Palle Strøm stopper på TV 2: Jeg blev fyret

Anne Engdal Stig Christensen afløser Palle Strøm som chef for alle programaktiviteter på TV 2's hovedkanal og nichekanaler. "De seneste par sæsoner har vi ikke leveret varen," siger Palle Strøm. Keld Reinicke er også fortid på TV 2 (opdateret 11:36)

Efter en lang periode med faldende seertal fyrer TV 2 Palle Strøm som programdirektør. Samtidig fratræder Keld Reinicke sin stilling i den såkaldte Special Forces-enhed i TV 2's programafdeling. I stedet tiltræder per 1. juni Anne Engdal Stig Christensen som ny programdirektør på TV 2 og bliver dermed en del af TV 2's direktion. Hun får det overordnede programansvar for alle TV 2's kanaler – herunder bl.a. programplanlægningen.

Til Mediawatch.dk erkender han, at der er tale om en fyring.

»Jeg er så træt af, at folk ikke bliver fyret mere, men at man opsiger samarbejdet og alt det her. Jeg er blevet fyret, fordi Merete (Eldrup, TV 2's adm. direktør, red.) hellere vil have en anden til at prøve at rette op på hovedkanalen, og det synes jeg sgu er helt fair,« siger Palle Strøm.

Palle Strøm siger i en pressemeddelelse, at han som programdirektør har været med til at forny fladen.

»Men de seneste par sæsoner har vi ikke leveret varen på hovedkanalen. Derfor er det også helt fair, at TV 2 vil prøve noget andet på posten. Alt det bedste for TV 2 og fremtiden fra mig.«

Fair at prøve en anden

Palle Strøm tilføjer over for Mx.dk, at han har det fint med afskeden.
"Det er fair, at man vil have en ny person til jobbet," siger han.

Han vil nu bruge tiden til at tænke sig om.

"Jeg har mange små mærkelige ting, jeg gerne vil lave. Det er nogle mere personlige projekter, der har meget lidt med det her at gøre. Jo højere man kommer op, jo mindre laver man med hænderne. Det bliver noget, der er 100 procent lystfuldt og sjovt," forklarer han.

Direktør Merete Eldrup betegner Anne Engdal Stig Christensen som et inkarneret tv-menneske med en lang og imponerende erfaring fra alle sider af tv-branchen.

"I hende kombineres det kommercielle med public service-tankegangen, og hun har derfor alle forudsætninger for at forstå den konkurrence, TV 2 befinder sig i, og ikke mindst arbejde målrettet og strategisk med vores aktuelle udfordringer med seertallene. Samtidig har Anne en stor ledelsesmæssig erfaring, som vil medvirke til at gøre hende til en meget kompetent programdirektør," siger TV 2's administrerende direktør, Merete Eldrup, i en pressemeddelelse.

Allerede i 2008 mente Mikael Ostenfeld fra mediabureauet Carat, at TV 2 burde skille sig af med Palle Strøm på grund af dårlige seertal.

Dengang afviste den nytiltrådte administrerende direktør, Merete Eldrup, idéen.

»Han er vildt god til mange ting. Til tv, til det analytiske, og han har en mavefornemmelse for, hvornår noget er rigtigt. Det er en kæmpefornøjelse at diskutere programmer med ham. Jeg har sjældent lært så meget på kort tid som af at tale med Palle.«

Fortid hos DR og SBS

Anne Engdal Stig Christensen var frem til 2007 ansat på TV 2, hvor hun efter 13 år valgte at etablere sit eget firma med fokus på bl.a. strategisk rådgivning. Siden da har hun været programdirektør hos SBS TV og planchef hos DR.

»Jeg ser utroligt meget frem til at tage hul på de opgaver, som ligger og venter, og jeg trækker med både glæde og ydmyghed i arbejdstøjet. Stillingen som programdirektør på TV 2 er en stor udfordring, hvor jeg kan bidrage med mine erfaringer fra både SBS og DR og med mine ambitioner om at lave tv, som vil danskerne. Jeg befandt mig i sin tid rigtig godt på TV 2 og glæder mig derfor til igen at træde ind på Kvægtorvet og forhåbentligt være med til at gøre en forskel,« siger Anne Engdal Stig Christensen.

Anne Engdal Stig Christensen afløser Palle Strøm, som har været programdirektør på TV 2 siden 2006. I samme forbindelse nedlægges Special Forces-enheden i TV 2's programafdeling, hvorfor Keld Reinicke fratræder sin stilling på TV 2.

»Den nye virkelighed, som TV 2 befinder sig i, kræver en ny kaptajn i spidsen for vores programaktiviteter, og lige så glad jeg er for at kunne byde Anne velkommen om bord, lige så meget vil jeg takke Palle Strøm for et inspirerende samarbejde, der har været en stor personlig fornøjelse, og for en meget flot indsats på TV 2 i 15 år,« siger Merete Eldrup.

TV 2|DANMARKs registrerede direktion består af administrerende direktør Merete Eldrup og finansdirektør Peter Normann. I den udvidede direktion sidder nyhedsdirektør Michael Dyrby, kommerciel direktør Flemming Rasmussen og fra 1. juni således også programdirektør Anne Engdal Stig Christensen.
(opdateret 10:49 med kommentar fra Palle Strøm til mx.dk. Og 11:36 med kommentar til Mediawatch.dk)
 

0 Kommentarer