Den nye "langsomme" måde at afvikle praktikdagen bestod. B.T. indrømmer at have kontaktet studerende før tid. Berlingske sendte SMS'er, siger de studerende. »Men det var ikke før tid«, svarer chefredaktøren (opdateret kl 17:55)
Mere fair. Bedre tid til at læse ansøgningerne. Det nye ansøgningssystem for journaliststuderende får pæne ord med på vejen af studerede og praktiksteder her, hvor panikdagen er ved at være slut. Men ifølge Journalistens oplysninger overholdt ikke alle praktiksteder de nye regler, hvor studerende først måtte kontaktes klokken 9.30.
Blandt andet sendte Berlingske Tidende ifølge de studerede "massevis" af sms-beskeder af sted før klokken 9.30 med teksten "Hej, du er kaldt til samtale på Berlingske. Vi ringer til dig".
Journalisten.dk har set to af beskederne, som var sendt to-tre minutter før klokken 9.30.
Chefredaktør Christian Jensen på Berlingske Tidende afviser over for journalisten.dk, at man kan kontaktet nogen før tid.
»Vi stod på 300-gangen og kiggede på Journalisthøjskolens ur, som viste 9.30, da vi sendte beskederne. Og det må trods alt være skolens eget ur, der er gældende,« siger Christian Jensen, der skulle bruge 11 praktikanter.
B.T. ringede allerede i går rundt og spurgte studerende, om de ville søge B.T. som praktiksted. Det fortæller en studerende, som blev kontaktet i går aftes. Vedkommende ønsker ikke at stå frem med navn og vil ikke anmelde B.T. for overtrædelsen. Det gjorde en studerende sidste år med TV 2 Østjylland, og det førte til at praktikudvalget gav tv-stationen 6 måneders karantæne.
Nyhedschef på B.T. Casper Hjort bekræfter over for Journalisten.dk, at B.T. i går ringede til to-tre studerende.
»Når man skal bruge fire praktikanter, og det hele går så hurtigt på selve dagen, er det rart at have talt med folk på forhånd,« siger Casper Hjort, der sammenligner det med samtalerne ved Åbent Hus.
Han beklager, hvis han er kommet til at bryde reglerne.
»Jeg har jo ikke lavet aftaler med nogen, og det er gjort i bedste mening.«
Ifølge Pia Færing er det »klart ulovligt« at kontakte studerende før tid.
»Hvis B.T. har brudt reglerne, risikerer de karantæne, ligesom det skete med TV 2 Østjylland«.
På Journalisthøjskolen svirrede der i dag også rygter om, at Jyllands-Postens delegation havde ringet til studerende omkring klokken 9.25 med beskeden: "Kom til samtale – det er nu eller aldrig".
Men Pia Færing har ikke kunnet finde beviser for snyd.
»Jeg har set displayet på JP's Christian Thye-Petersens mobil, og det viste, at han ringede klokken 9.30 præcis. Men om de havde andre mobiltelefoner med, ved jeg jo ikke.«
Ifølge Pia Færing er arbejdspladserne usolidariske, hvis de bryder reglerne.
»Vi kan ikke gøre andet end at opfordre praktikstederne til at opføre sig ordentlig. Og Danske Dagblades Forening må tage fat i Berlingske, hvis de har gjort noget forkert. Branchen må rydde op i egne rækker«.
En af dagens heldige vindere var Lollands-Falsters Folketidende, der var mødt op med to mand, selv om avisen ikke havde fået nogen ansøgninger på forhånd. Ved hjælp af en intensiv plakat- og visitkortkampagne lykkedes det at sprede historien om, at de havde en ledig plads, og klokken 11.30 skrev en praktikant under.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.