NETVÆRK. Jeg må lige have noget på det rene. Ingen synes, det er i orden, at en journalist interviewer en direktør for et firma, hvor journalisten ejer aktier, vel? Troværdigheden er væk, når læserne kan tvivle på journalistens motiver. Hvordan kan det så være i orden, at en journalist interviewer en direktør, som journalisten selv har aktier i?
Hvordan kan det nogensinde blive acceptabelt at bede en kilde om at blive en del af ens netværk, som det gøres af Susanne Hoeck ifølge interviewet med hende i Journalisten nummer 3?
Da er grænsen overskredet. Da har man sået tvivl om sine motiver. Da er det muligt, at man filtrerer viden, alt efter om det vil skade ens eget forhold til kilden. Måske vil han/hun ikke hjælpe med at skaffe et nyt job? Eller bruge tid på mentoring, coaching eller andet?
Så længe vi er journalister, og de er kilder, er rollerne klare. Så kan vi kildepleje, så meget vi vil.
Men netværker vi, skrider rollerne.
Som journalister er vi kun troværdige, så længe vi kan tros på. Vi skal derfor overholde visse regler – blandt andet den om interesseklarhed, vi som stand ellers gerne klandrer andre for at overtræde.
Jeg er ikke så blåøjet, at jeg ikke ved, at mændene har mestret networking til perfektion i årevis. Det er blandt andet derfor, at journalister får job på den anden side af virksomhedernes skriveborde, så at sige.
Så måske burde vi kvinder bare klø på og skabe et parallelt netværk, der kan sikre Kylle, Pylle og Rylle, som de har sikret Rip, Rap og Rup?
Nej, det skal vi ikke, hverken for vores egen eller branchens skyld.
Netværk sikrer nemlig ikke, at de dygtigste kommer frem. De giver ikke det miks af medarbejdere, som alle ledelsesmæssigt og økonomisk kyndige ved giver det bedste resultat, både hvad angår penge og produkt.
Netværk sikrer dem, der er bedst til at netværke. Dem, der gider sidde og bekræfte hinanden i, at tiden brugt sammen er bedre brugt end tid med mennesker, der er anderledes, måske endda mærkelige, kritisk tænkende og den slags.
Jeg ved godt, jeg nu aldrig kommer med i de rette netværk. Det er sikkert synd for mig. Det modsatte ville nu være værre. For mig og mit indre kompas. Og da især for læserne. /
Charlotte Rørth, journalist, NORDJYSKE Medier
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.