Nyt forskningsprojekt viser, at journalister og kilder kan have et venskab ud over det professionelle. Nyttigt i nogle tilfælde, problematisk i andre.

Hver anden journalist omgås sine kilder privat. Hver anden gør det aldrig.

Det afslører den hidtil største danske undersøgelse af journalisters omgang med kilder. Undersøgelsen viser også, at halvdelen af de adspurgte journalister mener, at der eksisterer et problematisk afhængighedsforhold mellem danske journalister og deres kilder. Den anden halvdel mener ikke, at afhængighed er et problem.

Undersøgelsen er foretaget af Nete Nørgaard Kristensen som et led i hendes ph.d.-afhandling med titlen »Udfordringen af journalistikken i lyset af kildernes professionalisering – slinger i valsen?«

Her har hun også undersøgt, hvilke fordele og ulemper, der er forbundet med at være tæt på sine kilder.

»Der er en nogenlunde lige fordeling mellem de positive og negative sider ved tætte relationer til kilderne. Man kan ikke konkludere, at tætte forbindelser udelukkende er negative, idet de kan skabe grobund for nye historier. Omvendt kan for tætte bånd have en problematisk side,« siger hun.

Ifølge Nete Nørgaard Kristensen bekræfter undersøgelsen kilderelationens dobbeltsidede natur. »Det er svært at sætte en objektiv grænse for, hvor tæt journalister må være på deres kilder. Det må være op til den enkelte selv at se, hvornår et forhold er fagligt, og hvornår det er problematisk. Der kan godt være forskel på stofområder, med hensyn til hvor tæt man kan være på sine kilder.«

I sin afhandling nævner Nete Nørgaard Kristensen, at der især i den fortællende journalistik er en hårfin grænse mellem den professionelle journalist og den nærhed, genren kræver.

Hun har sendt spørgeskemaer ud til 1587 personer, udvalgt tilfældigt fra håndbogen »Danske Journalister« fra år 2000. Der kom svar fra 743. Når hun sorterer dem fra, der ikke har kilde-kontakt, har hun 527 svar at arbejde med.
Selv om svarprocenten ikke er høj, så er tale om et stort antal respondenter sammenlignet med andre undersøgelser, og undersøgelsen er videnskabeligt troværdig.

Balancekunst i Sønderborg

ROLLEFORDELING. På Sønderborg Ugeavis er fotografen og journalisten venner og kolleger. Men derudover er fotografen en af journalistens kilder.

De ved begge, at de danser linedans. Et par gange har dansen endda været overordentligt udfordrende.

Det indviklede forhold opstod, da Sønderborg Ugeavis' fotograf, Nicolas Lund-Larsen, stillede op til byrådet i Sønderborg, blev valgt ind og fik posten som formand for Undervisnings- og Kulturudvalget.

Nicolas Lund-Larsen stod nu i den situation, at han skulle interviewes af sin kollega Henrik Rath Paulsen, der også er hans ven. De to diskuterer børn, går til private middage hos hinanden, og for nylig var Nicolas Lund-Larsen med til Henrik Rath Paulsens bryllup.

»Henrik har gjort det klart for mig, at han aldrig har fri. Om han sidder til en børnefødselsdag, om han er i en bil eller i en flyver på vej på ferie, så tager han historien, hvis der er en historie,« siger Nicolas Lund-Larsen.

Sammen med deres redaktør har de to diskuteret rollefordelingen. Grundreglen er, at Henrik Rath Paulsen må bruge alt, hvad han hører journalistisk.

»Hvis vi ikke havde talt om det, så tror jeg, at vi kunne være blevet uvenner. Nu behøver Henrik aldrig at være nervøs for, hvad han kan og ikke kan skrive af hensyn til venskabet. Han skal bare skrive, og jeg skal bare holde kæft,« siger Nicolas Lund-Larsen.

De to kolleger har prøvet grænserne af i det komplicerede forhold. Engang var de for eksempel på vej hjem i bil fra København. Undervejs diskuterede Nicolas Lund-Larsen frimodigt politik over mobiltelefonen. Henrik Rath Paulsen lyttede. Efterfølgende gik han i gang med at researche, på baggrund af hvad han havde hørt.

Henrik Rath Paulsen er ikke parat til at lukke ørerne for vennens politiker-snak.

»Hvis jeg ikke skriver, hvad jeg ved, så bliver jeg sgu fyret,« siger han.

Alligevel modsatte Nicolas Lund-Larsen sig i første omgang Henrik Rath Paulsens research.

»Jeg mente, at vi var i en privatsfære. Så den måtte vi lige rede ud. Konklusionen blev, at er grænserne uklare, så vinder journalistikken,« siger Nicolas Lund-Larsen.

Som eneste fotograf på Sønderborg Ugeavis har posten som udvalgsformand også betydning for det redaktionelle arbejde.

»Opgaver, jeg er ude til som politiker, fotograferer jeg ikke til. Og opgaver, jeg er ude til som fotograf, taler jeg ikke til,« forklarer Nicolas Lund-Larsen.

Engang sendte Henrik Rath Paulsen sin fotograf-kollega og ven ud for at tage et billede af et rådhus i problemer. Byrådet skulle spare 100 millioner kroner. Med fare for at genere sine venner på Rådhuset tog Nicolas Lund-Larsen et foto med dystre, truende skyer.

»Skal jeg fotografere til en historie, der sætter mig i et dårligt lys, vil jeg vælge at lave et foto, der bakker vinklen op. Jeg sætter min faglige stolthed højest,« siger fotografen, byrådspolitikeren, vennen og kollegaen.
Henrik Rath Paulsen tror, at det faglige vil veje tungest, hvis han en dag skulle ryge ud i en konflikt med Nicolas Lund-Larsen.

»I sidste ende ville jeg nok være tro mod det journalistiske. Så måtte venskabet briste eller bære. Hvis Nicolas ikke kunne forstå, at jeg har et stort ansvar at opfylde med min journalistik, så var han nok heller ikke så god en ven,« siger Henrik Rath Paulsen.

Venskab og spalteplads

KEMI. Rasmus Helveg Petersen, informationsmedarbejder for Folkekirkens Nødhjælp, har siden 1999 været kilde på 11 af Kristeligt Dagblads historier, viser en søgning på avisens arkiv. Fire af historierne er skrevet af avisens udlandsredaktør Morten Garly Andersen – der ses med Rasmus Helveg Petersen privat.

»Jeg har brugt Rasmus som kilde, fordi han er informationsmedarbejder – ikke fordi han er min ven,« siger Morten Garly Andersen.

Kristeligt Dagblad henvender sig ofte til Folkekirkens Nødhjælp for en kommentar, mens Folkekirkens Nødhjælp sender holdninger og ideer den anden vej som inspiration.

»Kristeligt Dagblad er et prioriteret medie for os, men Morten og jeg ses ikke på grund af vores arbejdsrelation, men fordi vi har en god kemi,« siger Rasmus Helveg Petersen.

Morten Garly Andersen ser kilde-venskaber som en trussel og en mulighed.

»De er en mulighed, fordi vi får tips og historier, vi ellers ikke havde fået. De er en trussel, hvis de får for stor indflydelse på, hvad vi skriver,« siger han.

Som redaktør forbeholder han sig ret til at vælge og vrage i det materiale, redaktionen modtager. Han har for eksempel sagt nej til en artikel om Operation Dagsværk – skrevet af vennen Rasmus Helveg Petersen.

»Den afviste vi, for kilderne skal ikke skrive vores historier. De må gerne inspirere os, men ikke lave vores journalistik,« mener Morten Garly Andersen.

Bekendtskabet begyndte som faglig snak over en kop kaffe. Det udviklede sig til, at de nu også mødes privat. De har kendt hinanden i omkring fire år og taler også om arbejde i fritiden.

»Jeg er nørd på mit fag, og han er nørd på sit, så naturligvis taler vi også om vores arbejde, når vi er sammen. Men vi ses ikke på grund af vores arbejdsrelation. Der sætter vi grænsen. Jeg plejer ikke mine kilder som en strategi for mit arbejde,« mener Rasmus Helveg Petersen.

Kærlighed og kildevalg

AMORINER. At der kan opstå romantik i luften på jobbet, ved de fleste. Men hvad sker der, når kærlighed opstår til en af de vigtigste kilder for ens arbejdsplads?

Det skete for redaktionssekretær Kay Astrup Christensen på fagbladet Folkeskolen. I slutningen af 1999 indledte han et forhold til Danmarks Lærerforenings daværende formand, Anni Herfort Andersen.

»Vi vidste godt, det ikke var heldigt, at vi blev forelskede, men det er man jo ikke altid selv herre over,« fortæller Kay Christensen, der har været ansat på Folkeskolen siden 1994.

Cirka et halvt år efter at Kay Christensen og Anni Herfort begyndte at se hinanden privat, informerede de henholdsvis redaktionen på Folkeskolen og ledelsen i Danmarks Lærerforening.

»Reaktionen var præget af overraskelse. En reaktion, der dog hurtigt gik i sig selv igen og blev afløst af en »så-må-vi-jo-finde-ud-af-dét«-følelse på redaktionen,« siger Kay Christensen.

Fra forholdets begyndelse gjorde Kay Christensen og Anni Herfort det klart for hinanden, at de i mange tilfælde skarpt måtte adskille det private og det arbejdsmæssige.

»Vi aftalte, at det skulle være muligt, at jeg kunne fortælle ham nogle ting, som han absolut ikke måtte fortælle på redaktionen, og der var da også ting, som jeg slet ikke fortalte ham,« siger Anni Herfort, der gik af som formand for Lærerforeningen i oktober sidste år. For eksempel fortalte hun aldrig Kay Christensen om personalemæssige forhold i lærerforeningen.

»Det handler om at lade være med at sætte sin partner i et dilemma og at turde tage beslutningen om, at der er viden, som han ikke behøver,« siger hun.

Som redaktionssekretær på Folkeskolen har Kay Christensen blandt andet ansvaret for debatten.

»Vi blev på redaktionen enige om, at alle debatindlæg, hvor formanden eventuelt skulle have mulighed for at svare, blev lagt ind til redaktøren, så jeg ikke risikerede at stå med et habilitetsproblem,« siger Kay Christensen.
Hverken Kay Christensen eller Anni Herfort mener, at de har kunnet bruge deres private relation til noget positivt på det arbejdsmæssige plan.

»Selvfølgelig har jeg kunnet bruge Kay til at pingponge nogle ting med, men på den anden side havde jeg en hel informationsafdeling til også at gøre det med,« siger Anni Herfort.

Selv om både Anni Herfort og Kay Christensen er enige om, at deres par-forhold og arbejdsrelation hurtigt kom til at forløbe gnidningsfrit, så var det en lettelse for Kay Christensen, da Anni Herfort blev afløst på formandsposten.

»Der var hele tiden en nervøsitet. Håndterede vi tingene rigtigt? Jeg var bange for, at der var nogle medier, der fandt ud af, at vi var kærester, eller at nogle af Annis politiske modstandere ville misbruge det. Men det skete heldigvis ikke,« siger han.