search

PÆNHEDENS TYRANNI

Velopdragen er et positivt ladet ord, der normalt bruges om børn.Men alle kender vel nogle vandkæmmede unger, der er så velopdragne, at de bliver fuldstændig ligegyldige.

Velopdragen er et positivt ladet ord, der normalt bruges om børn.
Men alle kender vel nogle vandkæmmede unger, der er så velopdragne, at de bliver fuldstændig ligegyldige.
Alligevel bevæger medier og journalister sig væk fra barndommens "mudder i lommerne, første bandeord og æblerov". Godt hjulpet af politikere, forskere, højskolefolk, visse af fagets chefer og vores eget forbund.
Magt-Danmark vil gerne have nogle medier, der som matrostøj-yngelen kan "ses og tolereres, men ikke høres". Det kan man godt forstå. Det er vanskeligere at se, hvorfor horder af journalister danskvands-bøvsende synger med på den samme melodi.
Gennem de senere år har dårlig økonomi på trykte og elektroniske medier betydet den ene fyringsrunde efter den anden. Når ledelsen har gået deres prikkerunde-stuegang, er det oftest de mindst tilpassede kolleger, der har fået lønsedlen udskiftet med et dagpengekort.
Dem cheferne ikke umiddelbart kan få til at passe ind i en af kasserne i det handelsskole-diagram, som udgør deres "nytænkning" på mediearbejdspladserne.
De velskrivende journalister, som ikke synes, bureausproget er deres fremtid, ryger ud. Og aviserne bliver kedeligere.
Det er der næppe meget salg i.
Kendsgerningen er åbenbart, at cheferne i vores fag ikke har så stor tro på egne evner, at de kan "styre" den vildskab, som findes hos visse kolleger. Dem der giver lidt krydderi på mediernes sammenkogte ret, som ellers smager af meljævning og billig kulør. O.K., det må vi finde os i, så længe vi ikke har dygtigere ledelser.
Men nok om fantasiløse chefer. Problemet er også vores eget.
I disse dage mødes nogle hundrede journalister til FagFestival. I baren på Nyborg Strand kan vi så stå og udveksle anekdoter om fortidens dinosaurer, der efter indtagelse af et par flasker whisky og et par flade til redaktøren, gik til tasterne og væltede en regering eller to.
Så kan vi føle os som nogle helvedes karle, der tilhører en branche, som dårligt nok kan sammenlignes med andet end marine-soldater, lejemordere eller Sylvester Stallone.
Men virkeligheden er en anden. Spørg bare damen bag baren. Selv efter 16-18 Odense-pilsnere er vi ikke anderledes end de forsikrings-agenter, der også frekventerer mødestedet. Måske er slipse-procenten endnu lidt lavere, men inde i hovederne er nutidens journalister lige så velafrettede som en puddel, der netop er blevet dansk mester i hunde-kunster.
Sådan er det også inde i mødesalene, hvor programmet er sam-mensat af vores eget forbund. Et af de "ophidsende" spørgsmål til "den fjerde statsmagt" lyder:
"Hvor langt skal medierne gå i bekæmpelse af diskrimination og racisme?"
Jamen, hallo. Spørgsmålet lyder ikke, om det er mediernes rolle sådan at være missionerende apostle. Nej, det handler alene om, "hvor langt" vi skal gå.
Problemet er ikke kun, at man slet ikke vil diskutere, om det er mediernes rolle – uden for leder-pladsen – sådan at docere for læsere, seere og lyttere. Programmet er spækket med årstidens politisk korrekte udtryk. Præcis de samme ord, som flere og flere forlanger, aviserne skal være fyldt med.
Jeg fik en ny cykel for tre år siden. Den kalder jeg ikke ny længere. Men hvis jeg i avisen skal skrive om en 20-årig sang-sild med en anden etnisk baggrund end Den lille Havfrue, så skal jeg kalde hende ny-dansker, uanset om hun er født i Lundtoftegade. Men det gælder vistnok ikke, hvis hendes forældre er lyshårede og kommer fra København M, som Malmø vel efterhånden kan kaldes. Kun hvis hun er sådan rigtig sorthåret. Det kan man da kalde racisme og forskelsbehandling.
Hvis medierne sådan totalt overtager alle disse besynderlige ord og udtryk, som har voldtaget det danske sprog, lige siden en skraldemand var en skraldemand, så går det galt. Det er ikke nemt at få stillingen renovations-servicemedarbejder ind i en rubrik, og det giver ligesom ikke den samme aroma.
En 2. g'er er ikke længere en ung midt i sin gymnasietid. Nu kan de optræde i en reportage om lidt uro midt på Blågårds Plads. Det må være fandens besværligt for reporterne sådan at løbe rundt mellem politiets hollændervogne og lige få styr på, om det var mor eller farfar, der i sin tid valgte at bosætte sig her midt i Voldborgs regnvejr. Hvis det var farfar, skal der vel stå 3. g'er.
Men problemet er ikke familie-research. Det er først og fremmest, at når medierne bruger alle disse mere neutrale, bløde udtryk, så placerer de sig i det over-Danmark, hvor der næsten ikke er plads for politikere og andre skolelærere.
Når medierne vælger at placere sig i dette jakkesæts-m/k-univers, går det galt.
Vi gror fast i et liv langt væk fra danskernes hverdag. Taler ned til dem, når vi ikke tror, de selv kan finde ud af det med kroner eller euro.
Vi bruger ord, som intet fornuftigt menneske vil bruge ved middagsbordet, hvor frikadellerne er lavet af kalkunkød. Ikke fordi en eller anden ernærings-ekspert har fortalt, at det er fedtfattigt, men fordi ungerne har taget en sorthåret klassekammerat med hjem. Så sidder vi jo ikke og spørger: Nå, vil du ha' flere kartofler, din søde lille ny-dansker.
Den slags ord lader de aviserne, radio og tv om at bruge. Og de journalister, der så gerne vil være korrekte, men samtidig bliver lige så latterlige som en engelsk husmor i serien "Fint skal det være", fordi hun vil have sit navn udtalt på en helt anden måde end det naturlige.

Af Rene Simmel, journalist på Ekstra Bladet

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen