KILDEKRITIK. Overskrifterne: "Afdragsfrihed koster intet" og "Tag en bid af friværdien" lyder som skøn fortidsmusik, fra dengang boligpriserne i Danmark kun gik opad.
Men sådan er det ikke. Budskaberne er sakset fra Berlingske Tidende og Jyllands-Posten i november-december 2007, og altså dermed cirka et år efter at boligpriserne toppede og begyndte at vende fra et historisk højt niveau i 2006.
Budskaberne er afsendt af en bank- og realkreditsektor, som lever af at sælge lån til boligejerne, og de kommer i en – set fra sektorens synspunkt – meget fordelagtig indpakning, nemlig uafhængig journalistik.
Troværdigheden fås ikke bedre, når journalisten skriver: "Det viser beregninger, som Handelsbanken har lavet for Business.dk." Og man kan næsten ikke have andet end sympati med den realkreditøkonom, som til Jyllands-Posten siger, at: "Vi synes, det er vigtigt, at de ældre husker, at boligformuen kan aktiveres, når økonomien skal hænge sammen."
Afstanden til universitetsøkonom Jakob Brøchner Madsen er til at få øje på. Han har i flere år kritiseret indførelsen af afdragsfrie lån tilbage i 2003, fordi denne låntype forhindrer opsparing i boligen, så ejerne bliver udsatte i forhold til prisfald. Og han forudså i flere dagblads-interview sidste sommer ejerbolig-prisfald på 35-50 procent i de kommende år.
Så dramatiske forudsigelser kommer ingen af hans kolleger med. Men handelshøjskole-økonomerne Lennart Lynge Andersen og Finn Østrup foreslog for nylig i en kronik i Berlingske Tidende, at de afdragsfrie lån afskaffes.
"Helt hen i vejret," svarede bankøkonomer i opfølgende artikler i avisen. De forudså prisfald på 10-12 procent på ejerboliger, hvis forslaget realiseres.
Hvem skal man nu tro?
Jeg er ikke ekspert i boligøkonomi, men for godt et år siden interviewede jeg en fremtrædende en af slagsen i DJØF Bladet. Nemlig Jens Lunde fra Handelshøjskolen i København, der sagde: "Alt i alt må man konkludere, at der er pæn risiko for et fald i de danske boligpriser i de kommende år. Sker det, kan mange boligejere få det svært."
Siden har jeg fulgt boligstoffet med større interesse end før. Ud over at konstatere, at han fik ret, har det undret mig, hvor ofte bank- og realkreditøkonomer får lov til at sætte ejerbolig-dagsorden i de store dagblade. Universitetsøkonomer bliver også spurgt, men ikke i samme omfang, og hvis de interviewes til samme artikel eller indslag, optræder begge parter som en slags rådgivende eksperter. Men bank- og realkreditøkonomer er jo først og fremmest sælgere. Det udelukker ikke, at det kan være dem, der har ret i en konkret sag, men burde sælger-rollen ikke fremgå med større tydelighed?
Jeg har tidligere arbejdet under det daglige deadline-pres og kan forestille mig, at bankøkonomer er hurtigere og bedre formidlere end deres kolleger på universitetet. Men hvis forklaringen på det manglende filter over for bankøkonomerne er, at der ikke afsættes tid til at formidle ejerboligstof af høj og uafhængig kvalitet, så er det en prioritering, der passer dårligt med, at ejerboligen er hjertet i de fleste danske familiers liv og privatøkonomi. /