»Lige nu møder jeg alle de forbehold, jeg for få måneder siden selv havde som journalist over for folk i min position.«
Anders Aaen Larsen er 32 år gammel og har skiftet job fra journalist, TV2/NORD, til kommunikationsmedarbejder,
Spar Nord Fonden.
Hvorfor er det interessant at lave kommunikation for en bank?
Jeg blev først og fremmest tiltrukket af jobbet, fordi jeg ligesom på TV2/NORD får lov til at opleve så mange forskellige ting. Jeg er ansat af Spar Nord Fonden, der støtter alverdens projekter. Min opgave er at fortælle gode historier om disse projekter, der spænder fra at støtte kunst på de lokale skoler til at skyde penge i banebrydende forskning. Ud over det indgår jeg også i bankens kommunikationsteam og hjælper bankens eksperter og medarbejdere med at tage sig godt ud i medierne. Det er rigtig spændende.
Der er selvfølgelig også en masse almindelige ting, vi skal dække. Når banken kommer med sit årsregnskab, går det før alt andet. Men tv-produktionen her i fonden og i banken er ikke domineret af mænd, der står i jakkesæt og snakker. Vi skal et skridt videre end at stille direktøren op foran et kamera – vi skal ud og se, hvad fondens midler bliver brugt til. For mig at se er det simpel storytelling.
Hvorfor skal en bank overhovedet lave tv?
Spar Nord Fondens arbejde egner sig virkelig godt til tv. De penge, der bliver givet ud, skaber følelser og engagement hos modtagerne, og det virker rigtig godt på skærmen. Fonden støtter jo alt muligt forskelligt. Jeg har været ude at dække en kunstfernisering, og få dage senere brugte jeg en hel dag på Skejby Sygehus, fordi en af de forskere, vi støtter, skulle lave en bypass-operation på en gris. For mig er det ikke ren markedsføring, det er faktisk historier, som virkelig fænger mig, og som jeg har lyst til at fortælle.
Da jeg startede herinde, var der masser af mine bekendte, der ikke vidste, hvad Spar Nord Fonden var. Der findes masser af fonde, der gør en masse godt, men simpelthen ikke fortæller om det. Det er et problem. De gode ting, fonden gør, skulle jo gerne smitte af på bankens omdømme. Og jeg mener, at vi har meget nemmere ved at fange folks interesse for vores arbejde med tv-indslag.
Hvad har overrasket dig ved at gå over til kommunikationsarbejde?
Pr-arbejdet er sværere, end jeg troede. I samme øjeblik, jeg nævner Spar Nord Fonden, tror folk, jeg er ude på at markedsføre produkter fra banken. Journalisterne og redaktionerne er forudindtagede, når jeg kontakter dem, også selv om det er en regulær god historie, jeg smider på bordet. Men det er mærkeligt, det er ikke lang tid siden, jeg sad på den anden side af bordet. Lige nu møder jeg alle de forbehold, jeg for få måneder siden selv havde som journalist over for folk i min position.
CV: Uddannet fra Journalisthøjskolen i 2008 med praktik på TV2/NORD. Derefter freelancer for blandt andet TV2/NORD og produktionsselskabet Monday Media, hvor han var med til at lave programmet "Politistationen".
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.