search

Partierne går til filmen

Video er det nye sort i politisk kommunikation, og sidste års stigning i partistøtten kan i dag aflæses i antallet af video­kameraer på Christiansborg. Bag Radikale Venstres kamera står den tidligere tv-producer Merle Banggaard, der er godt i gang med at udforske mulighederne ved at udkomme på Facebook. ”Lige nu er det en stor legeplads,” fortæller hun

Merle Banggaard skiftede i foråret 2017 et tilrettelæggerjob på DR ud med rollen som videoredaktør og rådgiver hos Radikale Venstre. Et skift fra det store publikum og dagsordensættende tv til håndholdte videoklip på Facebook med klare, partipolitiske interesser i forsædet. Og det skift har hun ikke fortrudt et sekund.

”Jeg er så sindssygt glad for mit arbejde, fordi jeg kan mærke, at der er så meget nybrud på det her område. Det er ikke det samme, og jeg kan sagtens savne at lave undersøgende journalistik. Men jeg har så meget frihed her, som jeg ikke havde før, og så er arbejdet vigtigt,” fortæller Merle Banggaard.

 

“Jeg kan gøre, hvad jeg vil, bare jeg har to-tre gode argumenter for det, og jeg har fået lov at løbe med en masse eksperimenter,” fortæller Merle Banggaard om sit arbejde som videoredaktør for Radikale Venstre.
Foto: Sofia Busk

 

Hun kom fra en ny afdeling i DR, hvor hun arbejdede med at løfte historier op til dokumentar-niveau og havde blandt andet arbejdet med den omtalte dokumentar ’Milliardkuppet’ om svindel med danske skattemidler. Alligevel trak det i hende, da hun så jobopslaget hos Radikale.

”Jeg var meget i tvivl. Jeg har altid været meget ’journalist-journalist’. Men jeg kunne bare mærke, at det føltes rigtigt at komme ind og arbejde på Borgen. Jeg blev journalist, fordi jeg var idealist, og jeg har altid gerne villet kæmpe for, at folk bliver hørt, og sager kommer frem i lyset. Nu havde jeg et behov for at kæmpe for en sag og se et større formål med mit arbejde.”

”Lige nu er det en stor legeplads”

Jobbet, som Merle Banggaard fik, var meget åbent defineret. Radikale ville opruste på video­formidlingen og havde brug for en person med idéer, som samtidig kunne håndtere det tekniske. Som Journalisten for nyligt har fortalt om, satser de politiske partier i stigende grad på selv at producere og publicere medieindhold, og med Facebook som kanal har der åbnet sig en helt ny spilleplade for videoproduktion.

”Lige nu er det en stor legeplads. Jeg kan gøre, hvad jeg vil, bare jeg har to-tre gode argumenter for det, og jeg har fået lov at løbe med en masse eksperimenter,” fortæller Merle Banggaard. 

Hun nævner som eksempel, hvordan hun under kommunalvalget fik partisekretariatet med på at skabe en pendant til TV 2 News og sende live på Facebook og YouTube. 

”Vi lavede hele Radikales gang om til en redaktion a la ’Aftenshowet’, og vi kørte 42 timers live-udsendelse nonstop med gæster i studiet. Det var eddermame sjovt, og den slags kunne jeg jo ikke have fået lov at prøve på DR. Det er lige nu, den her brydningstid er, og det kunne jeg bare ikke sige nej til.”

[quote:0]Tilsvarende sidder hun i disse dage og klipper det sidste af flere 15-minutters reportageprogrammer, hun har optaget i forbindelse med partiformand Morten Østergaards ophold i Gjellerup, Mjølnerparken og Vollsmose. Også et forsøg på at udfordre og udvikle Facebook som video-medie.

 

Merle Banggaard på kontoret på Christiansborg.
Foto: Sofia Busk

 

”Følger man algoritmen, er det decideret dumt at lave en video på 15 minutter. Du skal lave noget på et minut, fange folk i starten og håbe på, at de deler. Men det er ikke det, vi måler på. Noget, vi er ekstremt begejstrede for omkring vores programmer, er det store engagement og de positive kommentarer – det er nærmest en love-storm. Så kan det godt være, at der er langt færre, der ser videoen end en skarpt skåren video på et minut. Men dem, der har set det, har fået noget ud af det.”

Men eksperimenter med live-udsendelser og reportageprogrammer er ikke kun for sjov og narrestreger. Der ligger også strategiske tanker bag, der handler om at komme ind bag de politiske budskaber og vise de mennesker, det handler om. Fra sin tid i tv-branchen har Merle Banggaard selv oplevet, hvordan autenticiteten er blevet den afgørende faktor, hvis man skal have succes med sine programmer. Og det princip tror hun også gør sig gældende, når politikere optræder på Facebook.

”Jeg får knopper af den der politiske kommunikation, hvor det hele er så strømlinet og glat. Uanset hvilke spørgsmål man stillede som journalist, fik man de samme svar. Jeg vil gerne mærke politikere, forstå hvorfor de er her, og hvad de kæmper for,” siger hun. 

Vil ind under huden på folk med længere videoer

Radikale Venstres kommunikationschef, David Aurvig, bekræfter, at man vil forsøge at gå nye veje med Facebook-videoformatet.

”Alle kaster sig over video i øjeblikket, og mange går efter at udnytte den styrke, video også har – at få et opslag til at gå viralt. Men vi vil gerne fortælle historier på en anden og mere involverende måde,” siger Aurvig.

Han anerkender, at der næppe er lige så mange klik i 15 minutter lange ghetto-reportager som i hurtige videoer, der trækker bukserne af de politiske modstandere. Men han tror, de til gengæld kan nå lidt længere ind under huden på folk.

”Tendensen på sociale medier er, at folk har paraderne oppe, og så bliver det et like eller ’hvad fanden har I gang i?’ Et ekkokammer, hvor man snarere forstærker eksisterende holdninger, end at nogen bliver klogere. Det lyder lidt helligt, men vi vil gerne bringe politikere og borgere tættere sammen og gøre politik til noget, vi er fælles om at udvikle. Og vi har en tro på, at hvis vi er gode til at fortælle historien godt og væsentligt, så kommer det andet også efter.”

Billedtekster: Med dokumentarprogrammer om Morten Østergaards besøg i socialt belastede områder vil Merle Banggaard vise, at politik handler om mennesker og følelser.

 

[quote:1]Radikale Venstre var tidligt ude i forhold til at udforske muligheder omkring sociale medier. Allerede inden Facebook slog igennem, forsøgte man at skabe sit eget sociale medie – Radikale.net – som var åbent for alle, der havde lyst til at diskutere politik. Det blev hurtigt overhalet af udviklingen og droppet igen. Siden har man blandt andet brugt Facebook til at transmittere live fra folketingsgruppens møder, hvor brugerne kunne skrive spørgsmål ind, som blev taget op på mødet. På den måde skal brugen af sociale medier understøtte partiets brand-image. Ikke bare i forhold til at komme ud med budskaber, men også i at vælge nye, alternative og konstruktive måder at gøre det på, forklarer Aurvig. 

”Vi har egentlig forfulgt den samme strategi. På indholdssiden handler det om, hvordan vi kan bruge nye medier til at bringe politikere og borgere tættere sammen. Og vi vil gerne prøve nye formater af, nye tilgange, fordi vi ser en selvstændig værdi i at gøre tingene på nye måder. Det ligger også til partiets brand og i ordet radikal.”

Øget partistøtte gav nye muligheder

I november 2016 tog Folketinget en omdiskuteret beslutning om at hæve partistøtten med 40 procent, svarende til 52 millioner kroner ekstra, som partierne får andel af efter størrelse. De ekstra midler blev i et folketingsnotat begrundet med ”et voksende behov for at anvende ekspertbistand og særligt kvalificeret arbejdskraft i forbindelse med kommunikation”.

Et af de fysiske tegn på den øgede partistøtte er netop antallet af videokameraer på Christiansborg, hvilket Merle Banggaard er et eksempel på. Også Venstre ansatte i sommeren 2017 en fotograf, der laver video. Hans arbejde skal blandt andet understøtte en nyere strategisk satsning, der handler om at tage brugerne med ’bag om’ det politiske arbejde.

Storytelling omkring Venstre

”Vi kan sagtens lægge Berlingske-artikler op hver dag om, hvad regeringen gør. Det er fint nok, men det kan man få alle andre steder. Vi vil gerne være et unikt sted, hvor man kan få et indblik i Venstre, man ikke kan få andre steder,” fortæller Martin Lünell Christensen, der er souschef i Venstres Pressetjeneste og har ansvaret for brugen af sociale medier.

 

Vi vil gerne være et unikt sted, hvor man kan få et indblik i Venstre, man ikke kan få andre steder,” siger Martin Lünell Christensen om Venstres brug af video på Facebook.
Foto: Sofia Busk

 

Han nævner som eksempel video-indslag, hvor man er med Venstre-ministre på arbejde i deres kontorer, i ministerbilerne, eller et live-indslag, hvor Lars Løkke Rasmussen viste rundt i embedsboligen Marienborg.

Videoerne skaber en slags storytelling omkring partiet og personerne. 

[quote:2]”Vi prøver at vise et mere menneskeligt ansigt af politikerne. Ser du et pressemøde i TV 2 News, så er det meget kontant og hårdt, men vi vil gerne høre, hvordan det var at stå foran alle de mennesker. Vi har for eksempel video med Karsten Lauritzen, hvor han har været ovre og præsentere det nye skattevæsen. Videoen starter med, at han siger: Hold kæft, hvor var der varmt derinde. Det er ikke noget, Knud Brix fra TV 2 kunne finde på at spørge til.”

Med Venstre-politikere som guider føres Facebook-brugerne rundt bag de politiske facader, her finansminister Kristian Jensen, der viser rundt i ministeriet.

 

Satsningen på egenproducerede videoer giver mening i kommunikationsstrategisk forstand, men så har det også den simple baggrund, at Facebook-algoritmen i øjeblikket gerne vil have videoindhold.

”Lægger du en egenproduceret video op, vil Facebook notere, at det er unikt indhold, og så får det bare bedre spredning. Dertil kommer, at der er et kapløb mellem Facebook og YouTube, og på grund af det har Facebook i nogle år givet mere spredning til videoer.”

Socialdemokratisk talkshow

En af de politikere, der tidligst begyndte med at bruge video i sin kommunikation gennem sociale medier, er Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet. Så tidligt – i Facebook-sammenhæng – som i 2011 begyndte han at eksperimentere med live-streaming som en måde at føre politisk dialog med vælgerne.

Op til folketingsvalget lavede han et partnerskab med en streaming-virksomhed, der stillede kameraer og server til rådighed. Det blev til fire live-sessioner på forskellige steder, hvor han også svarede på spørgsmål sendt direkte på Facebook.  

”Det var så lavpraktisk, som noget kunne være. Jeg kunne ikke se skærmen med folks kommentarer, så der var en, der sad bag kameraet og printede screendumps med spørgsmålene, som jeg så holdt op foran kameraet, inden jeg læste dem op,” fortæller han.

[quote:3]Da Facebook senere selv integrerede muligheden for live-cast, fortsatte Engelbrecht i et mere simpelt setup, hvor han simpelthen filmede sig selv live med sin egen telefon, mens han svarede på spørgsmål. Og i dag har han udviklet konceptet til et decideret talkshow – ’God aften Borgen’ – hvor han har en af sine socialdemokratiske partikammerater i ”studiet” til en snak om deres politiske område ud fra spørgsmål, som følgerne sender ind, mens udsendelsen står på. Seancen ligger efterfølgende som podcast blandt andet på sitet Soundcloud.

For Engelbrecht er live-videoen en måde at komme i øjenhøjde og etablere en direkte dialog med vælgerne.

”Det, der slog mig, var, at det fungerede fantastisk godt som helt straight kommunikation. Der var ikke de der professionelt sure kommentarer om, at man er grim og dum, som ellers skræmmer folk væk fra debatterne. Jeg tror, det er svært at hade et menneske, du kan se i øjnene. Det skaber en større selvdisciplin, og kommunikationen bliver mere konkret,” siger han. 

Journalisten bringer i den kommende tid en række artikler på journalisten.dk om partiernes brug af sociale medier.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen