Papegøje-journalistik i fremmarch

FØDEKÆDE. Danmark er et fristed for rigtige papegøje-røvere - dem, der ta'r ud i junglen og fanger de originale af slagsen. Der er nemlig mammon at hente på disse farvestrålende dyr.

FØDEKÆDE. Danmark er et fristed for rigtige papegøje-røvere – dem, der ta'r ud i junglen og fanger de originale af slagsen. Der er nemlig mammon at hente på disse farvestrålende dyr.
Men engang, hvor hver by havde sine dagblade og hovedstaden en stribe, var der dyder til. Måske snærende, men i vores journalistiske håndværk var det implicit, at en 'historie' var én, vi selv fangede ude i virkeligheden.
Vi skrev måske på samme historie – men med hver sin vinkel og uvidende om, hvad de gjorde på andre redaktioner.
Skrev vi ikke på den historie, så skrev vi nok på en anden, som måske var lige så vigtig.
Var nabo-redaktionens historie bedre eller væsentligere end vores egen, måtte vi gribe til citat. For vi kunne ikke lade vores læsere i uvidenhed om det skete. Og altså måtte vi kreditere en 'konku-lega' for indholdet.
Det gør selvsagt ondt i den journalistiske ambition at give ære, hæder og måske berømmelse videre.
Det er dog for længst vist, at i fødekæder har stor mere 'ret' end mindre.
Det er også vist, at sørøvere ofte lærte deres papegøjer uintelligent snak – efterplapren. Her er vi fremme ved papegøje-journalistik. Altså journalistik baseret på gentagelse af det, andre har indfanget.
Papegøjer har aldrig brugt at sige, hvem de har lært ordene af: Kom nu med den bajer, tjener, citat fra Søren. Nej, de siger bare ordene.
Jeg beskylder ikke kolleger for at være papegøjer, tyveknægte eller andet. Men jeg ønsker debat om, hvornår vi som journalister skal citere, hvornår vi har vores egen historie, og hvordan vi agerer i gråzonerne i det spil?
Er det nok blot at ringe op til en kilde og spørge, om det, han har sagt til et andet medie, må genbruges, for at have sin egen historie?
Ønsket er affødt af virkelige hændelser. En var for nylig, hvor Maskinbladet afslørede, at danske landmænd i år bruger flere pesticider og får sværere ved at købe dem.
Samme historie lagde JP på sin hjemmeside sent om aftenen, som Maskinbladet lancerede den en onsdag morgen. Benyttet var samme to primære kilder plus afsluttende et par korte citater fra et par ekstra kilder.
Altså for læserne identiske budskaber – skal jeg nævne papegøjen her? /

Af Niels Damsgaard Hansen, journalist

0 Kommentarer