Hemmelige lydoptagelser af et forestående bombeattentat med den italienske mafia som afsender fik i april 2018 den 35-årige advokat, journalist og forfatter Paolo Borrometi til at indse, hvor kort hans liv måske bliver.

Stik imod det mest oplagte og sikre – at stoppe sit virke som en af støvlelandets mest vedholdende og afslørende graverjournalister mod landets mafiaklaner – så han kun ét at gøre. Seks måneder senere udkom bogen ’Et mord en gang imellem’. En biografi, men mest et samlet dokument om mafiaens struktur og virke forgrenet til alle Italiens erhverv og samfundslag.

Så tog truslerne til igen.

”Det har absolut ikke gjort dem mildere stemt. Tværtimod. Men det har været nødvendigt at skrive bogen. Den handler mindst om mit eget lorteliv og mest om dem, der stræber mig efter livet; mafiaen. Efter attentatplanerne i april kom frem, gik det op for mig, at jeg nok ikke bliver særlig gammel. Men jeg kan ikke vende ryggen til. Alt for mange journalister stikker hovedet i sandet. Da jeg blev angrebet første gang i 2014, tjente jeg 3,10 euro på en artikel. 2,50 euro efter skat. Det ønsker de færreste kolleger at miste livet for. Men for mig skal sandheden frem. Med bogen kan ingen hævde, at de ikke kender den,” siger Borrometi.

Beskyttes døgnet rundt

Mens mafiaen i gamle dage excellerede i sprut, narko og våben, er de i dag infiltreret i noget så usexet som politisk-betændte cherrytomater og i turist-, bygge- og frugtbranchen. 

Det var netop Borrometis afsløringer af sidstnævnte frugtmarked via netavisen La Spia (Spionen, red.), som han har stiftet, er direktør og redaktør på, der i 2014 fik hætteklædte gerningsmænd til at overfalde ham på gaden foran familiens landsted. Borrometi brækkede skulderen tre steder og har i dag 30 procent nedsat førlighed. Få måneder senere blev hans lejlighed forsøgt brændt ned. Dagen efter flyttede han i eksil fra Sicilien til Rom. For sin egen, men også for familiens skyld. 

I dag lever han i hovedstaden på en med egne ord ”hemmelig adresse, som alle kender”. Men han taler med Journalisten fra Firenze på stop under sin bogturné, hvor han ikke kun er sammen med sin redaktør, men også med fem sikkerhedsvagter, der beskytter ham 24 timer i døgnet, når han er på farten. Og de to ekstra vagter, der altid støder til, når han befinder sig et fast sted i en længere periode. 

”Jeg lever et isoleret liv. Jeg kan ikke gå i biografen, tage til fodboldkamp, på restaurant eller café. Jeg har ikke været på stranden i fem år. Jeg ved ikke, om den næste bil, jeg passerer, er en bombe, eller om dem, jeg møder, er mine drabsmænd. Mafiaen har jo ikke skrevet i panden, hvem de er. Jeg er bange hver eneste dag. Alt kan ske. Hver eneste ting, jeg gør, kan blive den sidste,” konstaterer han nøgternt og griner kontrastfyldt på spørgsmålet om, om han får nogen form for mental hjælp. 

”Den hjælp, jeg får, finder jeg hos venner og ved at bede. Selv om jeg drømmer om at gå ud og spise pizza, stifte familie og få to børn, så tror jeg ikke, at jeg ville have gjort noget anderledes. For jeg har ikke gjort noget specielt. Jeg har bare gjort mit job,” siger han og understreger en pointe, han altid hiver frem til lokale og internationale medier, til de studerende, han underviser hver uge, og i sine klummer og artikler: ”At mafiaen nok er et italiensk fænomen, men at den er spredt ud over hele Europa. Også til Danmark,” siger han og nævner sagen, hvor italienske selskaber involveret i metrobyggeriet i København blev anmeldt af 3F for narkotikavirksomhed.  

15 retssager og ni mafiabosser dømt

Angiveligt er Borrometi den eneste italienske journalist, der har overlevet mafiaens drabsforsøg. Siden 1970’erne har det kostet ni journalister livet at lægge sig ud med de italienske gangstere, mens 10 journalister, som Borrometi, er under konstant politibeskyttelse. Selv er han centrum for 11 verserende retssager omhandlende drabsforsøg, trusler og overfald mod ham. Sammenlagt har ni mafiabosser i fire afsluttede sager fået et halvt til seks års fængsel. 

Selv om han blev uddannet advokat, drømte han allerede som 14-15-årig om at blive journalist. Et kald, han ikke ville undvære. Selv om jagten på de afslørende historier nu har gjort ham selv til ’den gode historie’. 

”Jeg har aldrig ønsket at være nyheden. Jeg stræber ikke efter at være historien. Det er min bog lige præcis et bevis på. Fordi den mest af alt handler om mafiaen. Jeg er ikke modig. Jeg er ingen helt. For jeg er bange. Hver dag. Men mit arbejde er en pligt for mig.”

Censur, svigt og mavepuster

Borrometi mener, at andre kolleger og medier svigter den pligt. Enten af frygt, eller fordi de selv er infiltreret i mafiamiljøet. Da han for nylig blev interviewet om sin bog i radioen og som princip opremsede navne på de omtalte mafiamedlemmer, han udstiller, lukkede en hidtil uvidende radiodirektør programmet ned med musik og en officiel begrundelse om ”tekniske problemer”.

”At leve under beskyttelse er det samme som at miste sin totale frihed. Friheden til at bevæge sig frit. At jeg ikke kan starte min egen familie er voldsomt, men jeg kan ikke sige, hvad der er det værste. Heldigvis har jeg stadig friheden til at tænke og ytre mig,” siger han.

At leve med risikoen for at kunne dø i morgen er en høj pris at betale. Skulle det ske, vil det så have været det hele værd, spørger Journalisten og bliver for første gang mødt af flere sekunders tavshed. 

”Det var lige et slag i maven,” konstaterer han så og lader yderligere sekunder gå, før han svarer:

”I bund og grund ønsker jeg bare at blive husket som en, der gjorde mit arbejde. Jeg har mødt meget modstand undervejs, selv om det har ændret sig de senere år. Jeg ønsker ikke først at få den støtte, når jeg er død. Men det svarer jo til at spørge en soldat om, hvorfor han går i krig.”