260 gigabyte lækkede oplysninger proppet med saftig og dybt fortrolig information om kendte og riges skattefusk.
87 journalister fra 46 lande, der sværger en ed om, at de alle får adgang til millionvis af hemmelige papirer – men ikke deler med nogen uden for kredsen. En ed, de alle sammen overholder, mens afsløringerne erobrer forsider i hele verden.

Velkommen til det største grænseoverskridende journalistiske projekt nogensinde. Et projekt, der dog også er blevet beskudt med kritik, blandt andet fordi folkene bag står fast på, at kun journalister må få adgang, og at kun ét medie i hvert land må se de hemmelige papirer – med få undtagelser.
Det betyder for eksempel, at DR lige nu sidder på mulige skatte-skandaler, som stationen først vil afsløre til efteråret. Men det vender vi tilbage til.

Kiev 2011. Den australske journalist Gerard Ryle prikker sin britiske kollega David Leigh på skulderen.
»Jeg har noget fantastisk, du skal se,« siger han.
»Sidste gang nogen sagde det til mig, var det Julian Assange,« griner David Leigh, da han genfortæller historien i Bruxelles. Det sker ved konferencen Data Harvest for datajournalister, hvor Journalisten deltager.

David Leigh er netop gået på pension, men dengang i Kiev var han stadig chef for Guardians undersøgende redaktion. Han var en af drivkræfterne i det samarbejde, en række medier havde med WikiLeaks i 2010.
Måske er det derfor, Gerard Ryle vælger lige netop at prikke ham på skulderen. Den australske journalist har fået en mystisk pakke. Den rummer en harddisk med 260 gigabyte data om personer fra 170 lande, som har penge på konti i klassiske skattely som De Britiske Jomfruøer og Cayman-øerne.
De to journalister allierer sig med andre undersøgende kolleger fra hele verden. Projektet bliver søsat under vingerne af det anerkendte International Consortium of Investigative Journalists (ICIJ).

Harddisken bugner af millioner af mails, kopier af personlige dokumenter som pas, interne referater og endda papirer om, hvordan man omgår love om skattesnyd. Der er oplysninger fra de seneste 15 år. Alt sammen dybt fortroligt – og nu i hænderne på journalister.

Desværre er det ikke så let at plukke de saftige historier. For det første er det et gigantisk rod af oplysninger, og for det andet er det meste krypteret og umuligt at åbne. Det minder mest om at få kørt et vognlæs papkasser proppet med papirer ind på kontoret, hvoraf flere ikke kan lirkes op. I første omgang.
»Vi havde ikke brug for smarte, nørdede løsninger. Vi skulle bare have styr på tingene hurtigt og let, så journalisterne kunne gå i gang med at lave historier,« siger David Leigh.

Men det tager et helt år, før ICIJ har knækket nøden. Det sker med hjælp fra en række internationale kolleger, blandt andre tyske Sebastion Monbiot, spanske Mar Cabra og ICIJ-leder Duncan Campbell.
Resultatet er en søgemaskine, som er gemt bag en lang række sikkerhedsforanstaltninger. Her kan alle søge på for eksempel navne og på den måde gå på systematisk jagt i de millionvis af dokumenter. Det er langtfra overskueligt, men det er alligevel til at arbejde med.

Historien har allerede fået massive konsekvenser. Georgiens ministerpræsident og Mongoliets tidligere finansminister har fået hemmelige konti på Jomfruøerne afsløret, den franske budgetminister måtte gå af, og EU har viet et helt topmøde til kampen mod skattely. Den australske skuespiller Paul Hogan, nok bedst kendt som Crocodile Dundee, er en af de mange kendisser, der er kommet på forsiden. I Tyskland dominerede afsløringerne avisforsiderne hver dag i en hel uge.
I hvert land har historien haft afsæt i den pagt, som ICIJ har indgået. I visse lande har to medier samarbejdet, men i langt de fleste er det kun ét medie – og ganske få journalister – der har fået koden til databasen.

»Et ord har været helt afgørende: Tillid. Det her kunne aldrig være lykkedes, hvis vi ikke havde et netværk af journalister, vi kan stole på. Det ville ikke give nogen mening at sætte arbejdet i gang, hvis vi ikke havde lokale kolleger i hvert land, der kunne kende navne og spotte de gode historier,« fortæller spanske Mar Cabra.

Hun er en garvet datajournalist og har haft en hovedrolle i afsløringerne som en slags koordinerende blæksprutte og et mellemled mellem databasen og journalisterne.
Aftalen er klokkeklar: Hvert medie har selv ansvaret for at researche alt, hvad de finder. Hvis nogen skal hænges ud ved navn, skal de konfronteres først. Alle journalistiske principper gælder, og etikken skal være skudsikker.
»Journalisterne går selv på opdagelse i databasen. De finder noget, arbejder med det og konfronterer de personer, der skal konfronteres. Forskellen i forhold til WikiLeaks er, at vi ikke er lemfældige med oplysningerne. Vi har brugt månedsvis på at være helt oppe at køre over det her indhold, uden at vi egentlig kunne få noget som helst ud af det. Men vi valgte alligevel at satse på et samarbejde med journalister,« siger Duncan Campbell fra ICIJ.

Og så er vi tilbage ved Danmark. Her til lands har DR fået eneretten til den omsværmede database. Det er der selvsagt andre medier, der i dag kan rive sig i håret over, men ifølge DR bunder det i rettidig omhu – og held.

DR opsnappede rygter om, at der var noget stort på vej tilbage i efteråret 2012. Dengang var deres egne dokumentarfolk så småt gået i gang med en dokumentarserie om danske skattesnydere, og derfor tog dokumentarredaktionen kontakt til ICIJ.
De var meget åbne, og der blev hurtigt indgået en aftale og underskrevet en kontrakt.

Siden har historien rullet, og en række lande har lavet store ICIJ-afsløringer. Men ikke Danmark. Endnu. DR har nemlig planlagt først at sende dokumentarserien til efteråret.
»Vi er stadig i gang med at undersøge oplysningerne, og vi breaker først vores del af samarbejdet til efteråret. Det sker efter aftale med ICIJ,« siger dokumentarchef Steen Jensen.

Han understreger, at ICIJ er indforstået med, at DR gemmer på afsløringerne. Han tilføjer også, at DR’s dokumentarserie ikke bygger på ICIJ-oplysningerne alene.
»Vi laver ikke et dokumentarprojekt på baggrund af ICIJ’s oplysninger alene. De er kun et supplement og en del af det projekt, som DR offentliggør til efteråret. Lige nu undersøger vi, hvor meget ny viden vi kan finde i deres database.«

Er der danske lig i lasten i ICIJ-databasen?
»Det er vi ved at undersøge. Det er ikke, fordi du har en historie, hvis du finder et dansk navn i databasen. Det kan godt være, at en dansker har en konto på Jomfruøerne. Det er sådan set legalt nok. Spørgsmålet er, om den har været brugt til skatteunddragelse. Databasen er kun en ledetråd.«

Steen Jensen roser ICIJ’s kontroversielle metode – at alt skal gå via medier, der selv researcher historier frem med klangbund i den fælles database. Men uden at give ”almindelige” borgere adgang til at grave i hele eller dele af databasen.
»Jeg mener, det er den rigtige måde at arbejde på. Der sker en filtrering. Vi offentliggør kun det, vi selv har researchet igennem, og som har væsentlighed og relevans nok til, at vi vil offentliggøre det. Det meste er jo private oplysninger. Derfor er det helt rigtigt kun at samarbejde med medier, ICIJ har tillid til.«

Steen Jensen afviser, at DR gemmer på oplysninger, som den danske offentlighed bør få fingre i hurtigst muligt.
»Vi lurepasser ikke, vi offentliggør, når vi er klar. Det har ligget klart i aftalen med ICIJ, siden den blev indgået. Jeg kan da godt forstå, at der er danske journalister rundt omkring, der er morderligt nysgerrige efter at vide, hvad der er i den database. Men det offentliggør vi altså til efteråret. Og det er ikke sådan, at der er historier, der løber i mellemtiden.«

Hvordan ved du, at historierne ikke løber, mens I er i gang?
»Det kan de også godt. Det, jeg ville sige, var, at det ikke er vores fornemmelse, at der ligger noget i materialet, der bare skal ud nu. Det, vi sidder med, kan godt tåle at vente. Men jeg kan ikke sige, om andre kommer os i forkøbet. Sådan er undersøgende journalistik. Du arbejder med en lang tidshorisont, og så er der altid risiko for, at andre opdager det samme.«

Det var nærmest en offentlig hemmelighed ved Data Harvest, at der har været en vis uenighed internt i ICIJ’s inderkreds. Hvordan skulle man håndtere data, hvor paranoide skulle man være – og hvor åben skulle databasen være? Nogle har talt for, at dele af databasen bliver gjort offentligt tilgængelig. Der er så mange oplysninger, at journalisterne ikke er nået til bunds i dem endnu, og måske kan nørder uden for medierne hjælpe med at binde løse ender sammen. Men andre står fast på, at gatekeeperne – journalisterne – skal tygge stoffet først. Det skal sikre, at ingen bliver hængt uretmæssigt ud.

Hvis dele af databasen bliver offentliggjort, kan det slå bunden ud af den del af DR’s dokumentarserie, der tager afsæt i ICIJ’s dokumenter. Men Steen Jensen er ikke bange for, at det sker. Han stoler på, at det fortsat kun vil være udvalgte journalister, der må grave i databasen.
»Jeg er tryg ved den aftale, vi har indgået med ICIJ. Jeg har ingen anledning til at tro, at de ikke overholder den,« siger han.

DATA HARVEST
Data Harvest er en blanding af en konference og et åbent værksted. Her sidder journalister, udviklere – og især en blanding af de to fag – og deltager i oplæg og workshops om datajournalistik. Data Harvest afholdes hvert år i Bruxelles.

ICIJ
International Consortium of Investigative Journalists er et grænseoverskridende samarbejde mellem undersøgende journalister fra hele verden. Skattely-afsløringerne er blevet koordineret via ICIJ, der også samler afsløringerne på hjemmesiden ICIJ.org.