Pænere presse på Christiansborg

Pressen på Christiansborg har aftalt med Folketinget, at politikere ikke skal spærres vejen af journalister

Pressen på Christiansborg har aftalt med Folketinget, at politikere ikke skal spærres vejen af journalister

På et møde i sidste uge mellem blandt andet Christiansborg-journalisternes forening, nyhedscheferne fra TV 2 og DR samt Folketingets formand, Thor Pedersen, blev parterne enige om, at pressen skal opføre sig lidt pænere på Christiansborg. Det skriver Politiken.dk.

Aftalen kommer, efter at de Konservative har klaget over, hvordan pressen opførte sig i forbindelse med først Lene Espersen og siden Henriette Kjærs afgang fra deres poster i partiet. På vej til gruppemøder måtte de to kæmpe sig igennem horder af diktafoner og kameraer, der ikke accepterede et "ingen kommentarer".

Ved mødet i sidste uge blev pressen mindet om, at den er gæst i huset. DR-journalist Henning Olsson, der er formand for foreningen for journalister på Christiansborg, skrev efterfølgende rundt til sine kolleger og opfordrede dem til ikke at stimle sammen om politikere på gangene.

»Næste gang der opstår en presset situation, så tal sammen dér på gangene. Aftal med dine kolleger, at der dannes en kreds så rummelig, at politikerne kan komme uhindret frem og tilbage. Det er sket før, så det kan lade sig gøre,« skrev han ifølge Politiken.dk.

0 Kommentarer