Palle Strøm: »Alt er i spil«

Hele programfladen på TV 2 bliver gennemgået med en tættekam i kampen for at stoppe de blødende seertal. Programdirektør Palle Strøm tør ikke love seerfremgang. Seernes nye darling DR1 har fået flere seere på at »plukke lavthængende frugter«, siger han.

Hele programfladen på TV 2 bliver gennemgået med en tættekam i kampen for at stoppe de blødende seertal. Programdirektør Palle Strøm tør ikke love seerfremgang. Seernes nye darling DR1 har fået flere seere på at »plukke lavthængende frugter«, siger han.
Med flytningen af TV Avisen til 21.30 fik DR1 pludselig en seerfremgang, som de færreste eksperter og branchefolk havde forudset. DR1's succes går især ud over TV 2, der som modtræk nu er i gang med at evaluere alle programmer, sendetidspunktet og placeringen af TV2 Nyhederne.

Pengene til fornyelse kommer fra det såkaldte Projekt 100, hvor TV 2 øremærker 100 millioner kroner til hovedkanalen.

»Alt er i spil. Nye og gamle formater. Hvor nyhederne skal ligge. Intet er helligt,« siger programdirektør Palle Strøm til journalisten.dk.

TV 2's største problem lige nu er DR1. Omlægningen af aftenfladen på DR1 har været en overvældende succes, seerne er strømmet til, og det kan mærkes på TV 2's seertal.

»Vi er vant til, at konkurrencen kommer fra de rent kommercielle kanaler. Nu har vi fået en voldsom konkurrence fra DR1, så nu vil vi koncentrere os mere om den front,« siger Palle Strøm.

I 5-10 år har man talt om, at hovedkanaler som TV 2 overalt i verden taber seere. Er du enig i, at det mest overraskende ved DR1's seerfremgang er, at kanalen har knækket den tendens?

»Nej, jeg mener, at forskellen er, at DR1 tænker mere kommercielt på at skaffe flere seere. De har kunnet plukke nogle lavthængende frugter, fordi de har fjernet programmer, der ikke havde appel til seerne og erstattet det med noget, der er flere seere til,« siger Palle Strøm.

Han henviser til, at DR1 i stedet for naturudsendelser fra fx BBC om mandagen har sendt det gastronomiske makkerpar James Price og Mette Blomsterberg.

»Der er mange ting, DR har kunnet skrue på. De gør det godt.«

Kan TV 2 gøre det samme som DR og trække de seere tilbage, som I har tabt?

»Det er umuligt at sige. Det afhænger af, hvad de andre kanaler gør. Vi kommer til at styrke fladen. Men det er svært at sige, om det kan ses i seertallene. Det er ikke quick fix, hvor det hele er vendt om tre måneder. Men vi skal bremse share-faldet,« siger han.

Hvor meget handler TV 2's faldende seertal om, at DR1 gør det godt, og hvor meget handler det om, at TV2 ikke gør det så godt?

»Jeg synes, vi har gjort det godt. Men DR1 gør det bedre, end de plejede. Hatten af for det. De har fundet deres egen stil, efter at de i mange år prøvede at være TV 2,« siger Palle Strøm, der erkender, at TV 2 ikke har haft en god start på sæsonen.

Hvad betyder lanceringen af den nye TV 2-kanal Fri for TV 2's hovedkanal?

»Fri er blandt andet sat i verden til at udvikle nye formater, der kan bruges på TV 2. Lidt ligesom DR har kunnet bruge DR2 til at udvikle programmer til DR1. Det har vi ikke kunnet gøre hidtil, fordi programmerne på Zulu, NEWS og Charlie ikke kan overføres til hovedkanalen.«

2 Kommentarer

Lasse Glavind
13. OKTOBER 2012
Re: Palle Strøm: »Alt er i spil«

"Alt er i spil."

 Også Palle Strøm?

mogens herholt
12. OKTOBER 2012
Re: Palle Strøm: »Alt er i spil«

"De har fjernet programmer, der ikke havde appel til seerne og erstattet det med noget, der er flere seere til".

Blændende analyseniveau. Man forstår godt, at den mand er blevet til noget stort inden for medieverdenen.