search

På den igen

Sommeren går på hæld, og sportsjournalistens selvsving kan erstattes af reel reportage og analyse. Heldigvis.

Sommeren går på hæld, og sportsjournalistens selvsving kan erstattes af reel reportage og analyse. Heldigvis.

Der er noget ørkesløst over en sommer uden hverken fodbold-EM, -VM eller De Olympiske Lege. Uden disse altoverskyggende, globalt appellerende sportsbegivenheder, der får os alle til at glemme, at den daglige kværn er indstillet for en stund.

Bevares, svømme-VM blev heldigvis endnu en dansk magtdemonstration. Og Tour de France skriver jo næsten sig selv med dets indbyggede drama (læs: styrt, doping, dansk deltagelse og en håndfuld bjergetaper). Og heldigvis har vi jo fået os en ganske ægte tennisstjerne, der kan henrykke og skuffe – det sidste er jo efterhånden en bedre historie end det første – under sommerens kampe på French Opens røde grus og Wimbledons grønne græs.

Og når ikke lykken tilsmiler unge Caro på banen, så gør den måske/måske ikke udenfor. Sportsjournalisten transformerer sig til kærlighedsreporter. Eller til fabulerende taljonglør, der holder styr på overgangssummer og lønposer. For hvem har egentlig tænkt sig at købe hvem – af hvem?

Og U21-EM for søren da! Glem endelig ikke denne ungdomsturnering, der i år blev arrangeret hertillands og derfor fluks fik status af årets vigtigste fodboldturnering. Men havde det europæiske fodboldforbund ikke selv sagt det? At den var vigtigere end Champions League og Messi and all that jazz.

Vi var nogle, der fandt det interessant, ja næsten pirrende at følge eksotiske mandskaber som Island og Hviderusland rundt i det jyske landskab. Men måske var vi, når alt kommer til alt, ikke så mange, som vi i vor kåde rus bildte os selv ind, at vi var.

Selv ikke Jacob Fuglsangs tråd, Frøken Solskins smilende forhånd og Christian Eriksens piruetter kunne imidlertid skjule, at noget manglede: det daglige flow. Ingen AG København. Ingen FC København. Til gengæld en masse selvsving.

Nej, gudsketakoglov for at sommeren nu går på hæld! Superligaen i fodbold ruller allerede lystigt derudad. I FC København og OB ser man frem mod Europa League-gruppespillet. Både herrernes og kvindernes bedste håndboldrække skydes i gang i weekenden, og om en måneds tid følge basketspillerne trop.

For kvindelandsholdet i volleyball lever håbet om en OL-billet fortsat før de kommende kvalkampe i november, og i søndags leverede herrerne såmænd en af de flotteste kampe i nyere tid, da man hjemme i Holte tabte knebent til det spanske stjernelandshold.

I de næste par uger jagter Caroline Wozniacki sin første Grand Slam-sejr ved US Open, og om få uger afholdes VM i landevejscykling i København/Rudersdal. Der er med andre ord nok at se frem til for læseren, lytteren, surferen og seeren – og nok at kaste sig over for sportsjournalisten. Det er tiltrængt.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen