Tirsdag i denne uge dumpede et nyhedsbrev ind i min mailbox fra interesseforeningen Danske Sportsjournalister, som jeg har været medlem af i omkring 20 år; lige siden jeg var næsten færdig som journalist har jeg været medlem, og i alle årene frem til 2011 har jeg bedrevet sportsjournalistik.

Foreningen blev stiftet i 1922 og nærmer sig således et særdeles rundt jubilæum. Og formålet fremgår tydeligt af vedtægternes §2:

Foreningens formål er at fremme og stimulere samarbejdet mellem danske sportsjournalister/-pressefotografer og varetage faglige og repræsentative opgaver med henblik på de bedst mulige betingelser for, at medlemmerne kan udføre deres arbejde nationalt og internationalt.

I praksis har det blandt andet handlet om at sikre journalister pladser på stadions og i haller, intakte telefonforbindelser disse steder og i det hele taget påpege forventninger og ønsker fra sportsjournalisterne til de forskellige arrangører.

Desuden har DS, som det forkortes, et særligt sports-pressekort, som i hvert fald tidligere havde den funktion, at man skulle opgive medlemsnummeret hertil for at blive akkrediteret til forskellige arrangementer i ind- og udland.

Jeg synes, at DS udfører et godt og betydningsfuldt stykke arbejde, om end der også har været ansatser til kritisable tiltag. Det kræver en balancegang at være mere eller mindre afhængig af nogle bidrag fra aktører, man også i det daglige virke skal udføre journalistik omkring, og den evne har formand Andreas Kraul været testet på de seneste år.

Alligevel må jeg sige, at jeg blev noget overrasket over indholdet i nyhedsbrevet forleden. Her fortæller DS sine knap 500 medlemmer, at man har indledt et tættere samarbejde med Divisionsforeningen – som er arbejdsgiverorganisationen i dansk fodbold.

Samarbejdet er styrket på organisatoriske forhold, forstår vi. Alligevel synes jeg, det er en faretruende balance at indgå sådan en styrket aftale netop nu.

Og det handler ikke om VM-slutrunden i fodbold. Det handler om arbejdsmarkedspolitik og om kritisk journalistik.

Det forholder sig nemlig sådan, at Divisonsforeningen for nylig har afsendt konfliktvarsel til Spillerforeningen, som er spillernes fagforening og organiseret under LO. At det sidste er væsentligt vises af, at hovedorganisationen LO har bakket op og varslet muligheden for en sympatikonflikt, hvis parterne ikke når til en fornyelse af overenskomsten.

Alt dette er ivrigt beskrevet af diverse sportsmedier, og der er vinklet på de eventuelle følger, en konflikt vil få både for spillere, klubber, tilskuere og fodboldøkonomi. På den måde er alt godt.

Men jeg er heller ikke i tvivl om, at Divisionsforeningen har været rigtig glade for, at det tættere samarbejde med DS blev offentliggjort nu, nogle uger før en konflikt træder i kraft.

Eller sagt på en anden måde: Betragtere kunne godt få indtrykket af, at pressens organisation på denne måde har valgt side i en konfliktoptrappende fase, og det synes jeg er rigtig ærgerligt – hvilket er sagt både som sportsjournalist og medlem af DS, og som fagforeningsmand med viden om, hvordan parter udlægger teksten og agerer i en mulig konfliktsituation.

Derfor overskriften. For jeg synes, DS bør være påpasselig med de signaler, man får sendt til omverdenen.