Pænt goddag til nye praktikanter

Hovedparten af praktikstederne er positive over for 12-måneders praktikanter fra de nystartede journalistuddannelser. Men en lidt for smart ide kan true harmonien. 

Hovedparten af praktikstederne er positive over for 12-måneders praktikanter fra de nystartede journalistuddannelser. Men en lidt for smart ide kan true harmonien.  

  • 20 studerende fra RUCs nye journalistuddannelse skal i praktik til september, og sammen med et rekordstort hold fra Danmarks Journalisthøjskole er der brug for flere praktikpladser end nogensinde. Det samlede behov er steget fra 136 til 162 praktikpladser, men det bekymrer ikke praktikvejleder på DJH, Jens Nørlem:

»Der er ingen grund til panik. Ved sidste praktiksøgning var der 13 pladser i overskud. Det er jo allerede halvdelen af, hvad der mangler. Derudover er der også flere godkendte praktiksteder, der ikke slår stillinger op, fordi de ikke tror, nogen vil søge dem. Dem tager vi fat i og går også i gang med at godkende nye praktiksteder.«
Allerede i påsken skal de studerende skrive ansøgninger. Men selv om RUC skal konkurrere med DJH, er universitets-journalisterne kommet med i DJHs praktiksøgningssystem. Ansøgningerne samles på Journalisthøjskolen i Århus, sendes samlet ud til praktikstederne, og den 14. april drager RUCerne fra Roskilde til Århus i en minibus for at deltage i praktikdagen på Journalisthøjskolen.
»Hvis vi kørte hvert vores ræs, ville det udvikle sig til en kannibalisme, hvor de to uddannelser ville underbyde hinanden og kæmpe for at komme hinanden i forkøbet til de eftertragtede praktikpladser. Derfor har vi valgt at nedsætte et fælles praktikudvalg,« siger Jens Nørlem.

Udbredt velvilje
Landets medier er vant til DJHs 18 måneders praktikanter. RUCerne skal kun i praktik i 12 måneder – men bliver alligevel budt velkommen hos en lang række praktiksteder.
»Vi har i forvejen praktikforløb på både 18, 12 og såmænd også seks måneder, så det giver ingen problemer,« siger Hanne Fall Nielsen, journalist og praktikvejleder på Politiken.
»Vi kigger på ansøgningerne, men vi kan ikke tage flere praktikanter end vi plejer, så RUC og DJH må deles om pladserne.«
Også Berlingske Tidende er interesserede i de nye studerende.
»Vi skal ud og finde syv praktikanter til sommer, og nogle af dem kunne meget vel blive RUCere,« siger avisens sekretariatschef Dorrit Kampmann.
Regional- og lokalbladene er ligefrem glade for, at der kommer flere praktikanter på markedet.
»Som mindre regionalblad, står vi tit sidst i køen, når der skal deles pladser ud,« siger Lars Qvist, nyhedsredaktør på Holbæk Amts Venstreblad. »Et andet spørgsmål er så, om RUCerne passer ind herude.«
Samme bekymring deler Fyens Stiftstidende.
»En RUCer? Jamen, vil de overhovedet væk fra Sjælland?« driller praktikantvejleder Jacob Vestergaard. »Men hvis de søger os, så vil vi gerne rokere rundt i vores ellers faste 18-måneders system.«
Også JyskeVestkysten byder de nye velkommen.
»Vi vil gerne vise de nye akademiske journalister, at regional- og lokaljournalistikken også har en værdi, så
de ikke alle sammen ender på de landsdækkende medier i København«, siger Nils Thostrup, ansvarshavende chefredaktør på JyskeVestkysten.
»Men hele vores uddannelsessystem er bygget op omkring 18 måneders praktik. Det er et matematisk system, der skal lægges om, og det er selvfølgelig besværligt«.

For kort tid
Enkelte medier er direkte kritiske over for en praktiktid på kun 12 måneder.
»Praktikanterne producerer deres absolut bedste ting i det sidste halve år af deres praktiktid. Koldt og økonomisk er praktikanterne en dårlig forretning det første halve til hele år,« siger Ulrik Haagerup, chefredaktør på Jyllands-Posten.
»Men vi vil lade det komme an på en prøve. Hvis der er nogle, der er kvalificerede, kunne det godt tænkes, at vi tog en enkelt eller to.«
Og på TV/MIDT-VEST vil direktør Ivar Brændgaard overhovedet ikke overveje 12 måneders praktik.
»Det er fint, at der kommer nye uddannelser, men 12 måneder er for kort praktiktid. Tv er et tredimensionalt medie, som det tager tid at få erfaring i.«

Orlovs-fidus
Kritikken har udløst en smart fidus, der kan true det gode samarbejdsklima mellem skolerne.
»Det var en idé, der opstod i bussen på vej hjem fra et besøg på Jyllands-Postens Mediarium,« fortæller professor Jørn Henrik Petersen, akademisk leder af Odense Universitets journalistuddannelse, der i september 2000 sender yderligere 65 praktikanter på markedet.
»Eleverne fik den idé, at man da bare kunne tage et halvt års orlov, hvis man fik tilbudt en 18 måneders praktikplads, som man gerne ville have,« siger Jørn Henrik Petersen, der hverken vil tale for eller imod fidusen.
»Det eneste, jeg vil sige, er, at den optimale praktiktid er den, man kan blive enige om,« siger han.
DJ advarer mod fidusen:
»Hvis 12-måneders praktikanterne begynder at tage 18-måneders pladser, så bliver det endnu sværere at skaffe nok pladser. Det vil være dybt usolidarisk,« siger Christian Kierkegaard, næstformand i DJ.

0 Kommentarer