vi skulle have talt om. Men han causerer jo også over "hvad betyder det, for det politiske landskab" og så videre. Det har bare ikke nogen relation til den konkrete skattesag."
Her bryder skattesagskommissionens formand Lars E. Andersen ind:
Det er femten minutter, 29 minutter og 26 minutter I har talt sammen. En time og ti minutter. På den samme dag. Og det siger du, det er ikke usædvanligt?
"Nej. I har måske set på tv, hvor vanskeligt det er at slippe af med Jan Kjærgaard", siger Peter Arnfeldt.
Peter Arnfeldt brugte onsdagens afhøring på igen og igen at afvise Ekstra Bladets påstande i sagen. Flere gange refererede Arnfeldt til, at der ikke eksisterer båndoptagelser, men alene håndskrevne notater, som Ekstra Bladets Jan Kjærgaard har fremlagt.
"Det er ikke sådan jeg taler. Det er underligt sprogbrug."
Så det er måske hele vejen igennem, at du ikke synes det er dit sprog?
"Det er det ja. Det er ikke sådan jeg taler."
vil du afvise, at du har sagt til Jan Kjærgaard at der er noget galt med den afgørelse.
"Pure! Det er underligt at skulle forholde sig til noget, der ikke eksisterer på skrift. Vi er også enige om, at det her ikke båndudskrift, det er Jan Kjærgaards noter," siger Peter Arnfeldt under afhøringen.
"Det er meget muligt, at der har været en kontakt, det er jeg helt sikker på, at der har været. For Jan Kjærgaard blev fuldstændig elektrisk, da Helle Thorning-Schmidt ikke vil fremlægge afgørelsen som hun tidligere har lovet. Jeg blev kimet ned. Men jeg kan ikke genkende hverken sprog eller indhold i de såkaldte noter, som han har gjort sig."
Har du nogle erindringer om, hvad der blev talt om?
Når Jan Kjærgaard ringer op på denne her måde med en historie, som han har. Så indleder han typisk med at tale om vind og vejr. Så siger han typisk: "kan man forestille sig" … og så holder han en meget, meget lang tale. Så spørger han, "hvad siger du?" Hvorfor har jeg så sådan en samtale med Jan Kjærgaard? Det er fordi det er utrolig givtigt, for han siger alt om hvad han har og hvad hans kilder siger. Jan Kjærgaard siger alt om alle. Og taler sikkert med andre om mig", siger Peter Arnfeldt.
Du ringede op til Kjærgaard og bebrejdede ham den artikel, at han lyttede for meget til Frode Holm. Han skulle ikke være sikker på, at Frode holm havde ret?
"Den samtale kender jeg intet til."
Du erindrer den ikke?
"Jeg afviser at den har fundet sted som den er beskrevet."
"Jan Kjærsgaards arbejdsmetode er, at han ringer op og fortæller, hvad han HAR skrevet. I håb om, at der falder noget fra. Det er hans arbejdsmetode."
Under afhøringen kom det frem, at Peter Arnfeldt ved et møde den 16. september 2010 modtog en kopi af afgørelsen i Helle Thorning-Schmidts skattesag. Peter Arnfeldt fik kopien, så han kunne forberede svar til skatteminister Troels Lund Poulsen i tilfælde af pressehenvendelser. Arnfeldt forklarede, at han makulerede sin kopi af afgørelsen dagen efter, den 17. september – efter at Helle Thorning-Schmidt valgte kun at offentliggøre de første tre linier af afgørelsen.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Helt enig. Det er værd at bruge lidt tid på. Jeg tvivler på, at it-chefen/ansatte i it-afdelingen i Skatteministeriet ønsker at dække over Mørkets Fyrste i det tilfælde, at han har løjet om it-problemer. Man bør ret nemt kunne finde ud af, om det er en plausibel forklaring, at arbejdsmailen ikke fungerede derhjemme.
Hvorfor er der ingen, der stiler spørgsmålstegn ved, at Arnfeldt angiveligt brugte sin private email, fordi han ikke kunne gå på arbejdsmail fra sin Mac?
Hvis folketinget og ministerierne bruger Exchange (mailserver til Windows), så kunne Arnfeldt snildt have brugt sin private Mac. Både Apple Mail, Entourage (Office 2008) og Outlook (Office 2011) kan koble sig til Exchange.
Derudover er der garanteret også en Outlook Webaccess, og dermed kunne Arnfeldt have logget sig på mail via Safari eller en hvilken som helst anden browser på Mac'en.
Det lugter af en dårlig undskyldning – oven i købet båret af uvidenhed om Mac, Windows og mailservere. De fleste i vores branche ved godt, at private mails er undtaget af aktindsigt, og det sandsynligvis er dét, som Arnfeldt ville undgå ved at sende arbejdsrelaterede mails fra sin Hotmail-adresse.
Kom i arbejdstøjet, kære nyhedsjournalister, og find ud af, om det virkelig kan passe, at Arnfeldt ikke kunne sende arbejdsmail fra sin Mac.
Hej
Tak - du har en god pointe. Nyhedsvinklingen og den sparsomme rubrikplads gør blandt andet, at vi ikke altid får de nødvendige markører med i lanceringerne. Kjærgaard: xxx. Arnfeldt: xxx. Det skal vi blive bedre til.
mange venlige hilsner
Hurra, hvor det går, for det blad, der burde vise os alle sammen, hvordan journalistisk skal laves, når det er renest, mest ordentligt og lige efter bogen.
Tre artikler om skattesag i går - og to rubrikker og en underrubrik, der ophøjer et udokumenterbart udsagt (og nej, det var ikke i citationstegn) til sandhed. Godt gået, fagblad.
"Arnfeldt tilbød Kjærgaard at se dele af Thornings skatteafgørelse" hedder den første. Øh, det er en påstand. Den er udokumenteret. Men journalisten.dk rubrikker på den, som var det sandheden.
"Jan Kjærgaard har båndudskrifter af samtaler med Peter Arnfeldt" hedder nummer to. Øh, igen. Det er en påstand. Jan Kjærgaard siger, at han har båndudskrifter, men som Eva Smith var inde på i flere medier i går, så beviser det ikke en dyt. Alligevel ophøjer journalisten.dk det til sandhed i rubrikken.
"Hvilken værdi har en båndudskrift? Ekstra Bladets Jan Kjærgaard optog seks samtaler med spindoktor Peter Arnfeldt. Men han slettede optagelserne, da Ekstra Bladet droppede historien om Helles skatteforhold. Nu har han kun båndudskrifterne" hedder nummer tre. Igen igen igen: Underrubrik ophøjer udokumenterede påstande (påstand 1: han optog seks samtaler. påstand 2: ups, de blev slettet. påstand 3: han har båndudskrifter) til sandhed. Ingen af disse udsagn kan dokumenteres.
Jeg synes, at det er langt under niveau, at journalisten.dk ikke kan finde ud af at skyde de relevante forbehold ind, hvor de hører hjemme - ord som 'hævder', 'påstår', 'bedyrer' burde strøs ud i disse tre artikler i stort omfang. I stedet glimrer de ved sit fravær. Har journalisten.dk ingen kritisk sans? Bliver ting sandt, bare fordi Kjærgaard hævder, at sådan er det? Åbenbart.
Suk!