Jan Dagø har altid været kompromisløs. Derfor er han en af verdens bedste fotografer, og derfor er han havnet helt derude, hvor han ikke ved, om han vil være fotograf mere. "Jeg troede aldrig, det ville ske. Det er underligt pludselig at hade sin egen identitet," siger den århusianske Magnum-fotograf.

38-årige Jan Dagø har altid elsket af fotografere. Som syv-årig dykkede han ned under vandet og tog billeder. Da han var teenager, lavede han små film med et smalfilmsapparat. Senere gik han i lære i en fotoforretning, hvor han brugte flere film, end han solgte.

Han bladrede i magasiner som National Geographic og tænkte: "Sådan nogle billeder vil jeg også lave". Som 20-årig rejste han til Australien for at lave undervandsfotos. I stedet fik han job som fotograf på en avis og besluttede, at han skulle fotografere resten af sit liv. Siden har han brugt alle sine penge og al sin tid på sit arbejde og sin hobby. Eller rettere: Sin livsstil.

For et par år siden begyndte resultaterne at komme. Priser ved Årets Pressefoto og World Press Photo og andre internationale fotokonkurrencer. Som en fuldbyrdelse blev han optaget som nominee i verdens mest prestigefyldte fotogruppe, Magnum, sidste sommer.

En fascinerende historie om en Århus-dreng, der kompromisløst forfulgte sin drøm. Men det handler denne artikel ikke om.

Den handler om en fotograf, der stort set ikke har fotograferet siden maj. En 38-årig fyr, der pludselig får kvalme af at flyve, og som bruger det meste af sin tid på at spekulere over, hvad han skal med sit liv.
Jan Dagø har klatret op ad et bjerg det me-ste af sit liv. Da han endelig kom op på toppen, var det ikke noget rart syn, der mødte ham. Han så billedet af en udslidt fotograf – uden lyst til at fotografere.

 

Det topper totalt
Sommeren 2000 dumper en højst overraskende e-mail ind i Jan Dagøs mailbox. En amerikansk fotograf ved navn Susan Meiselas har på eget initiativ tilmeldt et af Jan Dagøs fotografier til en konkurrence. På mailen ønsker hun Jan Dagø tillykke med, at han er kommet med på udstillingen Open Society Institute blandt nogle af verdens største fotografer.

Jan Dagø modtager mailen, kort før han skal til Thailand på ferie med sin kone. Det er fem år siden, de har været på ferie, og da Jan Dagøs kone kommer fra Bangkok, skal de besøge hendes familie. Men i løbet af ferien får Jan Dagø kun set sin svigerfamilie én dag. Det meste af tiden bliver han på hotelværelset for at svare på telefonopkald og e-mails. På alle tider af døgnet. Udstillingen i New York har sat gang i tingene.

"Det kører lige pludselig rigtig stærkt," siger Jan Dagø. Tempoet skulle bare stige det næste halvandet år. Jan Dagø vinder Årets Pressefoto i feature-kategorien. Han vinder en tredjepris ved verdens største fotokonkurrence – World Press Photo. Han rejser verden rundt til opgaver, møder og prisuddelinger.

"Interessen bliver kæmpestor. Jeg bruger enorme mængder energi på at møde op alle mulige steder, og samtidig kører min freelancevirksomhed i Danmark på normal vis."

Jan Dagø har altid sagt, at det vigtigste er at tage billeder. Men det glemmer han tilsyneladende: "Det går op i at vise sig, i at møde alle mulige mennesker."

I 2001 går det bare endnu bedre. Efter at have modtaget førsteprisen i to kategorier ved Årets Pressefoto og en andenplads i World Press Photo rejser han til Sierre Leone for det anerkendte tyske magasin Geo. En tv-fotograf er med fra TV 2 for at lave et indslag om den pludselig verdensberømte fotograf Jan Dagø. Jan Dagø er i Sierre Leone i otte-ti dage, tager til nabolandet Liberia, hvor han er i fire uger, kommer hjem, men rejser hurtigt til Tyskland.

"Det topper totalt. Jeg tager til Hamborg, hvor jeg har vundet The Lead Award for bedste åbningsbillede på en serie. Samtidig arbejdede jeg med portefolio til Magnum. Et kæmpe kæmpe arbejde. Så får jeg 29 sider i Geo, det er helt ultimativt. Du kan godt se, at det er meget," siger Jan Dagø og tilføjer: "Men den-gang overvejede jeg ikke engang, hvad stress var." Han rejser sig og går ud af rummet.

 

En fatal jul
Vi er i hans to-værelses lejlighed i Århus. Et lille rum til privatliv og et stort rum til arbejde. Vi sidder ved vinduet i det mindste værelse, som ud over en dobbeltseng og et klædeskab indeholder to en-meterhøje og sirligt ordnede stabler med National Geographic.

Jan Dagø vender tilbage fra det mørke arbejdsværelse. Han lader et 210 sider glittet magasin ramme bordet. Fra side 146-170 er der en historie fra Liberia med Jan Dagøs billeder. Derefter ti sider fra Sierre Leone – texte und fotos: Jan Dagø.

Kort efter Geo udkommer med den lange billedreportage sidste sommer, bliver Jan Dagø ringet op midt om natten. Det er kollegaen og vennen Joachim Ladefoged, som fortæller, at Jan Dagø er blevet optaget i verdens mest prestigefyldte fotogruppe, Magnum.

2001 slutter med en reportagerejse til Sierre Leone igen. Jan Dagø planlægger at være i det vestafrikanske land i to, højst tre uger for at lave de sidste fotografier til en bog. Men det ender med, at han bliver der i fem uger. Kort før jul kommer han hjem til sin kone efter et hæsblæsende og meget succesrigt år.

– Hvilken dag kommer du hjem?

"Det ved jeg ikke. Jeg var så stegt til sidst. Det hele flød sammen. Måske den 20., 21., 22.?" siger Jan Dagø og kigger udtryksløst op på væggen, hvor der hænger et billede, han har taget i Afghanistan.
Jan Dagø holder jul med sin kone, og en dag mellem jul og nytår er hun pludselig væk.

"Hun flytter simpelthen."

– Hvad siger hun?

"Ingenting. Hun flytter bare. Jeg var hjemme."

– Snakkede I ikke?

"Det var jo logisk. Hvis du er så meget væk, mentalt så meget væk… Der var simpelthen gået for meget fotografi i det til sidst. Det kan man ikke byde sin partner."

Nytårsaften skulle Jan Dagø have holdt alene, men nogle venner inviterede ham op.

"Jeg havde det sgu ikke godt. Vi har haft det godt sammen på mange måder. Hun har været her, mens jeg byggede det hele op. 12 års ægteskab. Det tager lang tid at behandle, og det er jeg ikke færdig med endnu."

 

Kvælningsfornemmelser
Ugerne efter nytår var ikke sjove.

"Det var jo kaos. Lige pludselig bliver jeg trukket ud af en livsstil, som jeg har været svøbt ind i. Det har været så stor en del af mig. Jeg bliver hele tiden bekræftet i, at det er det rigtige, jeg gør, med priser og sådan noget. Min kone har jo også været der. Det var nok grunden til, at hun forlod mig, som hun gjorde. Jeg tror ikke, hun ønskede at stoppe mig."

Jan Dagøs klare blå øjne ser ikke sorgfulde ud. Måske snarere forladt for energi. Han vender blikket ud mod Århus Bugt og op mod skoven, hvor han plejer at løbe ture. Han sidder helt roligt og klemmer læberne sammen et kort øjeblik.

"Jeg gik i gang med at arbejde igen, det er nok typisk mænd," siger han og samler magasinet "Mare" op fra bordet. I bladet er trykt en Dagø-serie fra Liberia. Men det var kun starten på Jan Dagøs krisebearbejdelse. Efter Liberia tog han til Nigeria et par uger og kort efter til Sierre Leone i et par uger.

"Liberia gik fantastisk godt. Jeg var helt rolig. Jeg var meget mig selv… eller det var jeg måske ikke, men jeg var meget på med det, jeg lavede. I Nigeria var det sværere. Det er et svært sted at arbejde. Man er altid lidt bange. Styret tilhører den yderste fløj af fundamentalistiske muslimer. Jeg var blandt andet ved at blive kvalt i min kamerarem af folk på gaden."

Så indtræffer krisen pludselig.

"I Sierre Leone vender det hele. Jeg tænker bare på at komme hjem igen. Jeg er brændt ud. Jeg beslutter allerede dernede at holde en pause, når jeg kommer hjem."

– Hvordan havde du det?

"Kvælningsfornemmelser. Fuldstændig omklamret af det. Jeg har slet ikke lyst til at tage billeder. Så kommer jeg hjem og skal til Magnummøde. Men jeg køber aldrig en flybillet. Jeg kan slet ikke overskue det – og det er bare til Paris. Den dag har jeg det skidt. Man bliver ikke bare væk fra det møde. Jeg tænkte: Nu brænder du virkelig broer. Det er hårdt arbejde at komme op, men det er eddermame hurtigt at save sig selv ned igen."
Han folder hænderne bag hovedet, så man kan se de udspilede blodårers ruter op ad armene og ind under t-shirten.

"Ja, og så har jeg stort set ikke lavet noget siden." Jan Dagøs århusianske dialekt bliver nærmest hypnotiserende, når han taler. Han svarer længe og omhyggeligt på alle spørgsmål. Men nu stopper han pludselig sig selv og kigger frem for sig.

– Er du blevet træt af at være fotograf?

"Ja, på mange måder. Jeg tænker på, hvad jeg vil i forhold til mit fotografi og selvfølgelig også i forhold til mig selv. Det er svært at snakke med nogen om det. Hvorfor tager man til Sierre Leone og risikerer at blive skudt. Det er jeg aldrig rigtig nået ind til kernen af. Det er noget med udfordringer. Det, at jeg er tiltrukket af at gå til kanten hele tiden og så alligevel komme igennem. Sådan lever jeg meget. Men jeg begynder også at misunde folk, der har et almindeligt liv. De går på arbejde og er ikke bange, når de tager afsted."

 

At slippe drømmen
Jan Dagø er ikke i tvivl om, at skilsmissen udløste de mange tanker.

"Helt sikkert. Men det kunne nok lige så godt være udløst af noget andet. Det er noget tidsbestemt. Jeg har simpelthen brugt alt for meget energi på fotografi. Der har ikke været plads til ret meget andet."

I dag laver Jan Dagø lidt småopgaver i Danmark for at tjene penge nok til regningerne. Men han rejser ikke udenlands mere. Han får det stadig dårligt af at stige op i en flyver.

Han har lige sagt ja til at lave nogle modebilleder. En disciplin, der ligger langt fra det, han tidligere har lavet. Men det handler om mennesker, og så er der penge i det.

Vi rejser os fra kaffen og bagerens gulerodsboller og går ind i arbejdsrummet.

Her er delvist mørklagt af træpersienner. Midt i rummet står et stort skrivebord som et tungt monument over de sidste mange års arbejde og langs væggene stålreoler med negativer, ringbind og kameraudstyr i tasker. På den ene væg hænger et af Jan Dagøs kendte-ste billeder. Det er fra Afghanistan og viser en passager, der er ved at stige ind i en taxa. Han tørrer brillerne med et stoflommetørklæde, mens de stadig sidder på næsen. Det indbragte Jan Dagø en førstepris i kategorien Åben klasse ved Årets Pressefoto i 1996, samt Fujis internationale tredjepris.

– Hvordan har du det med at drosle ned på dine ambitioner?

"Det har jeg det dårligt med. Det er der, problemet ligger. For jeg ved, jeg ryger ud næste år til Magnum-mødet. Men hvis jeg selv skal overleve, så skal jeg holde en pause nu. På mindst et halvt år."

– Hvorfor er det så svært at nedjustere dine ambitioner?

"Du bygger en drøm op om, at du gerne vil arbejde med store projekter og gode magasiner, så når du en dag står og pludselig kan gøre det… Du har nået drømmen, og så er det svært at give slip på det hele igen?"

"Det er lidt som at bestige et bjerg. Når du først har været oppe, så er det ikke så spændende at kravle op en gang til," griner han.

Jan Dagø går ud i køkkenet for at lave kaffe. På vej ud får han sagt, at han i øvrigt ikke har opnået alt. Han har ikke fået udgivet en bog eller lavet en udstilling. Der er stadig nye tinder.

 

Et nyt bjerg
Efter første besøg i den lille to-værelses lejlighed går der 14 dage, før JOURNALISTEN taler med Jan Dagø igen.

Denne gang er han i bedre humør, han føler sig lettet.

"Jeg har fundet ud af, at det handler meget om stress. Det tager tid at bearbejde et stress-pres fra en rejse til Nigeria, en rejse til Liberia og en rejse til Sierre Leone, og det tager tid at bearbejde en skilsmisse. Jeg har haft et sindssygt højt stressniveau."

I løbet af foråret følte Jan Dagø, at han gik rundt med en styrthjelm. Et konstant pres rundt om hovedet.

"Nogle sagde til mig, at det var en depression. Det er udelukket. Men uanset hvad det er, så er det et signal om, at jeg skal stoppe op nu – og det gør jeg."

Jan Dagø tvinger sig selv til at arbejde mindst muligt. Han har fået en kæreste, som han er meget sammen med. Han holder eftermiddagene fri og forsøger hele tiden at få sit personlige liv til at køre. Det er noget nyt.
"Nu former jeg mit job efter privatlivet og ikke omvendt."

Modeopgaven gik fint, men han ved stadig ikke, hvad han vil med sit professionelle liv.

"Jeg vil ikke sige det ene eller det andet. Det vil være at låse sig fast. Først skal jeg have det her ud af kroppen."

Han tænker i alle retninger. Han kunne godt tænke sig at blive forfatter. Det indeholder noget af det samme som det gamle job. Det er en ultimativ måde at fortælle historier på, og det er ultimativ frihed, mener Jan Dagø.
"Men jeg aner jo ikke, om jeg kan skrive. Hvis jeg kunne være forfatter, så ville jeg vælge det."

Tænksom og forvirret, ja, men ikke deprimeret, siger han.

"Hvis jeg kan lære én ting hver dag, så er jeg glad. Sådan har jeg altid haft det. I øjeblikket lærer jeg meget om mig selv. Det er godt, jeg har altid haft et mål om at udvikle mig, og det er, hvad det her handler om."

"Jeg har fundet ud af, at der skal være en balance mellem privatliv og arbejdsliv. Det har jeg ikke haft. Slet ikke. Jeg er begyndt at klatre op ad et nyt bjerg, hvor der forhåbentlig er mere solskin på toppen." l

 

BLÅ BOG
Jan Dagø, født 4. august 1964 i et hus for foden af Himmelbjerget.
Opvokset i Århus-bydelen Hasle.
20 år – færdiguddannet i fotoforretningen Foto-borgen.
22 år – Arbejdede for Townsville Bulletin i Australien et halvt år. Besluttede sig for at blive fotograf. Mødte sin kommende kone på hjemrejsen.
24 år – Blev assistent hos reklamefotograf Mogens Skov.
25 år – Startede uddannelsen som pressefotograf på EFG.
26 år – Rejste til Asien.
26 år – Kom i fotograflære på Jyllands-Posten.
29 år – Færdiguddannet som pressefotograf og ansat i vikariat på Jyllands-Posten.
32 år – Underviser på billedjournalistlinjen på Danmarks Journalisthøjskole.
33 år – Freelancefotograf.
37 år – Prøvemedlem af Magnum-gruppen.